Syd for Osaka og Nara ligger den store Kii Halvø, som grundet sin religiøse betydning har været valfartssted for pilgrimme i mere end tusinde år. De besøgende er kommet vandrende forskellige steder fra, og der har således med tiden vævet sig et netværk af krydsende stier. Et par af dem med udgangspunkt i de to hellige steder Koyasan og Ise Shrine.
Alle stierne har imidlertid haft samme mål, nemlig de tre ældgamle Shinto helligdomme, kendt under ét som Kumano Sanzan og beliggende i Kumano området i det sydøstlige hjørne af Kii Halvøen.
Det er hertil, denne rejse går. Undervejs bliver der gjort ophold i de fire kystbyer: Kushimoto, Kii-Katsuura, Shingu og Kumanoshi.
Kushimoto
Kushimoto er hovedøen Honshū’s sydligste punkt. Byen byder hverken på smukke templer eller bemærkelsesværdige kulturelle attraktioner. Til gengæld er der masser af flot natur og frisk luft.
Mest pittoreske er en række forrevne klipper langs kysten. Hvorfor de står der, og hvorfor de ser sådan ud, er der en god geologisk forklaring på. Det har noget at gøre med vulkansk magma og tsunamier. Der er imidlertid også en anden forklaring, som fremgår af klippestøtternes navn, Hashigui-Iwa, hvilket betyder bropilleklipper.
Årsagen til dette navn er enkel. Det handler om den berømte, allestedsværende munk Kobo Daishi. Ifølge legenden formede han disse klippestykker som bropiller, efter at et uhyre havde udfordret ham til at bygge en bro. Efter sigende lykkedes hans forehavende næsten.
Hvilken af disse to forklaringer, du tror mest på, er op til dig.
Jeg var netop ankommet til Kushimoto og havde stadig det meste af eftermiddagen tilbage. Jeg besluttede mig derfor til at leje en cykel og køre ned til Cape Shionomisaki, det sydligste punkt. Om ikke andet, så for at nyde naturen og få lidt motion efter den lange togtur.
Ved de fleste jernbanestationer af en vis størrelse er der en cykeludlejning. Og således også her. Men det var første gang, jeg var ude for, at der kun var elektriske cykler. Jeg havde aldrig før prøvet at sidde på sådan en. Ja, faktisk havde jeg været tilbøjelig til at give en god ven ret, når han påstod, at den elektriske cykel er stadiet før rollatoren.
Derfor protesterede jeg over butikkens sortimentet. Hvilket naturligvis var aldeles nyttesløst. Årsagen var nemlig, at det terræn, jeg havde foran mig, var mere end almindeligt kuperet. Og da cykelmanden derfor havde oplevet, at hans cykler undertiden blev efterladt ude i terrænet, havde han valgt denne løsning.
Jeg valgte at tage at tage en rute, som gik hele vejen rundt om kysten. En tur på ca. 20 km. Altså ikke lang, men ganske strabadserende, så jeg endte med i mit stille sind at værdsætte den elektriske hjælpemotor.
Du kan læse mere om Kushimoto her.
Kumano Nachi Taisha
Fra Kushimoto er der knap fyrre minutters togtur til Kii-Katsuura Station. Herfra går der en bus til Nachi Taisha, den ene af de tre helligdomme, der udgør Kumano Sanzan – ”den hellige treenighed”.
Du kan enten vælge at stå af ved Daimonzaka stoppestedet, hvorfra der er en længere vandretur op til helligdommen. Efter sigende meget naturskøn. Eller du kan spare på kræfterne og køre med bussen helt op til endestationen.
Jeg valgte det sidste, men opdagede til min overraskelse, at der stadig var flere hundrede trin op til helligdommens centrale bygninger, som befinder sig omkring 350 meter over havets overflade.
Men jeg blev ikke skuffet. Nachi Taisha har en ganske særlig atmosfære og passer smukt ind i omgivelserne. Samtidig kunne bevidstheden om, at dette sted har taget imod pilgrimme, siden før buddhismen kom til Japan i det sjette århundrede, ikke undgå at gøre indtryk.
Klos op ad helligdommen finder du templet Seigantoji, som er et klasseeksempel på, hvor godt den buddhistiske tro forstod at integrere sig, da den kom til Japan. Ja, faktisk havde tempel og helligdom samme ledelse gennem århundreder. Det blev der imidlertid gjort en ende på, da Shinto og buddhisme blev skilt ad som et resultat af Meiji periodens reformer.
På den anden side af Sentojis hovedbygning står du pludselig over for en udsigt, som du vil finde gengivet i enhver brochure om stedet. Et syn, der kan tage pusten fra en. For til den nærmest selvudslettende tempelbygning hører en iøjnefaldende rød pagode, og den er behændigt anbragt foran et imponerende vandfald.
Nachi no Taki
Nachi vandfaldet er med sine 133 meter Japans højeste. Det er en helligdom i sig selv, som du vil kunne se, hvis du bevæger dig ned for at tage det nærmere i øjesyn.
Oprindelig stoppede de troende blot op for at tilbede vandfaldets guddom, som repræsenterer relationer og ægteskabelig harmoni. Men med tiden blev stedet formaliseret som en egentlig helligdom, – blot ude i det fri. ”Hiro Jinja” kaldes den.
Du kan læse mere om Kumano Nachi Taisha her.
Nachi Katsuura
Jeg havde valgt at tage en overnatning i kystbyen, Nachi Katsuura. Nærmeste station var Kii-Katsuura. Her fik jeg udleveret en brochure, som fortalte mig, at denne lille by har landets største tunfangst, og at det lokale fiskemarked afholder auktioner hver morgen mellem 7:00 og 7:30.
Så tidligt havde jeg dog ikke lyst til at stå op, men jeg regnede med, at der stadig ville være liv tilbage om eftermiddagen. Det var der så ikke. Den store hal lå øde hen, og det var ikke kun dér, at der var mennesketomt. I byens overdækkede handelsgader var mindst to tredjedele af butikkerne skoddet til.
Undervejs var jeg faldet over et flot prospekt, der udelukkende handlede om Nachi-Katsuuras position som førende tunby. Og attraktive restauranter skortede det ikke på. Så indbydende så det ud, at mine tænder løb i vand. Jeg besluttede mig på stedet til at tage spenderbukserne på, når jeg skulle ud at spise til aften.
Men sådan gik det desværre ikke. Kun en enkelt restaurant var åben, og den serverede ”rice curry”. Det er der heller ikke noget galt med. Jeg havde blot sat næsen op efter noget andet. Jeg var i øvrigt restaurantens eneste gæst Aldrig før havde jeg haft så stærk en følelse af at være kommet til ”Udkants-Japan”.
Du kan læse her, hvad Japans officielle website skriver om byen.
Kumano Hayatama Taisha
Næste morgen tog jeg toget videre til nabobyen Shingu. Det tog ca. en halv time, og jeg havde hele togvognen for mig selv.
I Shingu ligger endnu en af de tre Kumano Sanzan helligdomme, Hayatama Taisha. Den var noget nemmere at komme til end forgængeren, for den lå midt i byen.
Også her var der stort set mennesketomt, i modsætning til Nachi Taisha, hvor der havde været en del pilgrimme. Både japanere og udlændinge. Men det kan der være flere årsager til.
Mange pilgrimme, især udenlandske kommer uden tvivl lige så meget for vandreturens skyld, og Hayatama helligdommen er rutens endestation beliggende, som den er, midt i en by. Herudover er den langt fra så eksotisk som Nachi helligdommen.
Kumano Kodo
Som nævnt er Kumano Kodo, som disse pilgrimsvandringer kaldes, koncentreret omkring tre helligdomme. To af dem er du blevet præsenteret for her.
Den tredje, som hedder Hongu Taisha, ligger noget længere væk fra alfarvej. Der går en bus derud, men ikke særlig hyppigt, og rejsetiden hver vej er op imod 75 minutter. Så jeg valgte at springe over.
Kumano Kodo pilgrimsruten er i øvrigt kommet på UNESCO’s verdensarvsliste, og rigtig mange udlændinge giver sig i kast med den. Har du mod på denne oplevelse, kan du få hjælp til planlægningen her.
Kumanoshi
Inden du forlader Kumano-området for denne gang, kan jeg anbefale dig at gøre stop i Kumanoshi en halv time længere mod nord. Byen er først og fremmest kendt for de markante klippeformationer, der kan ses spredt langs kysten.
Den nemmeste måde at komme rundt på her var at leje en cykel, og igen var der kun elcykler til rådighed.
Første stop på turen var endnu engang en naturhelligdom. Men denne var det ikke et vandfald, der var genstand for gudsdyrkelsen, men en hellig klippe. Hana no Iwaya Shrine, som helligdommen kaldes, menes at have rødder, der om muligt går længere tilbage i tiden end Kumano Sanzan helligdommene.
Ikke langt derfra står ”Løveklippen”, byens vartegn. Eller Shishi-iwa, som den kaldes på japansk. Ifølge den lokale folklore er der tale om en løve, der oprindeligt levede på havets bund, men som nu er kommet op til overfladen, hvor den sidder og spejder ud imod horisonten.
Det kræver efter min mening en god portion fantasi at se, at klippen forestiller en løve. Jeg synes mere, at den ligner en rovfugl eller blot en arrig hane. Men bedøm selv.
Inden du forlader Kumanoshi, må du ikke snyde dig selv for et besøg i ”Dæmonernes Borg” eller Onigajo, som den kaldes på japansk. Der er her tale om en 1.2 km lang vandresti rundt om en gigantisk klippeformation, som strækker sig ud i havet.
Så snart du runder den første pynt, venter der dig et helt surrealistisk klippelandskab, som godt kunne lede tanken hen på den spanske arkitekt Gaudi og nogle af hans bygninger i Barcelona.
Visse steder kan passagen dog godt være en del udfordrende, så i tilfælde af regn eller kraftig vind ville jeg nok selv udsætte besøget til en anden dag.
Du kan læse meget mere om Onigajo Rocks her.