Nagano ligger i Chubu-regionen 225 km nordvest for Tokyo

Planlægger du at tage til Matsumoto for at se Matsumoto Castle, er det absolut anbefalelsesværdigt at lade turen gå videre til byen Nagano, som blot ligger yderligere en time væk med tog.
Kommer du direkte fra Tokyo eller Nagoya varer togturen henholdsvis 1½ time eller 3 timer. Nagano har knap 400.000 indbyggere og er bygget op omkring Zenkoji- templet, som er et af Japans populæreste og mest betydningsfulde buddhisttempler. Zenkoji blev grundlagt i det 7. århundrede.

Zenkoji
Fra stationen er der ca. en halv times gang op til templets sydlige indgang. Med bus tager det blot 10 minutter. Du kommer ind på selve tempelområdet gennem yderporten Niomon Gate. Vejen videre går igennem Nakamise, en lille gade med butikker og nogle få restauranter. Her kan du købe alskens lokale specialiteter og souvenirs, samt smage nogle af områdets delikatesser.

Nakamise – “indre butikker”

Gå videre op mod den næste port, som hedder Sanmon. På vejen passerer du på din højre sider en stor Jizo-statue og 6 mindre. Jizo støder du på overalt i Japan. Han er en boddhisatva, som har mange funktioner, men som især tilbedes som en form for sjælesørger for ufødte børn samt børn, der dør før deres forældre. Det er også almindeligt, at kvinder retter bønner mod Jizo om frugtbarhed og ukompliceret fødsel. Jizo stauer er ofte klædt på med hue, “hagesmæk” m.m. Læs mere om Jizo her.

Syv Jizo statuer med hat og hagesmæk

Tag nu en afstikker ind til venstre for at se templets lotusdam. Lotusblomsten er inden for buddhismen et symbol på sindets renhed, og står den i fuldt flor er den et tegn på indsigt (enlightenment). Som statue er Buddha således ofte fremstillet siddende på en lotus – i “lotusstilling”.

Lotusen står i blomst i månederne juli og august.

Lotusdam med Sanmon-porten i baggrunden

Fortsæt nu frem til templets hovedbygning. Du skal betale entre, hvis du vil ind i templets indre del. Men måske er pengene givet godt ud, for går du videre ned i kælderetagen, kommer du til en korridor, der løber under templet. Der er intet lys, så du bevæger dig i totalt mørke. Til gengæld skulle nøglen til paradis være fastgjort et sted på væggen, og rører du ved den, er du sikker på evig frelse. Læs mere om Zenkoji-templet her.

Zenkoji-templets hovedbygning

Fra Nagano er der nogle spændende udflugtsmuligheder, som du kan læse mere om her.