Overalt i Japan ser du den. En lille souvenir med et karakteristisk udseende og samme facon som en ”tumling.” Daruma-dukken, som den kaldes, er en lykkebringende amulet og samtidig et symbol på vedholdenhed.

Frit valg på alle hylder. Her i et supermarked

Hvem var Daruma?
Daruma er det japanske navn for den indiske buddhistmunk, Bodhidharma, som kom til Kina i første halvdel af det sjette århundrede. Her grundlagde han ”Ch’an”-buddhismen, der først ca. 600 år senere fik fodfæste i Japan under betegnelsen Zen. Det først japanske zen-tempel, Shofukuji i Kamakura blev således grundlagt allersidst i det 12. århundrede. 

Besøger du et af de store zen-templer i dag, vil du formentlig på en hædersplads i hovedbygningen finde en afbildning af den legendariske grundlægger, og måske ligesom jeg undre dig over, hvorfor et portræt af en så hæderkronet person har form af en karikatur.

Portræt af Daruma i Eiheiji Zentempel

Baggrundshistorien
Ifølge legenden sad Daruma i en hule og mediterede non-stop i ni år. Efter syv år gled hans øjne i af træthed, og det blev han efter sigende så irriteret over, at han skar sine øjenlåg af. Det var dog ikke det eneste, han mistede. På grund af de mange års immobilitet tabte han både arme og ben og fik således den facon, som dukken har i dag.

Ideen med at lave dukken opstod allerede i det syttende århundrede i byen Takasaki. Her havde man brug for en lykkebringende amulet, der kunne være med til at sikre en god høst.  For at være på den sikre side valgte man at forbedre dukkens udseende ved at give den øjenbryn i form af to traner og skæg i form af to skildpadder. Begge symboler på et langt og lykkeligt liv.

I dag produceres op imod 80 procent af alle Japans daruma-dukker i Takasaki, og skulle du lægge vejen forbi, bør du besøge det lille zen-tempel, Shorinzan Darumaji, som er helliget netop Daruma.

Daruma-templet i Takasaki

Få et ønske opfyldt
En særlig egenskab ved daruma-dukken er, at den kan opfylde et ønske for dig. Når du køber den, er dens øjne to tommer flader. Nu indgår du ganske enkelt en pagt med den. Du giver den synet tilbage, hvis den opfylder dit ønske. Og for at vise din gode vilje lægger du ud med at male dens venstre øje sort. Når du så har fået, hvad du ønskede dig, maler du dens andet øje sort.

I forbindelse med parlamentsvalg eller lokalvalg i Japan ser du ofte de nyligt valgte politikere lade sig fotografere, mens de fylder daruma-dukkens andet øje ud. Så har du noget, du brændende ønsker dig, er det bare med at komme i gang.

Venter nu blot med længsel på at kunne fylde det andet øje ud

Du kan læse en mere indgående beskrivelse af daruma-dukken og dens oprindelse her.