For nylig udgav jeg på dette sted et lille jubilæumsskrift i tre afsnit for at fejre 50-året for mit første besøg i Japan. Den pæne modtagelse det fik, samt den store glæde jeg havde ved at arbejde med det, har givet mig lyst til at fortsætte med at skrive om mine oplevelser med Japan og japanere i 1970’erne.
Japanskstuderende
Som nævnt i mit tidligere indlæg begyndte jeg i 1972 at læse japansk ved Københavns Universitet. Østasiatisk Institut, som mit fag hørte under, lå dengang i Kejsergade ud til Gråbrødre Torv og delte lokaler med kinesisk. På det tidspunkt var fænomenet adgangsbegrænsning endnu ikke opfundet, så alle med en studentereksamen kunne frit søge ind på et studium.
Det var en broget skare, der mødte op til de første forelæsninger i begyndelsen af september det år. Vel en 20-25 mennesker med meget forskellig baggrund, heriblandt en hjemmegående husmor, hvis børn nu var flyttet hjemmefra, og en islænding der mødte op til undervisning med en elefantbajer i hver jakkelomme. Bestemt et hyggeligt selskab, så længe det varede. Det var desværre ikke så længe. Frafaldet var stort. Allerede da vi nåede efterårsferien var de første væk. Ved juletid var holdet mere end halveret. Og efter sommerferien næste år var der kun en to-tre stykker tilbage.
De tidligere år var det øjensynligt gået på samme måde. Så de overlevende, som jeg var iblandt, blev efterhånden til en lille sammentømret flok, der gik til de forskellige kurser og forelæsninger, der blev udbudt. Alt sammen tilrettelagt efter et vilkårlighedens princip, som det ikke var umagen værd at forsøge at gennemskue. Adgangsbegrænsningen var så at sige indbygget i studiet.
Besøg fra Japan
I sommeren 1972 inden studiestart kom mine japanske homestay-værter fra året før, hr. og fru Hori på genbesøg. De havde aldrig før været uden for Japans grænser, så opholdet i Danmark var naturligvis en lige så stor oplevelse for dem, som deres land havde været for mig. Min far, som på det tidspunkt havde et lille travstutteri på en gård i nærheden af Hillerød, tilbød at have dem boende.
Hver dag var der fuld fart på. De skulle se og opleve så meget som muligt, og der var familie og venner, som jeg gerne ville præsentere dem for. Der blev endog tid til en lille tur til Malmø, så de også kunne sige, at de havde været i Sverige. Med udenlandske gæster er det altid sjovt at prøve at se de steder, man kender så godt, med deres øjne. Især nu, da jeg selv havde været i Japan og havde en fornemmelse af, hvilke enorme kulturforskelle der var mellem de to lande, forsøgte jeg at gætte mig til, hvad de to ville finde mest besynderligt under deres ophold i Danmark.
Jeg gættede helt forkert. Hr. Hori betroede mig nogle år senere, at han efter at være kommet hjem var blevet bedt om at holde foredrag om sin rejse. Her berettede han blandt andet, at vi en dag havde spist stor frokost oppe på gården. Godt forædte, som vi var bagefter, havde min far foreslået, at vi, som vi så ofte gjorde, skulle gå en tur i skoven for at slå mave. Hr og fru Hori gik naturligvis med. Lige præcis den lille anekdote var det, der gjorde størst indtryk på tilhørerne. Hvordan kunne man dog finde på blot at gå i skoven uden at skulle nogen steder hen? Det tog prisen!
Sproget som redskab
At læse japansk på universitetet er ikke, som mange måske tror, blot et spørgsmål om at tilegne sig sproget. Som vores professor ofte sagde: The language is just a tool! Næh, du skal hele palletten rundt: Historie, kultur, sproghistorie, osv. Du tilegner dig en viden og nogle færdigheder, som du ikke umiddelbart kan omsætte i praksis, og som dine venner uden for instituttet hurtigt bliver trætte af at høre om. Mange spørger ganske vist høfligt interesserede ind til det mærkelige fag, du har valgt. Men forsøger du at give et seriøst svar, begynder deres øjne hurtigt at flakke.
Selv begynder du snart at fatte interesse for alting japansk, – i starten helt ukritisk. Japansk litteratur, japanske film, rejsebeskrivelser, foredrag om Japan, og meget andet. Problemet var blot, at det dengang var meget begrænset, hvad du kunne finde af den slags i Danmark, og de bøger og film, der trods alt dukkede op, var som oftest mystiske og dystre, som ”Kvinden i sandet” og filmen ”Harakiri.”
Så det store ønske var naturligvis at kunne rejse til Japan og se nogle andre facetter af landet og kulturen, selv om det var svært som studerende at få råd til det. Legater kunne du først søge efter vel overstået bifagseksamen. Heldigvis havde jeg mit chaufførjob ved siden af, og i sommeren 1974 havde jeg sparet tilstrækkelig med penge op til den store rejse. Min ven Bjørn, som også læste på Østasiatisk Institut, tog med.
Rejsen til Japan
I 1974 var det ikke muligt at flyve over Sovjetunionen med andre selskaber end Aeroflot. Der gik mange (formentlig usande) rygter om, at deres fly var i dårlig stand og holdt sammen af hæfteplaster, så havde du ikke mod på det, var der groft sagt kun to flyruter til Japan: Den korte og den lange. Førstnævnte gik over Anchorage i Alaska og tog 16-17 timer. Den lange tog langt over 20 timer med stop undervejs i (Teheran,) Bangkok, Hongkok og Taiwan. På den tid købte de fleste studerende deres rejser hos DIS Rejsebureau i Skindergade, som solgte overskydende pladser hos de forskellige selskaber til en favorabel pris. Og det gjorde vi selvfølgelig også.
Det var en lang tur, men det første stykke vej gik alting efter planen, bortset fra at flyet foretog en uannonceret mellemlanding i Teheran for at blive desinficeret. En proces, der bestod i at to mænd kom om bord og gik gennem kabinen med hver sin aerosoldåse. Hvad indholdet var, fandt vi aldrig ud af, men godt lugtede det ikke.
Videre gik det til Bangkok og Hongkong, og så gik det galt. Kort før landing fik vi at vide, at i dag var det her sidste stop på ruten. Thai Air i Hongkong udviste ingen interesse, da vi dødtrætte og dybt frustrerede henvendte os ved deres skranke. Der var ikke flere fly den dag, og dermed basta. Bevidstheden om, at Hori stod og ventede på os i Osaka Lufthavn, hjalp bestemt ikke på situationen. Ham havde vi ingen mulighed for at kontakte.
Personalet ved skranken syntes ikke at forstå, hvorfor vi gjorde så stort et nummer ud af noget, der for dem blot var en detalje. Men til sidst blev en af dem træt af at høre på os. Hvis der skulle være så meget vrøvl, afgik der om en time et Air India fly direkte til Osaka. Det kunne vi komme med, men det mellemlandede ikke på Taiwan. Dette blev bekendtgjort, som var det en straf. Vi var ligeglade og skyndte os at slå til. Resultatet blev, at vi landede i Osaka meget tæt på det planlagte tidspunkt. Her blev vi modtaget af en intetanende hr. Hori, som smilende bød os velkommen til Japan.
Blue Literature
Inden vi blev sluppet ud til ham, var der dog en pudsig episode i tolden. Det var rygtedes over hele verden, at pornoen var blevet frigivet i Danmark nogle år forinden. Så under mit første besøg i Nagoya, havde nogle af de lidt ældre Brother-folk med et glimt i øjet foreslået, at jeg næste gang jeg kom til Japan, tog noget ”blue literature” med til dem. Det løste jeg ved at købe et par bøger med gamle pikante postkort i sort/hvid. Motiverne var helt eller delvist afklædte kvinder i 1800-tallets varietéer eller bordeller. Efter nutidens målestok ganske harmløse. Herudover havde jeg købt en smuk bog med billeder af danske møller, der skulle være en gave til en ældre kvinde, som vi senere skulle bo hos. Alle tre bøger lå pænt indpakket i min kuffert.
Da jeg var på vej ud, blev jeg stoppet. En nidkær tolder ønskede at gennemgå al min bagage. Og han var grundig. De tre bogpakker fangede straks hans interesse. Han pegede på den øverste og bad mig pakke op. Det var jeg ikke helt tryg ved. Måske havde han ikke samme opfattelse som jeg om, hvad der kunne karakteriseres som harmløs litteratur. Heldigvis var han tilfreds, da han havde set den første bog. Gamle danske vindmøller havde han ingen problemer med. Så jeg åndede lettet op og skyndte mig ud til hr. Hori.
Regntid i Kyoto
Hr. og fru Hori var, siden jeg sidst havde været der, flyttet fra Hirakata til Minase, en anden lille stationsby mellem Kyoto og Osaka. Her boede de nu i et moderne lejlighedskompleks lige ved siden af jernbanen. Det var dejligt at se dem igen, og Bjørn og jeg blev hurtigt indkvarteret i et lille tatami-værelse. Vi fortalte vores værtspar, at vi havde mange planer for vores ophold i Japan, steder vi gerne ville se. Det forstod de godt. Men vi skulle vide, at vi var velkomne til at bo hos dem, så længe vi ønskede, og de foreslog, at vi brugte Minase som vores base.
De følgende dage havde vi travlt med at se os om i Kyoto og omegn. Vi var ankommet i slutningen af juni, så det var stadig midt i regntiden, som sædvanligvis varer fra begyndelsen af juni til midt i juli. Ifølge de kloge fås regntiden i to forskellige varianter, som kan veksle fra år til år. Enten falder der en stille, silende regn stort set hver dag, eller der er dage med opholdsvejr, som afløses af heftige regnskyl. Fælles for begge typer er stor luftfugtighed og en lummer, trykkende varme. Japanerne kalder de to varianter henholdsvis den kvindelige og den mandlige. Eller som en vittig dansk ven kaldte sidstnævnte, ”det store mandefald.”
Vi fik den kvindelige udgave og gik hver dag rundt under hver sin paraply og besøgte nogle af Kyotos mange templer og helligdomme. Dengang sagde man, at der var lige så mange templer i Kyoto, som der var barer i København. Besøgende var der ikke mange af på grund af vejret, så selv om vi fik våde sko, nød vi at sidde rundt omkring i regnfulde tempelhaver og meditere. Roen og regnen forlenede sceneriet med en særlig stemning, som man nemt kunne forsvinde ind i.
Desværre forsvandt stemningen hurtigt, når en indfødt gæst kom og trykkede på en knap, som fandtes alle vegne. En knap, der tændte for en larmende og skrattende højtaler med informationer om stedet, hvor vi befandt os.
Et sted, vi holdt særligt af, var Ginkakuji – Sølvtemplet. De fleste turister kender Kinkakuji – Guldtemplet, men dets modstykke er knap så vel besøgt. Og hvor Kinkakuji fremstår prangende og flamboyant, virker Ginkakuji beskedent, nærmest asketisk med sin karakteristiske zen-have, der hovedsagelig består af sand. Fællesnævneren for de to er, at de begge blev bygget i Muromachi-perioden (1336-1573), at de begge tjente som ”pensionistboliger” for tidligere Ashikaga-shoguner, og at de i dag er zen-templer. Kommer du til Kyoto, så læg vejen forbi dem begge. Modsætningen er slående.
FORTSÆTTELSE FØLGER