Lad være med at tage for meget eller for stor bagage med, hvis du skal rejse rundt i Japan. En lille rygsæk og en lille kuffert er alt, hvad du behøver, selv om du skal være væk i længere tid. Du kan altid få vasket tøj undervejs.
I hurtigtoget Shinkansen kan det være svært at finde plads til en stor kuffert, og er I flere i en lejet bil, vil I hurtigt opdage, at den gængse japanske udlejningsbil ikke er særlig stor og derfor har begrænset bagageplads.
Endelig er der mange trapper i Japan, og en alt for tung kuffert er derfor ikke lige sagen.
Har du brug for at få opbevaret din kuffert en enkelt dag, kan du finde en coin locker på den lokale jernbanestation. Men da det er en halvdyr løsning, vil jeg anbefale dig kun at gøre det, når det er absolut nødvendigt. For eksempel, hvis du ankommer til og forlader den pågældende by inden for samme dag. Har du derimod en overnatning på stedet kan du lade dit hotel opbevare din bagage for dig gratis.
Selv sørger jeg altid for at booke et hotel så nær stationen som muligt. Så snart jeg så er ankommet til byen, går jeg derhen og melder min ankomst. De allerfleste steder er der check-in efter kl. 15, men de passer gerne på din kuffert indtil da. Og skal du ikke forlade byen før sidst på dagen efter check-out, kan du kvit og frit efterlade den, indtil du er klar til afrejse. I længden kan denne fremgangsmåde spare dig for en hel del penge.
Du kan til enhver tid få din kuffert sendt videre til en planlagt destination. Det kan du enten gøre på en jernbanestation, eller du kan bede dit hotel gøre det for dig alt efter situationen. Se for eksempel her eller her. Det kan være praktisk, hvis du af en eller anden grund har brug for at rejse let og kun have det allermest nødvendige med dig i din rygsæk.