Hakone er et naturskønt område knap 100 km sydvest for Tokyo. Et populært udflugtsmål for både indenlandske og udenlandske turister, der blandt andet lader sig friste af de mange onsen (spa) tilbud og muligheden for at få et glimt af det hellige bjerg Mount Fuji.
Selv havde jeg været der et par gange i bil i selskab med japanere. Men jeg havde blot set mindre udpluk af den nationalpark, som Hakone tilhører, og havde ikke nogen som helst form for overblik over området.
Det besluttede jeg at råde bod på. Løsningen blev ”Hakone Golden Course – til lands, til vands og i luften.” Blot ikke i nævnte rækkefølge.
Fra Odawara til Hakone-Yumoto
Jeg besluttede at tage Shinkansen til Odawara allerede dagen før. Her havde jeg booket to overnatninger. Det betød, at jeg allerede kl. otte om morgenen kunne stå i billetudsalget på Odawara Station for at købe et såkaldt ”Hakone Free Pass”, der gælder til samtlige transportmidler på rundturen. Rent faktisk gælder passet i to dage, så det er muligt at tage en overnatning undervejs, men det valgte jeg ikke at gøre.
Fra Hakone-Yumoto til Gora
Efter blot et kvarters togtur var jeg i Hakone-Yumoto, og nu begyndte den egentlige tur. Et fint lille tog med blot tre vogne skulle transportere mig op i 300 meters højde.
Jeg mindes ikke en lignende togrejse. Der var megen fin udsigt at nyde, men det, der gjorde mest indtryk, var måden, hvorpå toget bevægede sig opad. Frem og tilbage i zigzag. Fra trinbræt til trinbræt.
Så snart vi gjorde holdt et sted, fik togføreren travlt. Op gik døren til førerhuset, hvor han sad, og så styrtede han ned i togets anden ende for at tage plads. Et øjeblik efter bevægede vi os i den modsatte retning. Men frem og op kom vi. Og efter lidt over en halv times kørsel nåede vi frem til Gora Station.
Fra Gora til Sounzan
Fra Gora gik turen videre med cable car. Og nu var det tid til at træffe en beslutning. Skulle jeg sætte tid af til at inspicere Gora Park, eller skulle jeg fortsætte til endestationen. Jeg valgte det sidste. Ikke mindst, fordi menneskemængden omkring mig var taget til. Jeg var tilsyneladende ikke den eneste, der havde valgt at stå tidligt op.
Fra Sounzan til Owakudani
Næste etape foregik med svævebane. Der var konstant afgang, så ventetiden var minimal. Guidebøgerne havde stillet i udsigt, at Mt. Fuji ville være synligt fra kabinen, men det gjaldt desværre ikke lige den dag.
Undervejs til endestationen, Togendai gør svævebanen holdt ved det vulkanske område kaldet Owakudani. Men før du når hertil, har du allerede fået en forsmag på, hvad der venter dig, når kabinen passerer hen over et ugæstfrit, svovlgult område, hvor hvid damp vælder op af jorden.
Jeg kunne have valgt straks at fortsætte med svævebanen. Men stod alligevel af for at tage området nærmere i øjesyn. Og det er det værd. Den krasse svovllugt er ganske vist hård ved næsen, og det vrimler som oftest med besøgende. Ikke desto mindre er området fuldstændig unikt på grund af de voldsomme naturkræfter, der her er på spil
Fra Owakudani til Togendai
Videre med svævebanen. Landskabet var nu knap så dramatisk, men bød dog på en glimtvis fin udsigt til Ashinoko-søen, som jeg lige straks skulle ud at sejle på.
Du kan læse mere om svævebaneturen her.
Fra Togendai til Hakone-machi
Nu ventede der en lang kø for at komme om bord på piratskibet, der skulle fragte mig hen over Ashinoko-søen. Skibet afgår hver halve time, og vil du springe køen over og gå først om bord, har du mulighed for at løse tillægsbillet til første klasse. Jeg valgte at vente de ekstra ti minutter og fandt i øvrigt ud af, at anden klasse fungerede fint.
Også her lovede guidesiderne en fin udsigt til Mt. Fuji. Og også denne gang blev jeg snydt. Vejret var fint med blå himmel. Med undtagelse af en tyk skybanke, der havde placeret sig lige der, hvor det hellige bjerg skulle titte frem.
Skibet lægger til både i Hakone-machi og i Moto-Hakone. Jeg stod af første gang for ikke at gå glip af Hakone Checkpoint, som jeg gerne ville gense.
Det gamle Tokaido checkpoint
Ganske tæt på skibets anløbssted ligger Hakone Checkpoint, der var en vigtig kontrolpost på den gamle Tokaido landevej, som i Edo-perioden forbandt kejserens Kyoto med shogunens Edo (det nuværende Tokyo). Stedet er rekonstrueret, så det nu fremstår, som det gjorde dengang.
Bygningerne er indrettet som et museum, der giver et fint indblik i, hvordan alting foregik for de rejsende på den tid.
Fra Hakone-machi til Moto-Hakone
Denne del af turen foregik til fods. På bagsiden af kontrolposten begynder den såkaldte Cedar Avenue, som leder i retning af rutens næste punkt. At kalde det en avenue, er noget af en tilsnigelse, men det var en fin spadseretur.
Hakone Shrine
Sidste seværdighed på ruten var Hakone Shrine, som ligger blot et kvarters gang fra Moto-Hakone. Jeg valgte stien langs kysten, som både byder på en idyllisk rød bro og udsigt over søen.
Jeg fortsatte videre ad stien og kom inden længe til en rød torii-port, som står ude i vandet. Det er den, der kan ses på de klassiske fotos ude fra søen, ofte med Mt. Fuji i baggrunden. På japansk kaldes den ”Heiwa no Torii”, hvilket betyder Fredens Port.
Fra porten gik jeg op ad en stejl trappe til selve helligdommen, der var meget velbesøgt den dag.
Tilbage til Odawara
Fra Moto-Hakone går der bus tilbage til Hakone-Yumoto, hvor hele min rundtur var startet 7-8 timer tidligere. Turen føltes lang, fordi bussen var så fuld, at det var svært at trække vejret. Den stoppede mange gange på vejen. Nye passagerer stod på og ingen af. Først da jeg sad i toget fra Hakone-Yumoto til Odawara kunne jeg ånde lettet op. Her var det jeg lovede mig selv aldrig at foretage denne tur igen i en weekend.
Jeg var tilbage på mit hotel i Odawara ved syttentiden efter en lang dag rig på oplevelser.