I serien om mine oplevelser med Japan og japanere i 1970’erne har jeg tidligere på denne website skrevet om mine to første rejser til Japan, som fandt sted i henholdsvis 1971 og 1974. Nu er tiden kommet til den tredje og sidste i det årti, nemlig mit seks måneder lange studieophold i 1977.
Sproget er blot et redskab
Dengang var japanskstudiet på Østasiatisk Institut delt op i to dele, bifag og hovedfag. Når første del var bestået, var du exam.art., hvad det så end betød. Og med en vel overstået hovedfagseksamen bag dig, kunne du smykke dig med titlen cand.phil. En grad, som ikke var kompatibel med uddannelsessystemerne i den verden, der omgav os.
Som så mange andre studier inden for humaniora på det tidspunkt, gjorde japanskstudiet en dyd ud af ikke at være samfundsrelevant. Hvad du eventuelt kunne bruge det til, var at få job på instituttet og undervise sagesløse nye studerende i samme pensum, som du selv havde haft.
Det var en verden, der lukkede sig om sig selv, hvor den studerende skulle dygtiggøre sig i japansk historie, japansk litteraturhistorie og japansk sproghistorie. Undervisning i klassisk japansk var obligatorisk, og selvfølgelig skulle du også vide, hvordan ”kambun” hang sammen.
Skulle der mod forventning være en læser af denne tekst, der ikke ved, hvad kambun er, kan jeg fortælle, at det er en form for klassisk kinesisk, der stammer helt tilbage fra det 9. århundrede, og som i gamle dage blev brugt af japanske intellektuelle. Det er muligvis nyttigt at vide, hvordan man læser det. Jeg har bare aldrig haft brug for denne særlige færdighed.
Instituttets motto var: ”The language is just a tool”. Med andre ord, det var ikke der, hovedparten af vore kræfter skulle lægges. Vi læste ganske vist japansk litteratur, som regel på et højere niveau end det, vi aktuelt befandt os på. Mundtligt japansk blev vi også undervist i, men ganske sporadisk og uden nogen sammenhængende struktur. Instituttet havde ansat nogle herboende japanske kvinder til at tage sig af den del. Alle søde og velmenende, og selv talte de godt japansk. Men det var så også de eneste kvalifikationer, de havde til at undervise på universitetsniveau. Og det hjalp naturligvis heller ikke på situationen, at japansk er et ekstremt svært sprog at lære, især på afstand.
Resultatet var, at der for os studerende opstod en kløft imellem det skrevne og det talte sprog. En manglende fornemmelse af, at det var et levende sprog, vi studerede, og ikke en asiatisk pendant til latin.
Den eneste vej ud af denne blindgyde var at tage på et kortere eller længere studieophold i Japan med henblik på at tilegne sig så meget af sproget som muligt på den tid, der var til rådighed. Men for at det kunne lade sig gøre var det nødvendigt at søge legater, og for at kunne det skulle du mindst have bestået din bifagseksamen.
Rejseforberedelser
I 1975 kunne jeg endelig skrive exam.art. på mit visitkort, og den store rejseplanlægning kunne gå i gang. Det var en længevarende proces i en tid, hvor e-mail og internet endnu ikke fandtes. Studieopholdet i Japan skulle planlægges, jeg skulle have visum, som krævede en japansk garant, og der skulle søges legater, som havde faste terminer, der skulle overholdes. De fleste af dem kunne kun søges en gang om året. En af mine medstuderende, som var en dreven rotte ud i den disciplin, forklarede, at jeg skulle søge på alt uanset formål. Var der for eksempel et legat målrettet ugifte provstedøtre fra Skjern, skule jeg ikke lade mig afskrække. De fleste legater skulle uddeles uanset, hvem der søgte. Og var der ingen ansøgere i ovenstående kategori, ville valget måske falde på mig.
Jeg fulgte hans råd, og det viste sig at være en god beslutning, for det lykkedes mig at skrabe i alt 42.000 kr. sammen, hvilket svarer til ca. 168.000 nutidskroner. Nu skulle der dog også mange penge til. Først og fremmest, fordi det var dyrt at skulle betale rejse, ophold, undervisning osv. under så fjerne himmelstrøg. Men også, fordi jeg i mellemtiden var flyttet sammen med Mariann, og hun ville gerne med til Japan.
I løbet af 1976 fandt alting i hak, og afrejsedatoen blev sat til ultimo marts.
Ankomst til Japan
Vi var så heldige at ankomme til Tokyo netop, som kirsebærtræerne stod i fuldt flor. Jeg havde ikke før været i Japan så tidligt på året og havde derfor aldrig oplevet det japanske fænomen, kaldet ”hanami” (at se på blomster). Et af de populæreste steder at dyrke denne disciplin i Tokyo var og er Ueno Park.
Det var et overvældende og uventet syn, der mødte os. Først og fremmest var de japanske kirsebærblomster hvide og ikke pink, som de er i Danmark. Dernæst var der et kolossalt menneskemylder i parken. På stierne var det næsten umuligt at komme frem, og inde under træerne var der bredt pap eller presenninger ud, hvor grupper af mennesker sad og spiste og drak. De fleste af selskaberne havde karakter af firmaskovtur, og efterhånden som de store sakeflasker tømtes, blev deltagerne mere og mere højrøstede.
Allerede dagen efter skulle vi videre mod Kyoto med Shinkansen. Vi satte os i højre side af toget i håb om at få et glimt af Mt. Fuji fra vinduet. Det var ikke lykkedes tidligere på grund af for tæt skydække. Men denne gang tilsmilede lykken mig. Jeg tog det som et godt varsel for vores videre færd.
Vores nye hjem
Fra Kyoto tog vi straks videre til Minase mellem Kyoto og Osaka, hvor mine japanske venner hr. og fru Hori boede. Der blev vi foreløbig indkvarteret, og med deres hjælp gik vi straks i gang med at finde os en bolig for det næste halve år. Her var det helt afgørende, at vores venner stod inde for os over for den lokale ejendomsmægler. Udlændinge havde af en eller anden grund et dårligt ry, og udlejerne kunne være bange for, at vi ikke ville behandle deres ejendom med behørig respekt.
Men Hori-parret solgte os åbenbart godt, for vi kunne straks gå i gang med at kigge på ledige boliger. Den første vi så var et klassisk japansk hus, som lå meget mørkt og virkede fugtigt. Under mit ophold i landet tre år tidligere havde jeg hæftet mig ved, at de TV-reklamer, der var absolut flest af om sommeren, var for kakerlakfælder. Derfor havde jeg en formodning om, at hvis vi tog det tilbudte hus, ville vi ikke kunne have det for os selv.
Det næste, vi fik forevist, var langt bedre. En splinterny lille lejlighed, som lå på førstesalen over en tofu-butik. Vi slog straks til. Den bestod af et stort køkken med plads til et mindre spisebord og et enkelt rum med tatami-gulv. Rigeligt til to mennesker. Herudover var der et lille badeværelse med badekar samt et separat toilet.
Badekarret havde et indbygget varmelegeme, som du tændte for, når karret var blevet fyldt med vand. Så snart der var opnået en tilstrækkelig temperatur, hvilket efter japansk standard er skoldhedt, slukkede du for varmen, og karret var klart til brug. Inden du steg op i det, skulle du vaske dig grundigt siddende på en lille skammel ved siden af. Sæbe i badet var bandlyst. Husstandens medlemmer brugte alle det samme varme vand.
Toilettet ofrede vi i første omgang ikke nogen særlig opmærksomhed. Et toilet var vel et toilet. Men det gik snart op for os, at det kvarter vi boede i, ikke var kloakeret. Med jævne mellemrum kom der en lille tankvogn og sugede alle vores efterladenskaber op. Ingen var i tvivl om, hvornår det skete, for der var en voldsom stank i hele området, så længe det stod på.
Vi indretter os
Lejligheden var naturligvis tom, da vi overtog den. Men det fik vi hurtigt rådet bod på. Der er ikke brug for så mange møbler i et klassisk japansk hjem. Vi lånte en del af vores japanske venner, og resten klunsede vi os til. Ikke ret langt fra, hvor vi boede, var der en række boligblokke, blandt andet den, som Hori-familien boede i. Til hele bebyggelsen hørte der et rum til storskrald, som viste sig at være en sand guldgrube. Det var helt utroligt, hvad japanerne smed ud.
Vi listede os derover efter mørkets frembrud og fandt mange brugbare ting, blandt andet et sort/hvid TV. Det var defekt, men ikke værre end at en hidkaldt reparatør kunne fikse det. Han kom høfligt ind i lejligheden på strømpesokker og iført hvide bomuldshandsker. Under en halv time tog det ham at fikse apparatet, og så havde vi underholdning så ofte, vi ønskede det.
Nabolaget
Vores hus lå ud til en lidt større vej, dog uden voldsom trafik. Ved siden af os var der en parkeringsplads. Her stillede kvarterets beboere deres biler, inden de begav sig til fods mod deres hjem i de små, smalle gader med en-families huse, der strakte sig i området bag ved, som stort set var bilfrit. Eneste undtagelse var særlig erhvervskørsel, som for eksempel latrinvognen.
Hele dagen til langt ud på aftenen, var der kun kvinder at se i gaden foran vores hus. Der var en lille kiosk og en damefrisør, men ellers var resten af kvinderne hjemmegående husmødre. De tilbragte megen tid udendørs og nød tilsyneladende hinandens selskab. Deres ægtefæller kom sædvanligvis først hjem ved otte-nitiden. Kun søndagen var anderledes. Her kunne man se far og søn med hver sin baseball-handske kaste en bold til hinanden.
De voksne vænnede sig hurtigt til os. Vi bukkede, nikkede og smilede til hinanden, når vi mødtes. Men med børnene var det anderledes. Hver dag havde jeg en hale af dem efter mig på min vej til og fra jernbanestationen. ”America-jin, America-jin”, råbte de fnisende og gestikulerende. Det stod på i samtlige seks måneder, vi boede der. Jeg valgte at ignorere dem, men det gik mig alligevel på.
Alle i området vidste besked om, at der boede to udlændinge iblandt dem. Vi fik sendt al vores post til et posthus, der var en del af stationsbygningen. En af medarbejderne havde flere gange kigget langt efter de danske frimærker på de breve, vi modtog. Derfor gik jeg en dag hen til ham og forærede ham alle de frimærker, jeg havde. Det lod han til at være meget taknemmelig for. Så taknemmelig, at han to dage senere dukkede op uden for vores dør med en pose japanske frimærker til mig. Vores adresse var ikke registreret på posthuset, så hvor vidste han fra, hvor vi boede? Jeg spurgte ham ikke.
Det var et stille og fredeligt kvarter, og så meget desto større indtryk gjorde det, da roen i en periode gentagne gange blev spoleret af en højtalervogn, som brølede sit budskab ud over nabolaget. Først forstod vi ikke, hvad det gik ud på, men fik så at vide, at det var en del af valgkampen til det forestående lokalvalg. Og grunden til den øresønderrivende larm var, at de små gader bag os var bilfri. Derfor var det nødvendigt at skrue op for volumen, for at beboerne dér ikke skulle gå glip af det vigtige politiske budskab.
FORTSÆTTELSE FØLGER