I år er det 50 år siden, at jeg stiftede bekendtskab med Japan. Så vidt jeg er orienteret, er der fra japansk side endnu ikke planlagt nogen festivitas i den anledning. Det skyldes utvivlsomt corona-krisen. Japanerne har jo lige som os haft nok at se til i den senere tid. Selv har jeg valgt at markere jubilæet ved her at nedfælde mine indtryk fra dengang, så godt jeg nu kan erindre dem.
En telefonopringning
I 1971 var jeg tyve år gammel og havde ikke lagt nogen endelige planer for min fremtid. Jeg havde ganske vist flirtet med tanken om enten at blive jurist eller journalist, men det var blevet ved det. Siden studentereksamen, havde jeg arbejdet som chauffør for min fars virksomhed, der importerede og solgte japanske skrivemaskiner med navnet Brother. Jeg havde ganske vist studeret HD på Handelshøjskolen i en kort overgang med henblik på senere at skulle gå i min fars fodspor.
Det var et målrettet studium for målrettede unge mennesker. Hver morgen foran skolen udspillede den samme scene sig. Alle mine klassekammerater parkerede en efter en deres Morris Marina – den tids yuppie bil – glattede deres ulastelige jakkesæt, rettede på slipset, hankede op i attachétasken og gik ind. Selv kom jeg på cykel i cowboybukser og T-shirt med en Fjeldræv på ryggen. Det holdt ikke i længden. Så jeg fortsatte som varevognschauffør og ekspedient.
Så en dag, hvor jeg stod inde i butikken på Købmagergade og gjorde klar til at køre ud med varer, kom der en telefonopringning ud af det blå. En telefonopringning, som skulle komme til at ændre mit liv for altid.
En lærer fra Byggeteknikum på Drejervej var i røret. Han fortalte, at de netop nu var ved at planlægge en rejse til Japan for en gruppe ingeniørstuderende. Den blev arrangeret af organisationen, ”People to People”, som dengang var kendt for at lave ture til USA med privat indkvartering. Det skulle man nu for første gang prøve med Japan som rejsemål. På den tid var det ikke så almindeligt at rejse til Japan, så at komme derud og oven i købet få lov til at bo hos en japansk familie var en enestående mulighed.
Grunden til at læreren ringede, var at han ville høre, om gruppen kunne få lov til at besøge Brother fabrikken i Nagoya. Det viste sig ikke at være noget problem. Det viste sig også, at der ikke kun skulle studerende med på rejsen. For den nette sum af kr. 2.000 per næse var der plads til en ekstra lille gruppe mennesker. Beløbet lyder ikke af meget, men svarer rent faktisk til lidt over 14.000 nutidskroner. Dog stadig ikke dyrt i betragtning af, at det dækkede rejsen, ca. tre ugers ophold, transport internt i Japan, logi og en stor del af kosten. Jeg var naturligvis fyr og flamme, men havde desværre ikke pengene. Det problem blev heldigvis løst. Jeg indgik en aftale med min far, der gik ud på, at jeg skulle tilbringe en lille uge af opholdet på Brother fabrikken. Resten af tiden kunne jeg så følge det officielle program.
Ingen sæbe i badet.
Rejsen krævede grundige forberedelser. Det var vigtigt at gøre et godt indtryk på de japanske familier, som så gæstfrit havde valgt at åbne deres hjem for voksne udlændinge. Det var for dem en handling ud over det sædvanlige, som vi skulle gøre alt for, at de ikke kom til at fortryde.
Derfor blev alle rejsens deltagere indkaldt til orienteringsmøder på Drejervej. Her blev vi grundigt undervist i japansk takt og tone. Og der var meget at lære. Mange utilgivelige fejl, vi kunne komme til at begå, hvis vi ikke vidste bedre. Vi startede fra en ende af, nemlig når man træder ind i et japansk hus. Du skal huske at tage skoene af lige inden for døren og iføre dig tøfler, når du træder op på entreens guld, som ligger forskudt i højde i forhold til indgangspartiet. Og som mandlig vesterlænding med relativt store fødder, må du leve med, at der kun er plads til forfoden i de tøfler, du får stillet til rådighed.
Bliver du vist ind i en stue med tatamigulv , skal du tage dine tøfler af. Skal du på toilettet skal du bytte dine tøfler ud med særlige toilettøfler, som sikkert også er for små. Og du må for alt i verden ikke glemme at bytte tilbage igen, når du forlader rummet.
Og så var der badet. Japanerne tager bad hver aften. Noget vi danskere måske var knap så flinke til dengang. Alle familiens medlemmer tog bad i det samme badekar. I det samme vand. Husets frue fyldte badet med koldt vand. Derefter tændte hun for en særlig varmeanordning, som varmede vandet op til en temperatur, der var noget højere end, hvad vi var vant til hjemmefra, Hvis vi da overhovedet stadig tog karbad.
Inden du steg op i karret skulle du siddende på en skammel på gulvet ved siden af vaske dig meget grundigt. Til at skylle dig med var der et vaskefad af træ eller plastic. Husets badende var delt op i en særlig rangorden. Normalt først husets herre. Et privilegium denne dog kunne lade gå videre til sin gæst. At stige op i badet var en øvelse for sig. Det kunne nemt kræve indtil flere tilløb, før du endelig fik dig sænket ned i det glohede vand. Det var på det strengeste forbudt at tage sæbe med op i badekarret.
I det hele taget var der meget, vi skulle lære, inden vi gav os i kast med en for os så fremmedartet kultur. Som hjemmearbejde blev vi bedt om at anskaffe os et par spisepinde, som vi kunne øve os med inden afrejse.
Ligesom med kronhjorte
Først i oktober kom så endelig afrejsedagen, hvor vi alle skulle mødes i lufthavnen. På grund af den kolde krig var det ikke tilladt at flyve over østeuropæisk og sovjetisk luftrum. Ruten gik derfor over Nordpolen, og vi måtte belave os på lidt over 16 timers flyvetid samt en times ophold i Anchorage, Alaska. Tokyo er otte timer foran Danmark og Anchorage 10 timer bagud. Så sådan en tur ruskede godt op i passagerernes indre ur. En del af de rejsende havde også benyttet sig af den fri udskænkning om bord, hvilket ikke gjorde følelsen af jetlag mindre.
Med andre ord de danske opdagelsesrejsende var ikke umiddelbart til pænt brug, da de gik fra borde i Haneda Lufthavn. Men heldigvis havde turens program maget det sådan, at mødet med værtsfamilierne først skulle finde sted et par dage senere.
Vel ude af lufthavnsbygningen blev vi stuvet ind i en bus, som kørte os til en form for hostel på en ikke nærmere angiven adresse, men i hvert fald et pænt stykke fra Tokyo på vejen mod Kyoto.
Dagen efter blev vi budt på typisk japansk morgenmad, som blev mødt af en vis portion dansk skepsis. Den bestod blandt andet af ris, miso-suppe og en meget lille fisk fuld af ben. Det eneste, der umiddelbart var til at identificere, var et koldt hårdkogt æg. Det valgte de fleste, men sandede så, hvad det vil sige ikke at have salt til et æg.
Måltidet hensatte Hugo fra Teknikum i det filosofiske hjørne. Han delagtiggjorde gavmildt resten af selskabet i følgende iagttagelse: ”Det er med japanere ligesom med kronhjorte. De ligner alle sammen hinanden.”
Men mon ikke japanerne havde det på samme måde med os.
En lang taxitur
Turen gik nu videre til Kyoto, hvor vi sidst på eftermiddagen blev indlogeret på et hotel. Og allerede dagen efter skulle vi på farten igen. Vi havde fået lov til at besøge Toyota-fabrikken i byen af samme navn. Lidt over to timers køretur fra Kyoto.
Efter fabriksbesøget skulle vores veje skilles. Resten af gruppen skulle tilbage til Kyoto for at møde deres værtsfamilier, og jeg skulle som aftalt hjemmefra af sted til Brother-fabrikken i Nagoya. Det var ikke uden en vis bæven, at jeg satte mig ind i taxien. Jeg var nu helt på egen hånd i et land, hvor kun meget få kunne tale et sprog, jeg forstod. Samtidig skulle det vise sig, at adresser i Japan ikke er lige så entydige, som i andre lande. Undtagen for det lokale postbud. Ydermere var Brothers hovedkontor allerede dengang kæmpestort. Jeg skulle besøge den internationale salgsafdeling, Brother International, som ikke var så ligetil at finde.
Jeg havde ingen anelse om det på det tidspunkt, men det viste sig at være en køretur på omtrent 40 km plus en del cirklen omkring i området, så taxameteret var på himmelflugt. Det tredje eller fjerde sted, syntes der endelig at være bid. Portvagten gjorde tegn til, at jeg skulle følge med, men for en sikkerheds skyld fik jeg taxien til at vente. Jeg blev nu gelejdet op i bygningen, hvor en ung mand i jakkesæt tog over. Han talte engelsk og vidste, hvem jeg var, og at jeg skulle komme. Videre gik det til et stort lokale, som syntes at være organisationens hjerte. Der kunne man tale om et åbent kontorlandskab, som mange år senere skulle blive så populært i Danmark, dog ikke udformet helt på samme måde. Lange rækker af skriveborde, stående i forlængelse af hinanden strakte sig igennem lokalet. Hver række udgjorde sin egen lille afdeling, og for enden med sit skrivebord placeret vinkelret på de andre, så han kunne holde øje med sine undersåtter, sad afdelingens chef. Ingen indretningsarkitekt havde været på spil her. Rummet var gråt og trist med bare vægge. Alle kontormøblerne var udvalgt efter devisen robust og funktionel. Det her var så sandelig ikke en dagligstue, men et arbejdsrum.
Jeg blev straks præsenteret for to af cheferne, men kom så i tanker om taxien, der holdt og ventede. Jeg bad om at blive fulgt ned til den, så jeg kunne betale, men med en håndbevægelse sendte chefen den førnævnte unge mand af sted for at klare den detalje. Da denne lidt efter vendte tilbage, spurgte han mig en anelse syrligt om, hvor langt jeg havde kørt. Jeg bad selvfølgelig om at få at vide, hvor meget han havde lagt ud, men han vinkede blot afværgende og gik. Rigtig, rigtig pinligt! Så pinligt, at jeg stadig husker det tydeligt her 50 år efter. Bestemt ikke den bedste begyndelse på mit virksomhedsophold.
Jeg håber blot, at den unge mand fik pengene refunderet.
På samlebånd
Brother oplevede i de år en bragende succes. Salget af rejseskrivemaskiner steg støt på verdensplan. Og rigtig mange af dem bar varemærket Brother. Det betød, at virksomheden for at kunne imødekomme efterspørgslen lokalt, valgte at åbne salgskontorer i mange lande verden over. Alle disse aktiviteter gik igennem den del af organisationen, Brother International, som jeg nu befandt mig i. Der er derfor ingen tvivl om, at de mennesker her havde forrygende travlt, og at de mindst af alt havde behov for et besøg af en som mig, som de formentlig ikke rigtig vidste, hvad de skulle stille op med. Alligevel lod de sig aldrig mærke med det. Tværtimod. Jeg blev mødt med en varme og en imødekommenhed krydret med en mild humor, som jeg aldrig skal glemme. De yngste af de unge mænd, der tog sig af mig, var omkring 10 år ældre end mig. Og med en enkelt af dem kom jeg til at knytte et livslangt venskab. De gjorde alt for at tage mig alvorligt og sammensatte beredvilligt et program for den lille uges tid, jeg skulle være hos dem. Selv forsøgte jeg så godt jeg kunne at spille rollen som den drevne forretningsmand, den danske direktørs søn, skønt jeg til daglig blot arbejdede som varevognschauffør. Jeg er ikke i tvivl om, at de gennemskuede mig, men de lod sig aldrig mærke med det.
Som noget af det første skulle jeg se fabrikken og nogle af de mange samlebånd. Her sad der udelukkende unge kvinder, formentlig på min egen alder. Hver af dem havde sin lille opgave at udføre, igen og igen og igen. En ny del, der skulle monteres; skruer, der skulle strammes efter; funktioner, der skulle efterprøves, osv. Alt sammen foregik det i et rask tempo.
Der blev fremstillet flere forskellige produkter. Blandt andet Brothers første lommeregner, som netop var kommet til Danmark, og som vi ventede os meget af. Ordet lommeregner var en sandhed med modifikationer. For det var noget af en klods, men sådan så de ud på den tid. Næste punkt på programmet var en workshop for én person, nemlig mig. De havde rekvireret en kanvas arbejdsjakke til mig, – som kun stumpede ganske lidt. Dernæst fik jeg en skruetrækker i hånden, og en funklende ny lommeregner blev lagt foran mig. Den blev jeg bedt om at skille ad, og min opgave var så at skifte sikring og såkaldte touch pads. Det viste sig at være ganske enkelt. Jeg har aldrig været den store håndværker, men lige præcis de færdigheder fik jeg senere meget glæde af.
Any more questions?
Ind imellem holdt vi møder i konferencerummet. Her fik jeg forklaret forskellige praktiske ting, og jeg havde mulighed for at stille spørgsmål. Hver gang jeg gjorde det, afstedkom det en lang ordstrøm på japansk mellem de andre mødedeltagere. Nogle gange fik jeg svar. Men ikke altid. For eksempel havde jeg på et samlebånd, da jeg blev vist rundt på fabrikken, set et konkurrerende varemærke på nogle af de lommeregnere, der blev produceret.
Senere i livet har jeg oplevet mange gange, at en fabrik ud over sin egen produktion også producerer til udvalgte konkurrenter. Det er helt almindeligt. Men det vidste jeg ikke dengang. Så fiffig, som jeg var, spurgte jeg, om vi kunne forvente at se disse maskiner, som var identiske med vores egne, som konkurrenter på det danske marked. Det resulterede i en lang og for mig selvfølgelig uforståelig ordveksling imellem de japanere, der sad ved bordet. Da de endelig var færdige, kiggede de blot på mig og sagde: ”Any more questions?”
Øl eller whisky
Jeg var blevet indlogeret på et hyggeligt hotel i centrum af Nagoya. Hver dag blev jeg transporteret til og fra kontoret i en skinnende sort limousine med chauffør iførte hvide bomuldshandsker. Sæderne var ligeledes hvide og dekorerede med kniplinger. Alt sammen overtrukket med slidstærk plastik.
Som nævnt havde jeg efter bedste evne forsøgt at sætte mig ind i japansk etikette inden afrejsen, så der var endnu ingen japanske sædvaner, der var kommet rigtig bag på mig. Men det skete nu. En aften var jeg inviteret ud at spise af kontorets to chefer. Da de studerede menuen, spurgte de mig, om jeg ville have øl eller whisky til maden. Jeg troede, at jeg havde hørt forkert, men det havde jeg ikke. Så mens jeg drak øl til maden, nedsvælgede de med alle tegn på nydelse Johnny Walker Black Label. Jeg fandt det dybt bizart.
Der blev passet godt på mig. Hver aften på hotellet, når jeg lige havde fået en time til at friske mig lidt op, dukkede mine oppassere op i form af to unge japanere. De tog mig med ud at spise og fulgte mig hele aftenen, indtil jeg syntes, at det var på tide at vende tilbage til hotellet. De lod ikke til at opfatte det som en sur pligt. Tværtimod. De var begge ungkarle, og vi havde det sjovt sammen.
En aften styrede jeg ved en pludselig indskydelse ind i en Pachinko hal. Et kæmpe lokale med spillemaskiner, hvor det gjaldt om at få dirigeret kugler ned i nogle særlige huller. Her sad hundredvis af mennesker på rad og række med blikket stift fæstnet på hver deres maskine. Lyden i rummet var øresønderrivende. Mine to oppassere så bestyrtede ud, da jeg pludselig forsvandt ind ad døren, men så gik de selv med ind og viste mig, hvordan jeg skulle bære mig ad. De var bestemt ikke ludomaner. Men ingen tvivl om, at det ikke var første gang for dem. Faktisk læste jeg dengang, at spillet var så populært, at der på ethvert givet tidspunkt af hallernes åbningstid sad mindst en million japanere foran maskinerne.
FORTSÆTTELSE FØLGER