Her følger tredje og sidste del af beretningen om min første rejse til Japan, som fandt sted i efteråret 1971. Dette afsnit handler blandt andet om mit ophold hos en homestay-familie uden for Tokyo. Har du endnu ikke læst de to første afsnit, kan du finde dem ved at klikke her: Del 1 & Del 2.
Are you an engineer student?
Næppe var vi ankommet til Tokyo, før vi blev overdraget til hver vores nye værtsfamilie. De ventede på os på stationen, og umiddelbart efter, at vi var blevet præsenteret for hinanden, skulle vi følges med dem til vores nye midlertidige hjem. Min vært hed hr. Nakamura. Ved første øjekast hr. Horis diametrale modsætning. Hvor min tidligere vært havde været en udadvendt humørbombe, var denne en stille og reserveret mand, tilsyneladende blottet for mimik. Til gengæld talte han glimrende engelsk.
Hr. Nakamura gjorde tegn til, at jeg skulle følge efter ham, og sammen gik vi hen for at købe en togbillet til mig. Min hjerne arbejdede på højtryk for at finde på noget at sige, der kunne bryde isen. Det blev dog ikke nødvendigt, for så snart vi havde sat os til rette i toget, tog han ordet. Og det replikskifte, der nu fandt sted, husker jeg stadig ordret her 50 år senere.
“Are you an engineer student?”
“No.”
“Oh!”
Dernæst drejede han hovedet og kiggede ud af vinduet uden at mæle et ord mere. Sådan fortsatte det resten af vejen. Togturen varede en lille times tid, men føltes meget længere. Når jeg senere har tænkt over det, kan jeg godt forstå hr. Nakamuras skuffelse. Det var ikke nogen lille ting på den tid at åbne sit hjem for en udlænding. Men han havde formentlig gjort det, fordi han syntes, at det kunne være spændende at have en person boende, som han delte fag med og derfor formentlig ville være på bølgelængde med. Og så var han blevet prakket mig på.
In the middle of nowhere
Vi steg af på en station, der hedder Totsuka, syd for Yokohama. Herfra skulle vi videre med en lokalbus. Min vært indskærpede mig, at jeg endelig måtte lægge godt mærke til, hvad det var for en, vi tog, så jeg senere selv kunne finde hjem. Det var lettere sagt end gjort. Busserne havde ingen numre, og destinationen var kun angivet med japanske skrifttegn. Øjensynlig havde de lokale myndigheder ikke haft fantasi til at forestille sig, at turister ville finde helt herud.
Vi havde ikke kørt ret langt, før vi befandt os ”in the middle of nowhere”. Det var tydeligt, at der var påbegyndt en form for urbanisering, men tilsyneladende uden nogen overordnet plan. Rundt omkring i terrænet var der opført boligblokke hist og pist, og ind imellem dem var der rismarker. Alt sammen lignede det hinanden. Men det var altså i en af de blokke, at mine nye værtsfolk boede. Igen fik jeg at vide, at jeg skulle lægge godt mærke til, hvor vi stod af bussen, og hvad vej vi gik. Nu fulgte der 10-15 minutters gang ad små stier mellem markerne, og så var vi endelig fremme.
Allerede dagen efter skulle jeg møde rejsegruppen i Tokyo, og kom først tilbage til Totsuka efter mørkets frembrud. Jeg havde gjort mig stor umage med at memorere busrutens første skrifttegn, selv om det på det tidspunkt var det rene krimskrams for mig. Desværre var der ingen ledige siddepladser, så jeg måtte stå op under hele køreturen og havde derfor svært ved at se ud ad vinduerne, som endog var duggede. For at gøre ondt værre var jeg heller ikke i besiddelse af en adresse, og mobilen var endnu ikke opfundet, så det kunne være gået grueligt galt. På mirakuløs lykkedes det mig dog at vælge det rigtige stoppested og finde frem til hr. og fru Nakamuras lejlighed. Hvordan jeg bar mig ad er mig stadig en gåde.
Kæmpebuddha med dør i ryggen
Fru Nakamura var sød og ligefrem og på ingen måde akavet som sin mand. Hun var højst fem år ældre end mig, og vi faldt i hak fra første færd. Det var også hende, der efterfølgende tog mig med på sightseeing. Hun var hjemmegående, og de havde ingen børn. Husbonden så jeg kun lidt til. Han kom sent hjem fra arbejde hver aften.
I det kvarter, hvor hr. og fru Hori, min tidligere værtsfamilie boede, var der masser af liv om dagen. Børnene løb og legede på de fredelige små veje, hvor biler var en sjældenhed. De mange hjemmegående husmødre tilbragte også en stor del af dagen udendørs og så ud til at have det godt med hinanden. Den slags var der ikke meget af i de trøstesløse omgivelser, hvor hr og fru Nakamuras boligblok lå. Hendes liv må have været ensomt, så måske passede mit selskab hende meget godt, selv om jeg kun var der nogle få dage. Senere fandt jeg ud af, at mange japanere gerne ville have byttet med dem. At finde en bopæl, hvorfra der kun var ca. halvanden times transport til arbejdspladsen i Tokyo var et lykketræf. Alle andre overvejelser kom i anden række.
Vores første udflugt sammen gik til Kamakura, endnu en gammel hovedstad med et righoldigt udvalg af templer og helligdomme, samt endnu en siddende kæmpebuddha af bronze. Denne her var ikke helt så høj som den i Nara. Til gengæld var den ude i det fri. Det havde ganske vist ikke været tanken med den oprindeligt. Men Kamakura ligger tæt ved kysten, og ingen af de bygninger, der i tidens løb var opført omkring buddhaen, havde kunnet modstå elementernes rasen i form af tsunamier og tyfoner. Derfor havde man på et tidspunkt måttet opgivet tanken om endnu engang at give den husly og blot ladet den forblive, som den var.
Til gengæld var det muligt at gå hele vejen rundt om den, og ville man ind i den, kunne man også det, for der var en dør på bagsiden, som var åben for offentligheden. Men det var nu ikke, fordi der var meget at se derinde.
Fru Nakamura tog mig også med til havnebyen Yokohama, som allerede på det tidspunkt, var større end København. Men dengang opfattede jeg slet ikke, at jeg befandt mig i en pulserende millionby. Jeg husker blot, at hun førte mig op til et fint lille anlæg, hvorfra der var en formidabel udsigt over havnen. Sceneriet fik mig til at tænke på Madame Butterfly, som står og spejder ud over vandet efter sin Pinkerton. Selv om jeg godt vidste, at den historie fandt sted i Nagasaki og ikke her.
Under alle omstændigheder har jeg svært ved at få min erindring fra dengang til at stemme overens med, at Yokohama nu er Japans næststørste by med et befolkningstal på 3.7 millioner. Men sådan er det. Tager du i dag Tokaido-banen fra Tokyo til Yokohama, har du svært ved at se, hvor den ene storby ender og den anden begynder. Så meget er der sket på halvtreds år.
Et blik ind i fremtiden
Jeg savnede at kunne være sammen med nogle af dem fra min rejsegruppe, så de kommende par dage tog jeg hver morgen bus og tog ind til Tokyo. Et af mine mål var at komme op i Tokyo Tower, som dengang med sine 333 meter var landets højeste bygning. Opført som en kopi af Eiffeltårnet i Paris, men 13 meter højere og malet skrigende rød. Tårnet bød ikke kun på en strålende udsigt, men også på en udstilling med teknologiske landvindinger. En ting, der særlig gjorde indtryk her, var fremtidens telefon, som publikum kunne få lov at prøve. Der var to eksemplarer, så man kunne ringe til hinanden – fastnet naturligvis, hvad ellers? – anbragt, på behørig afstand. Oven over hver var der en tv-skærm. Og på den kunne du se den person, du havde i røret. Tænk engang. Fagre ny verden!
Flere gange, når vi gik rundt i byen, stødte vi på demonstrationer. Rækker af folk med bannere og slagord gik pænt inde på fortovet. Ovre på det modsatte fortov gik der så et matchende antal betjente med skjolde og visirer. Vi undrede os over, hvad det mon gik ud på, indtil en behjertet engelsktalende japaner fortalte os, at det drejede sig om øgruppen, Okinawa, som siden anden verdenskrig havde været under amerikansk administration. Først året efter i 1972 blev den endelig givet tilbage til japanerne. Men den dag i dag er der amerikansk militærbase på Okinawa.
Farvel til homestay
På det tidspunkt var der flere, der havde forladt deres homestay før tid. De boede nu på et hotel i japansk stil i Yoyogi bydelen tæt ved den olympiske svømmehal. Der havde som bekendt været afholdt olympiske lege i Tokyo syv år forinden. Når vi nåede til sidst på eftermiddagen og havde været rundt i Tokyo, kunne de andre se frem til at gå ud og spise aftensmad sammen og derefter tage på bar. Selv havde jeg, alt efter hvor vi befandt os netop da, halvanden til to timers rejse ud til mit midlertidige hjem i boligblokken i Totsuka, og det var selvfølgelig begrænset, hvor sent jeg kunne være bekendt at arrivere. Det syntes jeg, var svært. En af de ingeniørstuderende fortalte mig, at han boede sammen med syv andre i et stort tatami-rum. Hvis jeg var interesseret, var han sikker på, at de også kunne finde plads til mig der, hvis de rykkede lidt sammen.
Samme aften informerede jeg mine værtsfolk om, at jeg ville forlade dem næste morgen. En dag før tid. Selv i dag så mange år efter har jeg dårlig samvittighed over det. De havde som noget helt uhørt på det tidspunkt åbnet deres hjem for en udlænding. De havde behandlet mig godt, og så fik jeg dem til at tabe ansigt på den måde. Hvis jeg overhovedet skal forsøge at forklare min handling, kan jeg blot sige, at der er forskel på ens prioriteter, når man kun er tyve år gammel, og når man er halvfjerds.
Karl og Viggo på natklub
Så snart jeg var kommet til Tokyo med min bagage, tog jeg til hotellet i Yoyogi for at mødes med den ingeniørstuderende og blive indlogeret på drengenes værelse. I lobbyen mødte jeg imidlertid en af pigerne fra gruppen. Da hun hørte, hvorfor jeg var kommet, sagde hun straks, at jeg da også var velkommen til at bo inde hos dem. De var kun fire personer. Det var et vanskeligt valg, som det tog mig mindst et minut at træffe. Af en eller anden grund fandt jeg det nyeste tilbud mere tillokkende, så jeg takkede pænt nej til “ingeniøren” og flyttede mit habengut ind på ”pigeværelset”.
Om aftenen var vi en større gruppe, der gerne ville ud at spise sammen. Men Karl og Viggo, rejseselskabets to charmerende og sjove ballademagere havde for en gangs skyld ikke lyst til at deltage. De trængte til en stille og rolig hjemmeaften, påstod de. Den, var der ingen, der købte. De to blev gået nærmere på klingen og måtte til sidst gå til bekendelse. Den foregående aften havde de været i byen sammen. De var gået ind på en hyggelig bar, hvor de lokale var meget socialt anlagt. Næppe havde de bestilt drinks, før to søde japanske kvinder havde sat sig ved deres bord og var begyndt at konversere dem. Det kneb ganske vist lidt rent sprogligt, men det havde være sjovt alligevel. Og de havde budt kvinderne på en drink eller to.
Da Karl og Viggo følte, at nu ville de gerne videre og bad om regningen, troede de ikke deres egne øjne, da de så, hvor stor den var. De gjorde høfligt opmærksom på, at der måtte være sket en fejl, og at de desværre ikke havde så mange penge. Øjeblikkelig forsvandt de to venlige kvinder og blev umiddelbart efter erstattet af to knap så venlige mænd i sumobryderstørrelse.
For at gøre en lang historie kort. De to drenge havde måttet indløse deres resterende rejsechecks for at kunne betale regningen. Så her to dage, før vi skulle rejse hjem, var de stort set lænset for midler. Vi andre lovede at tage lidt at spise og drikke med hjem til dem, og dagen efter skillingede vi sammen, så de to ikke skulle gå glip af afskedsfesten.
Farvel til Japan
Den sidste dag havde arrangørerne virkelig lagt sig i selen. En interimistisk udendørsscene var sat op – jeg husker ikke hvor –, værtsfamilier var inviteret, og forskellige kulturaktiviteter planlagt. Der blev vist japansk dans og spillet japansk musik. Japanske sange blev sunget, og vi måtte kvittere med danske ditto. Der blev holdt taler både af arrangører og deltagere. Kort sagt, en værdig afslutning på en enestående oplevelse. Den sidste aften har jeg ingen erindring om. Men jeg husker, at et par stykker af os stod op meget tidligt næste dag, inden vi skulle forlade hotellet, for at gå en lang tur igennem det morgenstille Tokyo. Byens særlige morgenstemning kan jeg stadig genkalde mig her så mange år efter.
Hjemrejse
Sidst på eftermiddagen lettede vi fra Haneda Lufthavn. Efter nogle timer var vi fra flyets vinduer vidner til en smuk solnedgang. Derefter blev det helt sort udenfor, og vi fløj ind i en ny dag. Troede vi. Men i en butik i transithallen i Anchorage viste en afrivningskalender stadig datoen fra dagen før. En af os gjorde høfligt opmærksom på forglemmelsen, men den ansatte rystede blot på hovedet. Den havde han tilsyneladende hørt før.
Dengang var der andre toldregler. Havde du været ude at rejse, havde du følgende valg. Du måtte enten indføre en flaske spiritus (75 cl) og en flaske vin eller blot to flasker hedvin. De fleste af os havde derfor valgt at medbringe en flaske sprut og en flaske japansk sake. Kort før landing blev det imidlertid for god ordens skyld bekendtgjort over højtaleren, at sake tilhørte kategorien hedvin. Toldkontrollen i lufthavnen var dengang noget skrappere, end den er i dag, så den oplysning var noget af en bet.
Vi forlod Japan Airlines flyet i god ro og orden, men vi nåede ikke langt, før vi blev indhentet af to samvittighedsfulde japanske stewardesser med favnen fuld af sakeflasker, som vi havde ”glemt” i flyet. Ingen reagerede. Ingen ville kendes ved flaskerne.
Hjemme igen
Det var svært at komme hjem. Mødet med dette fjerne, anderledes og dybt fascinerende land og dets indbyggere havde gjort et uudsletteligt indtryk på mig. Inden afrejse var jeg blevet forberedt på, at det ville være et stort kulturchok at komme til Japan. Paradoksalt nok føltes det som et større kulturchok at komme hjem til Danmark igen.
Her havde intet ændret sig. Stadig det samme job, stadig uafklaret med hensyn til min fremtid. Men den tilstand varede ikke længe. Året efter begyndte jeg at studere japansk på Københavns Universitet.