Her fortsætter beretningen om min første rejse til Japan, som fandt sted i efteråret 1971. Dette afsnit handler om mine indtryk af Japan i almindelighed, og hvordan det var at være homestay-gæst hos et japansk par i særdeleshed. I en lille stationsby midtvejs imellem Kyoto og Osaka.
Har du endnu ikke læst første del, kan du klikke her.
Homestay
Dagene i Nagoya gik alt for hurtigt, og før jeg vidste af det, var det tid til at drage tilbage til Kyoto og møde min homestay-familie. Jeg skal ærligt indrømme, at da jeg forlod mit rejseselskab for at tage på fabriksophold, havde jeg betragtet det som noget af en sur pligt, der bare skulle overstås. Det virkede meget mere tillokkende at følge resten af gruppens program og så vidt muligt være sammen med dem. Men nu da jeg stod på Nagoya Station og for første gang skulle ud at køre med Shinkansen, Japans berømte højhastighedstog, var det ikke uden en vis portion vemod. Jeg havde i den grad nydt at være sammen med Brother-folkene, og her 50 år efter føler jeg stadig taknemmelighed over den måde, de tog imod mig på. De var afgjort medvirkende til, at jeg kom til at fatte så dyb en interesse for Japan.
Nu skulle jeg så prøve at bo hos en familie. I Japan var det i forvejen ikke særlig almindeligt at åbne sit hjem for andre end de allernærmeste. Kvinderne gik hjemme og fik i høj grad deres sociale behov dækket ved daglig kontakt med naboerne. Eller med veninder, som de drak te eller tog på indkøb sammen med. Deres mænd kom sent hjem hver aften.
Pludselig at skulle have en fremmed boende, endog en udlænding, var helt uhørt og derfor en stor satsning. De folk, jeg mødte hos Brother, arbejdede internationalt og var vant til at omgås andre nationaliteter. Alligevel gjorde det stort indtryk, da jeg fortalte dem, hvad jeg skulle. Mange af dem lod sig dog inspirere og lovede, at næste gang, jeg kom til Japan, ville de invitere mig hjem til middag, så jeg kunne se, hvordan de boede og møde deres familie. Og de holdt ord, da jeg vendte tilbage til Japan tre år senere. Men det er en anden historie.
Først skulle jeg imidlertid ud at køre med supertoget Shinkansen eller Chimpansen, som en af mine spøgefulde medrejsende valgte at kalde det. 200 km i timen kunne det køre dengang. Det var helt vildt. Selv om det set med nutidens briller, vel nærmest var at betragte som et bumletog, for siden da er farten steget til 300 km i timen, og man er i færd med at udvikle et tog, der kan komme helt op på 500 km i timen. Under alle omstændigheder fragtede det mig hurtigt til Kyoto, hvor min første homestay-familie ventede.
Spilleglæde
Hr. og fru Hori boede i Hirakata, en lille stationsby cirka midtvejs mellem Kyoto og Osaka. De var vel ti år ældre end mig og havde ingen børn. Deres hjem var et typisk lille toetagers japansk forstadshus. I stueetagen var der køkken, toilet, bad og en stue. På førstesalen var der to soveværelser med tatamimåtter. Dagligstuen var møbleret med vestlige møbler. Sofagruppe og sofabord. Tunge møbler af mørkt træ, som virkede overvældende i et minimalistisk japansk rum.
I det ene af soveværelserne skulle jeg bo. Her prøvede jeg for første gang at sove på traditionel japansk vis. Det vil sige, at der blev redt op til mig på en futon på gulvet. Jeg blev i den grad forkælet. Hver morgen blev der kaldt på mig, når morgenmaden stod på bordet. Brød, smør, marmelade, ost, kaffe og juice. Ingen japansk morgenmad. Det passede mig fint. Jeg var ganske vist allerede begejstret for japansk mad, men morgenmaden havde jeg det svært med. Mens jeg spiste, forsvandt fru Hori op på mit værelse og ryddede mit sengetøj af vejen. Hver aften lagde hun det frem igen. Altid diskret. Kunne hun se sit snit til det, vaskede hun også mit tøj.
Hr. Hori var en sand energi- og humørbombe. Altid fuld af skæg og ballade. Det var aldrig kedeligt i hans selskab. Han levede i forgrunden, mens fruen smilende og nikkende rumsterede i baggrunden. Deres engelskkundskaber var sparsomme, og det skabte mange morsomme misforståelser. Som tit blev løst på utraditionel vis.
Jeg var dengang meget skakinteresseret og havde derfor medbragt et lommeskakspil. For at have noget at tale om, viste jeg dem det. Straks fandt han frem, hvad de havde af spil, heriblandt et mahjong-spil.
Det traf sig sådan, at en af mine gode venner hjemme i Danmark netop havde anskaffet sig et sådant. Men da reglerne var meget komplicerede, var det ikke lykkedes os at lære at spille det. Derfor bad jeg nu hr. Hori, om han ville vise mig, hvordan man gjorde. Noget af en opgave at løse med blot rudimentært engelsk. Mod alle odds lykkedes det, og vi havde noget at tage os til, som kunne være med til at bryde isen. Meget af undervisningen foregik som gæt og grimasser. På et tidspunkt opdagede, jeg at der var fire ekstra hvide brikker, som ikke syntes at indgå i spillet, og spurgte, hvad formålet var med dem. Det viste sig at være svært at forklare, så til sidst tog han en af de andre brikker og kylede den ind under sofaen. Derefter gik han spejdende rundt i stuen, som om han ledte efter den. Men uden resultat. Derpå fandt han en af de ekstra hvide brikker frem, tegnede på den med en tusch og lagde den ind i spillet. Nu forstod jeg: Det var erstatningsbrikker, hvis nogen af spillets andre brikker skulle blive væk.
Americajin
Homestay var ikke ensbetydende med, at værterne skulle tage sig af os døgnet rundt. Om dagen havde rejsearrangørerne planlagt forskellige aktiviteter, såsom sightseeing, klassisk teater, fabriksbesøg, o.l. Det betød, at vi typisk forlod vores homestay efter morgenmad og kom hjem til aftensmad. Det hændte dog også, at vi spiste i byen og først kom hjem senere.
Jeg havde en aftale med hr. og fru Hori om, at jeg tog toget til stationen i Hirakata og ringede, når jeg var fremme. Dengang var der på fortovet foran enhver station en række nødtørftigt afskærmede mønttelefoner, hvoraf de fleste som regel var i brug. Det kunne være svært at få ørenlyd, især hvis der også var trafikstøj. Lydniveauet blev skruet mere og mere op, og ofte endte det med, at de telefonerende nærmest råbte i munden på hinanden. Det var en speciel oplevelse. Hertil kom det sproglige problem i mit tilfælde. Det gjorde dog ikke så meget, for i samme øjeblik mine værtsfolk hørte min stemme i telefonen, vidste de, at jeg var klar til afhentning.
Det var en særlig oplevelse for mig at færdes i deres nabolag på egen hånd. Når jeg gjorde det, havde jeg straks en hale af børn efter mig, som skulle se den mærkelige mand med det lyse hår og den store næse. Opholder du dig et stykke tid i Japan, lærer du automatisk, at udlænding hedder gaijin på japansk. Men det var ikke det børnene råbte. Det var americajin, amerikaner. I 1971 var udlændinge nemlig så ualmindelige i Japan uden for de største byer, at man ikke gav sig af med finsortering. En udlænding var per definition en amerikaner.
Let’s go
En enkelt gang tog mit værtspar mig med ud at spise. De havde ad lange sproglige omveje fået forklaret mig forskellen på Tokyo og Osaka, som dengang var Japans næststørste by. En ganske enkel forklaring. I Tokyo brugte man pengene på tøj og i Osaka på mad. Nok en sandhed med modifikationer, men sådan hed det sig. Da udbuddet som regel afspejler efterspørgslen, drog vi til Osaka for at smage på varerne.
Jeg blev ikke skuffet. Mit første besøg på en sushi-restaurant var en sublim oplevelse. Vi sad ved en disk på hver sin høje stol, og hr. Hori bestilte på livet løs. Både mad og øl i fornuftige helflasker. Tallerknerne, som maden kom på, havde forskellige farver. Og hver farve relaterede sig til en pris. De tallerkener, jeg havde tømt, blev stillet foran mig i en stabel. Bagefter var det en enkelt sag for personalet at gøre op, hvor meget jeg havde spist for.
I samme øjeblik jeg havde proppet den tilsyneladende sidste bid i munden, spurgte hr. Hori, om jeg var færdig med at spise. Det var jeg.
”OK,” sagde han. ”Let’s go!”.
Jeg forstod ikke rigtig, hvorfor det havde sådan et hastværk. Vi havde det lige så hyggeligt, og jeg havde mere øl i flasken. Så prikkede han mig på skulderen og pegede bagud. Lige bag hver eneste stol stod mindst to personer og ventede på, at pladsen skulle blive ledig.
Da vi kom udenfor, opdagede jeg, at der var mange tilsyneladende ens sushi-restauranter i kvarteret. Nogle af dem næsten tomme. Jeg forstod ikke, hvorfor besøgstallet ikke var mere jævnt fordelt. Siden har jeg lært, at når det gælder restauranter, har japanerne et radarblik. De ved straks, hvor maden er bedst og venter gerne, ofte i lange køer. Når det gælder restaurationsmad lever de efter devisen hellere undvære end at nøjes.
En grimasse, der kan passe
Hr. og fru Hori tilbød at tage mig med på en heldagsudflugt, og det sagde jeg naturligvis ja tak til. Turen gik til Nara, som var Japans hovedstad i det ottende århundrede. Dengang og i dag særligt kendt for Nara Park med de mange berømte templer og helligdomme. Jeg fik set en del af dem, men hæftede mig mest ved Todaiji-templet, hvis hovedbygning, Daibutsuden kunne ses på lang afstand. Med sine 48 meters højde regnedes den på det tidspunkt for at være verdens største træbygning. Til sammenligning er vores hjemlige Rundetårn 35 meter højt.
Indenfor i Daibutsuden sad så en 15 meter høj bronzestatue af Buddha. Dengang anset for at være Japans højeste. Jeg var allerede i Kyoto blevet præsenteret for en del flotte templer, men det her slog de andre med flere længder, syntes jeg.
Nara Park var også hjemsted for hundredvis af fritgående shikahjorte. Ikke det mindste menneskesky. Tværtimod. Mange besøgende faldt for fristelsen og købte særlige hjortekiks til at fodre dem med. En del fortrød, for hvis de ikke var hurtige nok til at skille sig af med kiksene, blev hjortene utålmodige. Jeg erindrer tydeligt en episode.
En ung kvinde i stram nederdel stod og fodrede dyrene, men ville så gemme de sidste kiks til senere. Det faldt ikke i god jord. En utålmodig hjort nappede hende i bagdelen. Morsomt så det ud, men det var tydeligt, at det gjorde ondt, og at kvinden blot ønskede at synke i et musehul af ren og skær forlegenhed. Jeg bed mig i kinden for ikke at komme til at trække på smilebåndet. Derfor blev jeg både overrasket og forarget, da de nærmeste japanere – et ellers så høfligt og deltagende folkefærd – brast i latter.
Først senere forstod jeg, at det er et særligt træk ved japanerne, at de griner, når de bliver forlegne, både på egne og andres vegne. Det er en særlig latter, som bestemt ikke udtrykker morskab. De finder ganske enkelt en grimasse, der kan passe.
Et umage sæt
Tiden var kommet til at sige farvel til mit charmerende værtspar. Jeg havde i den grad nydt deres venlige og charmerende selskab. Jeg havde hørt, at People to People havde planer om at arrangere et besøg den anden vej, så japanere kunne se Danmark og prøve at bo hos en dansk familie. Jeg opfordrede kraftigt hr. og fru Hori til at tage med på den tur, så jeg kunne gengælde deres gæstfrihed. Det gjorde de rent faktisk et par år efter, men det er en anden historie.
De to følgende nætter skulle jeg bo på hotel i Kyoto, da hele gruppen skulle samles. Den ene dag skulle vi til Nagoya for at besøge Brother-fabrikken. Den efterfølgende dag skulle vi tidligt op og med Shinkansen til Tokyo.
Tilbage i Kyoto efter fabriksbesøget var der arrangeret fælles middag for at tage en værdig afsked med byen. De fleste af os havde nu fået smag for japansk mad, især Sukiyaki – Japans modstykke til fondue – , som der her blev budt på. Dertil blev der serveret øl eller sake, hvilket hurtigt blev til øl og sake. For os danskere faldt det naturligt at kombinere øl og en lille skarp, så der blev skålet lystigt i begge dele. Det kom mange til at fortryde, for selv om sake langt fra er så stærk en drik som snaps, så glider den let ned, og dette umage sæt kan forårsage voldsomme tømmermænd. Hvilket nogle af de ingeniørstuderende da også måtte sande dagen efter i Shinkansen.
Det fik mig til at fundere. Jeg havde bemærket at japanere var meget glade for en spirituøs drik kaldet Shochu, som kan være fremstillet af ingredienser, som for eksempel byg, boghvede og søde kartofler. De drak den gerne til maden, ofte spædet op med lidt vand. Så var det ikke så mærkeligt, at de gjorde det samme med whisky. Blot et spørgsmål om at tilpasse udefra kommende drikkevarer til egne mønstre. Nøjagtig det samme gjorde vi danskere jo, når vi drak øl og sake til måltidet.
FORTSÆTTELSE FØLGER