Her følger anden del af fortællingen om mit halve års studieophold i Japan, som fandt sted fra slutningen af maj til slutningen af september 1977. Dette afsnit handler om, hvordan vi fandt os til rette i vores nye omgivelser, og hvordan vores hverdag forløb.
Fik du ikke læst første del, kan du finde den her: Japan 1977.
Dagligdagen
Der var to ting, vi skulle have på plads, inden vi kunne påbegynde vores liv i Japan. Vi skulle have en opholdstilladelse, og vi skulle finde en bank. Det første var relativt enkelt. Vi mødte op på et officielt kontor – jeg husker ikke længere hvilket – og fremviste vores visum. Det var straks vanskeligere at finde en bank, der ville have os som kunde. Og vi skulle bruge en, for ikke alle legatpengene var endnu blevet udbetalt, så der ville komme nogle checks.
Igen trådte vores japanske venner til. Vi blev introduceret til en bankfilial i Takatsuki, og kort efter var vi udstyret med en konto og et hævekort. Sidstnævnte var beregnet til en pengemaskine, der stod uden for banken. I dag ved alle, hvad en ATM er, men dengang var det et ukendt fænomen i vores del af verden. Det var godt nok smart. Du stak dit kort ind, tastede en kode og et beløb, og kort efter stod du med kontanter i hånden. Jeg vidste straks, at sådan en maskine ville jeg ønske mig i julegave.
Inden vi rejste hjemmefra var Mariann og jeg blevet enige om, hvordan vi ville fordele opgaverne imellem os, når vi kom til Japan. Jeg skulle passe min sprogskole, og hun ville stå for husholdning og indkøb. På den måde ville vi kunne få mest mulig fritid sammen til at bruge på oplevelser. I de kønsrollebevidste halvfjerdsere var der nogle danskere, som dette faldt for brystet, når vi nævnte det. Men det var en pragmatisk løsning, som viste sig at fungere, så vi var ligeglade.
I Minase stationsbygning var der et marked med en masse små butikker, og her foretog Mariann sine indkøb. Hun blev hurtigt klar over, at danske madvaner ikke duede i Japan. Så når vi ind imellem spiste hos vores venner, holdt hun nøje øje med, hvad fru Hori foretog sig i køkkenet, og lurede hende hurtigt kunsten af.
Engang imellem havde vi brug for et supermarked, og det krævede en noget længere spadseretur. Daiei, som det hed, havde alt, hvad hjertet kunne begære. Jeg genkendte hurtigt stedet. Men ikke som supermarked. Under mit sidste besøg havde bygningen rummet en bowlinghal. Alle spillede bowling dengang. Men lige så hurtigt, som en landsdækkende dille kunne opstå i Japan, lige så hurtigt kunne den forsvinde igen. Her tre år efter havde de fleste haller måttet dreje nøglen om, og i mange tilfælde var de blevet erstattet af supermarkeder.
I nærheden lå der et bolighus. Her var vi inde for at se, om vi kunne finde et par småting til vores hjem. I hjertet af denne butik var der et lokale, så eksklusivt at væggene var blevet beklædt med blå velour. Uden tvivl stedets ”helligdom”. Det var et showroom for Ikea møbler udbudt til eksorbitante priser. Ganske tankevækkende og en noget anden salgsstrategi end den, vi kendte fra Danmark.
Skolegang
Jeg havde hjemmefra indskrevet mig ved Kyoto International Language School på Ichijo-dori, som ligger lige over for det gamle kejserpalads. Hver morgen gik jeg til Minase Station. Det tog ca. et kvarter. Derfra med Hankyu Line til det centrale Kyoto. Yderligere 40 minutter. Og endelig en spadseretur på ca. en halv time. De første dage havde jeg sparet et kvarter ved at tage en bus det sidste stykke. Problemet var bare, at den hver morgen var propfuld af mennesker. Jeg forsøgte at stille mig under et af de to loftsvinduer for at kunne stå nogenlunde oprejst, men det var ikke altid det lykkedes at få plads der. Og for at gøre ondt værre gik jeg fortrinsvis i træsko, som var meget populære i Danmark på den tid. Det betød, at det ikke var nok at stå under et loftsvindue. Det skulle helst være åbent. Jeg følte mig fuldstændig som en giraf på afveje.
Det endte med, at jeg spadserede det sidste stykke til skolen, og ofte lagde jeg vejen igennem parken uden om kejserpaladset. En grøn oase midt i Kyoto og vidunderlig fredfyldt – i det mindste på det tidspunkt af dagen.
Min lærerinde, Nakata Sensei var en ældre og meget bestemt dame. Der var ingen slinger i valsen, når hun underviste, og jeg følte, at jeg lærte meget. Jeg fik mange lektier for, og havde jeg ikke lavet dem grundigt nok næste gang vi sås, blev hun meget skuffet.
Japansk består af flere høflighedsniveauer, og som udlænding forventedes jeg at kommunikere på det højeste, hvilket da også gjorde mig i stand til at klare dagen og vejen. Til gengæld forstod jeg ikke et ord, når mine japanske venner talte sammen. Jeg var til min store frustration sat uden for enhver hverdagssamtale, der førtes omkring mig. Det gik hurtigt op for mig hvorfor, og jeg kunne desværre ikke gøre noget ved det. Det foregik på et helt andet sprog, end det jeg blev undervist i.
Jeg kom til at tænke på min barndoms skole i Danmark. Dengang var der faste rammer for, hvordan vi børn skulle tiltale vores lærer. Altid med De og efternavn. Alt andet var utænkeligt. Her i Japan var det på samme måde. Der var en rodfæstet holdning til, hvordan udlændinge skulle udtrykke sig på japansk. Det forventedes, at der blev opretholdt en behørig afstand mellem japanerne og os, og de færreste forestillede sig, at det kunne være anderledes. Den samme opfattelse havde Nakata Sensei. Når vi sad i klasselokalet, var afstanden imellem os til at tage og føle på.
Men hun var et sødt menneske, som jeg respekterede meget. En dag inviterede hun mig til middag i sit private hjem sammen med Mariann. Det var en rigtig fin oplevelse. Desværre trådte jeg endnu engang i spinaten til trods for alle mine anstrengelser for at gebærde mig som en japaner.
Da vi var blevet budt indenfor, passerede vi et rum, hvor hendes mand sad. Jeg sagde pænt god dag, og det skulle jeg ikke have gjort. Han så helt forskrækket ud. Jeg skulle i stedet have ventet til, at han sluttede sig til selskabet, og fru Nakata præsenterede os for ham. Det var desværre hverken første eller sidste gang, at jeg kom i karambolage med japansk etikette. Heldigvis blev jeg hurtigt tilgivet, blandt andet på grund af Mariann, som altid havde mere pli og situationsfornemmelse end jeg. Vi blev budt på dejlig mad og tilbragte en hyggelig aften sammen med vores værtspar.
Baseball
På en almindelig hverdag kom jeg som regel hjem fra skole ud på eftermiddagen med en masse lektier, der skulle læses. Efter aftensmad var der meget stille i Minase og intet at foretage sig uden for hjemmets fire vægge. Derfor måtte vi mange aftener ty til fjernsynet for adspredelse. Desværre var sprogbarrieren her uoverstigelig, så de fleste programmer fik vi ikke noget ud af. Eneste undtagelser var sumo og baseball, Japans to nationale sportsgrene. Førstnævnte er 2.000 år gammel, sidstnævnte kom til Japan fra USA i slutningen af det 19. århundrede. Det tog lidt til, før jeg forstod reglerne i baseball, men så blev jeg også fanget ind.
Netop da stod den japanske sportsverden på den anden ende. Tokyo-klubben Giants havde en spiller ved navn Sadaharu Oh, som netop da var tæt på at slå verdensrekorden i antal ”home runs”. En rekord, der naturligvis var på amerikanske hænder.
Hank Aaron, der sad inde med den, blev pludselig meget interessant for de japanske medier, som gerne ville vide, hvad han mente om situationen. Aaron var for længst gået på pension og lod sig gerne invitere til Japan for at blive feteret på et tidspunkt, hvor han stort set var glemt i sit hjemland.
Resten af USA reagerede blot med et skuldertræk på oplysningen om, at Japan var ved at tage rekorden fra dem. Japansk baseball regnede de ikke for noget. Og der var heller ikke megen reaktion fra den side, da Oh rent faktisk slog rekorden for åben skærm med mig som tilskuer. Det var stort. Alle landets aviser havde ham på forsiden. Men jeg var nødt til at gå stille med min begejstring, for i den del af landet, hvor jeg befandt mig, var de fleste fans af Osaka-holdet Hanshin Tigers.
Langt senere, i 2006 blev den amerikanske arrogance i øvrigt gjort til skamme, da Japan vandt ”World Baseball Classic” – og med hvem anden end Sadaharu Oh som træner.
Udenforstående
Gradvist faldt vi til i vores nye tilværelse. Efter bedste evne forsøgte vi at leve som japanere, spise som japanere og i det hele taget opføre os som japanere. Men lige meget, hvor stor umage vi gjorde os for at passe ind i de omgivelser og den kultur, vi befandt os i, stak vi alligevel ud, hvor vi end færdedes. Og det var givet vis naivt at tro, at det kunne være anderledes. Et var, at børnene i vores kvarter fandt mig så interessant. Det var, som det var. Men konstant at vække opmærksomhed og høre ordet ”America-jin” blive brugt om os, gik mig på. Når vi nu gjorde os så store bestræbelser på at blende ind, var det beskæmmende at blive slået i hartkorn med de amerikanske turister iført shorts, hawaiiskjorte og bæltepung, som vi mødte ved Kyotos seværdigheder.
Lidt mere charmerende var det, når en gruppe unge japanere henvendte sig til os med spørgsmålet: ”We are an English conversation class, may we speak to you?” Det skete hyppigt, og det måtte de som regel gerne. Her opdagede jeg, at de var i samme situation som jeg. De havde læst sig til et fremmedsprog, hvilket betød, at de kunne sagtens kunne stille et spørgsmål, men at de som oftest ikke forstod svaret.
Helt absurd var det, da jeg en dag var hos frisøren. Jeg kunne jo ikke rende nogen steder, eftersom han var i færd med at klippe mig, så han benyttede sig af lejligheden til at stille mig en række relevante spørgsmål i hurtig rækkefølge: ”Where du you come from?” – ”What is your name?” – ”How old are you?” – ”How many brothers and sisters do you have?” osv. Jeg forsøgte venligt at besvare hans spørgsmål, men han lod mig ikke komme til orde.
En tur i zoologisk have
Til at begynde med brugte vi hovedsagelig vores fritid til at udforske Kyotos mange seværdigheder. En del af dem havde jeg set tidligere, men det var alt sammen nyt for Mariann. Alligevel kommer der et tidspunkt, hvor du har behov for en pause fra de mange templer og helligdomme, som byen har at byde på. Valget faldt på en tur i Zoo. Et rigtig hyggeligt sted med et venligt og afslappet personale.
Her fik Mariann sig en oplevelse for livet. Hun var faldet helt i svime over nogle små jaguarunger, som boltrede sig i et af burene. Det bemærkede dyrepasseren, og resolut tog han en af ungerne og løftede den ud til hende, så hun kunne prøve at holde den. Jeg fik også lov til at klappe. Den var knap så blød, som jeg havde ventet. Allerede langt mere muskuløs end en almindelig kattekilling, men akkurat lige så kælen.
FORTSÆTTELSE FØLGER