Indrejsedokumenter
Du kan sikkert nikke genkendende til de såkaldte disembarkation cards, som skal eller har skullet udfyldes ved indrejse til forskellige lande. Kort, som man fik udleveret i flyet og som helst skulle være færdigudfyldt inden landing. Kom man til at skrive forkert, skulle det hele skrives om, ofte til stor irritation for den rejsende. Ved ankomst til Japan skulle der endda bruges to kort, et til paskontrollen og et til tolden.
I dag skal du stadig afgive de samme oplysninger, men det nye er, at du kan udfylde det hele elektronisk, inden du rejser hjemmefra. Det gør du via websitet ”Visit Japan Web”, som kvitterer med en QR-kode, der kan bruges til både pas- og toldmyndigheder.
Rejseklar
Du kan med fordel downloade Det Danske Udenrigsministeriums app, Rejseklar til din smartphone. Her kan du få den officielle danske rejsevejledning for rejser til alle lande, herunder Japan. Rejser du omkring på egen hånd, er det måske også en god ide at skrive dig på den såkaldte ”danskerliste”. På den måde ved Den Danske Ambassade, hvordan de skal kontakte dig, hvis der mod forventning skulle blive behov for det. Japan er trods alt et land, hvor der undertiden forekommer tyfoner, jordskælv, tsunamier og vulkanudbrud.
Rail Pass
Skal du rejse længere strækninger med tog, kan det muligvis være en god ide at købe et Rail Pass. Det skal du gøre, inden du tager til Japan. Læs mere under Tog.