Overalt i Japan støder du på dem – enkeltvis eller samlet. Afbildet eller som statuer eller statuetter. Seks mænd og en kvinde. De syv guddomme repræsenterer hvert sit område og har hver sin symbolik. Tilsammen bringer de lykke og glæde til dem, som tror på dem. 

De syv guder har forskellig oprindelse, og denne gruppering af dem, som er unikt japansk, stammer fra det 16. århundrede.

De syv guddomme (på japansk shichifukujin) er:

Ebisu, som er den eneste af de syv, der har japansk oprindelse. Han er gud for handel, rige afgrøder og fiskeri.

Daikokuten, der er af hindu-oprindelse og repræsenterer velstand.

Benzaiten, som også stammer fra hindu. Hun er gudinde for kunst og kultur.

Bishamonten. Endnu en inder. Han står for mod, krigslykke og akademisk succes.

Hotei. Den eneste af de syv, som har eksisteret i virkeligheden. Han var zen-munk i Kina og står for et godt helbred, popularitet og lykke.

Fukurokuju, også af kinesisk afstamning, som repræsenterer velstand og et langt liv.

Jurojin, endnu en kineser. Han er gud for visdom og beskytter af ældre mennesker.

De syv lykkeguder i ovennævnte rækkefølge set fra venstre

Du kan læse mere om Shichifukujin her.

Takarabune
En særlig rolle spiller de syv lykkeguder ved nytårstid. Her kommer de sejlende i deres fartøj, Takarabune (Skattebåden) for at bringe lykke og velstand til de mennesker, der har gjort sig fortjent til det. Børn, bliver bedt om at anbringe et billede af Takarabune under deres hovedpude om aftenen 1. januar, og har de en god drøm den nat, vil heldet følge dem hele året.

Karpedam med Takarabune

Pilgrimsruter
En særlig tradition i nytårsdagene, 1. til 3. januar, er en pilgrimstur til templer og/eller helligdomme, der er dedikeret til en eller flere af de syv lykkeguder. Du køber et stykke dekoreret karton ved det første tempel, og nu gælder det så om at vandre fra tempel til tempel og få et stempel hvert sted som tegn på, at du har været der. Der findes forskellige ruter, du kan gå, og når du har fuldført en, skulle du gerne være i besiddelse af et stempel for hver gud. Hermed er din lykke gjort i hele det nye år.

Du kan læse om en af Tokyos pilgrimsruter her, men der er mange flere – også i andre større byer.