Vinkekatten kan du støde på i det meste af verden, selv i Danmark, hvor for eksempel et af de store teleselskaber bruger den i sin markedsføring. I Japan er den først og fremmest en populær og lykkebringende amulet. Det er også her, den har sin oprindelse.

Maneki Neko, som vinkekatten hedder på japansk

Baggrundshistorien
I japansk folklore er der adskillige beretninger om, hvor vinkekatten stammer fra. Den hyppigst fortalte, som kan dateres tilbage til det 17. århundrede, er tæt forbundet med Gotokuji Templet, der ligger i Setagaya-bydelen i Tokyo.

Her kom en højtstående samurai ridende forbi, da det pludselig blev et voldsomt uvejr. Han søgte ly under et træ, men netop da fik han øje på abbedens kat, Tama, som sad ved templets indgang og vinkede ham nærmere. Samuraien fulgte kattens opfordring og bevægede sig indenfor. Det viste sig at være et lykketræf, for øjeblikket efter, at han havde forladt træet, slog lynet ned i det. 

For at vise sin taknemmelighed over for katten, der havde reddet hans liv, donerede samuraien et større beløb til templet, som dengang var i økonomiske vanskeligheder, og efterfølgende tog han det under sine vinger, så det ikke skulle komme til at lide nød igen.

Siden da er vinkekatten blevet et symbol på gæstfrihed eller velkomst. Den er typisk placeret ved indgangen til restauranter og forretninger, hvor den har til formål at bringe gæster eller kunder ind. Bruges den i dette øjemed, vil den typisk have venstre pote strakt i vejret. Har den i stedet højre pote oppe, forventes den slet og ret at bringe velstand til huse. Du kan læse mere om vinkekatten her eller her.

Gotokuji
Det gamle tempel, som aldrig har glemt sin skytsånd, er bestemt et besøg værd. Her er et særligt område viet til vinkekatten. Tusindvis af dem står tæt side om side i forskellige størrelser. Af udseende er de alle ens, og alle har de den højre pote løftet.

Mange besøgende køber i templets butik en vinkekat for at få et ønske opfyldt. De tager katten med hjem og beholder den, indtil ønsket er gået i opfyldelse. Når det sker, er det kutyme at bringe kattefiguren tilbage til templet og efterlade den her som tak.

Tamas alter omgivet af vinkekatte

Du kan læse mere om Gotokuji her.

Lav din egen vinkekat
Den lille kattefigur bliver brugt i mange kommercielle sammenhænge i Japan. En af de mere fantasifulde er en vinkekatte-workshop i byen Onomichi ved Det japanske Indlandshav. Har du en kunstnerisk åre, kan du her mod betaling få lov til at designe din helt egen vinkekat.

Et tilbud, du ikke kan sige nej til