Her får du fjerde og sidste afsnit af beretningen om mit halve års studieophold i Japan i 1977. Dette indlæg handler blandt andet om vores oplevelser på Japans tredjestørste ø, Kyushu, hvor der på den tid var meget få udenlandske turister. Desuden skal du høre om nogle af de overraskelser, der ventede os i løbet af de sidste uger, vi tilbragte i landet.
Har du ikke fået læst de tre første afsnit, kan du klikke her: Japan 1977, her: Japan 1977 /2 og her: Japan 1977 /3.
Til Takachiho
Alan, som jeg gik sammen med på sprogskolen i Kyoto, havde talt begejstret om et sted, som hedder Takachiho. Blandt andet derfor valgte vi at tage en tur til Kyushu. Han anbefalede os også et sted at overnatte. En hyggelig minshuku, hvor han selv havde boet sammen med sin japanske kone. Han tilbød endog, at hun kunne bestille et værelse for os. Og det sagde vi ja tak til.
En aften kort efter Obon kørte hr og fru Hori os til havnen i Osaka. Herfra skulle vi med natfærgen til Beppu. En sejltur på 12 timer. Natten tilbragte vi sammen med et stort antal andre mennesker på en forhøjning, der fungerede som sovesal. Til hver enkelt person var der en tatami-måtte, en besynderlig form for pølle til hovedpude og et tæppe. Nogen god nattesøvn fik vi ikke, og så snart det var ved at blive lyst, var vi oppe og ude på dækket for at nyde den betagende smukke solopgang over Det japanske Indlandshav.
Fra Beppu gik turen sydpå til Nobeoka, og herfra skulle vi videre mod Takachiho med en enkeltsporet jernbane, der dengang førte over Japans højest beliggende togbroer. En storslået udsigt ventede os hen over et grønt bjerglandskab gennemskåret af dybe kløfter. Sidste stop inden endestationen var blot et trinbræt. Her skulle vi af. Tilsyneladende et helt øde sted. Og dog. Lidt højere oppe ad bjerget var der et enkelt hus. Nemlig der, hvor vi skulle bo de kommende par nætter.
Desværre eksisterer jernbaneforbindelsen Nobeoka-Takachiho ikke mere. En tyfon ødelagde dele af den i 2005, og det endte med, at banen blev helt nedlagt. Senere er noget af strækningen dog blevet renoveret og betjenes nu af et sightseeing-tog, som udgår fra Takachiho.
Inden vi blev indkvarteret på vores minshuku, blev vi bedt om at skrive vores navne i en tyk gæstebog, som jeg benyttede lejligheden til at bladre i. Det eneste ikke-japanske navn, jeg kunne finde, uanset hvor langt jeg gik tilbage, var Alan Roberts, min studiekammerat fra Kyoto, som havde været der et par år tidligere. Stedet var tilsyneladende ikke overrendt af udenlandske turister.
Guddommelig dans
Takachiho spiller en vigtig rolle i japansk mytologi. Det var her solgudinden Amaterasu, som den japanske kejserfamilie nedstammer fra, gemte sig i en hule, fordi hendes bror drillede hende. Resultatet var, at hele verden henlå i mørke, indtil det lykkedes de andre guder at lokke hende ud igen ved at pirre hendes nysgerrighed.
Hulen eksisterer stadig. Den kan besigtiges ved at besøge Amano Iwato Shrine, den ene af Takachihos to vigtigste helligdomme. Den anden er Takachiho Shrine. Sidstnævnte helligdom er hver aften i sommerhalvåret skueplads for et religiøst fænomen kaldet Yokagura. Yo betyder aften, og kagura er en særlig form for religiøs dans.
En lun sommeraften tog Mariann og jeg plads her for at betragte den specielle forestilling. Men inden den gik i gang, blev idyllen spoleret af en ivrig fotograf, som vimsede omkring os og fotograferede os fra alle tænkelige vinkler. Jeg blev måske mere irriteret, end rimeligt var, fordi jeg var så træt af at vække opsigt. Og derfor sagde jeg til ham på mit bedste japansk, at hvis han absolut skulle fotografere os, måtte han gerne sende mig en kopi af billederne. Totalt afvæbnende og elskværdigheden selv svarede han, at naturligvis …, men så måtte jeg lige skrive min adresse ned til ham.
Stor var min overraskelse, da der et halvt år senere dumpede et brev ned i min postkasse hjemme i Danmark. Afsenderen var en kvinde med et japansk fornavn og et typisk dansk efternavn. Adressen var Vesterbrogade i København. I kuverten lå ovennævnte fotos og et brev, der begyndte således: ”Jeg sender dig her de billeder, min far tog af jer i Japan.” Ufatteligt, så lille verden kan være.
Selve danseforestillingen var meget speciel og en anelse lang. De optrædende var mænd iført traditionelt kostume og nogle frygtindgydende masker med store næser. Vi fattede ikke så forfærdelig meget af, hvad der foregik på scenen. Men det var sjovt at overvære.
Vi benyttede også lejligheden til at besøge Takachiho-kyo – en dyb kløft, der baner sig vej igennem landskabet. I bunden af den løber en flod, hvor man kan leje robåde. Og det gjorde vi. Langs den ene side af kløften er der et 17 meter højt vandfald, som man gør klogt i at styre i en bue udenom, hvis man vil undgå en ufrivillig dukkert.
Inden vi drog videre, sendte jeg Alan en venlig tanke for at have anbefalet stedet. Det var en oplevelse, vi ikke ville have været foruden. Takachiho vil altid rangere højt på min top-10 over yndlingssteder i Japan.
Den rygende vulkan
Turen fortsatte nu tilbage til Nobeoka og ned langs Kyushu’s østkyst til byen Miyazaki, som dengang var en populær honeymoon-destination for nygifte japanske par. Siden hen blev den rolle i vid udstrækning overtaget af Hawaii. Hvad det foretrukne mål er i dag, skal jeg ikke kunne sige.
Derfra gik det med bus ned langs Nichinan-kysten, og videre tværs over øen til byen Kagoshima, der især er kendt for vulkanøen Sakurajima, der ligger i bugten lige ud for. Det vil sige, det er ikke længere en ø, for i 1914 var der et voldsomt udbrud, der gjorde øen landfast med resten af Kyushu og dermed forvandlede den til en halvø.
Dengang som nu kom der konstant røg op af vulkanen, og der var regelmæssigt mindre udbrud. Hver aften, når vi skyllede vores T-shirts op på hotellet, var vasken kulsort bagefter af den vulkanaske, som til stadighed dryssede ned over byen. Vi tænkte med stor medfølelse på de skolepiger i uniform, som vi så overalt. Hvide skjortebluser og blå plisseret nederdel. Det måtte virkelig være op ad bakke, at skulle holde de skjortebluser hvide.
Tusinde traner
Nu gik turen nordpå. Vi tog en færge til halvøen Unzen, og derfra rejste vi videre til Nagasaki, hvor vi blev et par dage. Kyushu havde være en forrygende oplevelse, men nu var vi ved at være mætte og trætte af små business hoteller. Vi længtes efter vores hyggelige lille lejlighed.
Det var en lang togtur fra Nagasaki til Minase, så vi valgte at tage en overnatning i Hiroshima. Ingen af os havde behov for at gense fredsmuseet. I stedet gik vi en eftermiddagstur i den omkringliggende mindepark, hvor min opmærksomhed blev fanget af de mange papirranker i strålende farver, som hang eller lå overalt. Jeg havde ikke før hæftet mig ved dem, men nu gik det op for mig, at de alle sammen var lavet i origami, japansk papirfoldekunst.
I begyndelsen af vores ophold i Japan havde vi købt en origami instruktionsbog og en masse papir og sat os for at vi ville prøve at folde alle de dyr, der var i bogen. Det lykkedes også, så vores hjem i Minase var en veritabel zoologisk have med alt lige fra ræve og frøer til den obligatoriske trane, som uden tvivl er det mest foldede origami-motiv overhovedet.
Og det var netop papirtraner, vi nu stod og betragtede i Fredsparken i Hiroshima. Hver ranke eller guirlande skal ifølge traditionen bestå af 1.000 traner, senbazuru, trukket op på en tynd tråd. Om der virkelig var 1.000 traner i hver ranke, skal jeg ikke kunne sige, men der var overvældende mange af dem.
Ifølge traditionen får man bevilget et ønske af guderne, hvis man folder en senbazuru. Og den tradition blev levendegjort i historien om den lille pige, Sadako Sasaki, der fik leukæmi, som følge af den radioaktive bestråling fra atombomben, og som i bogstaveligste forstand foldede med livet som indsats for at blive rask. Desværre lykkedes det hende ikke.
Den forsinkede check
Det var dejligt at være tilbage i Minase. Men efter vores lange rundrejse var kassen ved at være tom. Heldigvis lå den sidste legatcheck og ventede på os. Penge, som skulle holde os kørende under resten af vores ophold. Straks næste morgen tog vi derfor til vores bank i Takatsuki for at indlede den proces, der skulle forvandle checken til kontanter. En tre-fire dage ville det tage, før pengene stod på vores konto, for først skulle vores filial påtegne checken. Dernæst skulle den sendes til hovedkontoret i Tokyo for at blive attesteret og så tilbage igen til Takatsuki. En besværlig proces, men vi havde allerede lært, at det ikke nyttede noget at forsøge at skynde på japansk bureaukrati.
Vi skar ned på vores udadvendte aktiviteter og ventede så tålmodigt, som vi kunne på, at dagene skulle gå. På det aftalte tidspunkt stod vi igen i Takatsuki og stak plastickortet i pengeautomaten. Ingenting skete. Endnu et forsøg. Samme resultat. Så vi var nødt til at gå indenfor og stille os i kø. Da vi endelig nåede frem til kassen, lykkedes det mig at få forklaret vores ærinde på en blanding af japansk og engelsk. Kassereren nikkede og bad os stille os hen til siden, så ville der komme en og hjælpe os.
Det viste sig, at den medarbejder, som havde været ansvarlig for at sende checken til Tokyo, havde glemt at få den påtegnet inden afsendelsen. Derfor var den netop kommet retur uden accept. Hele processen måtte altså gå om igen, før vi kunne få vores penge. Bankfunktionæren bukkede og undskyldte mange gange. Men da jeg forsøgte at forklare, hvilken forlegenhed det satte os i, og mere end antydede, at det var bankens fejl, og at den burde dispensere os på en eller anden måde, gik gardinet ned. Tanken alene var tydeligvis absurd. Bankfunktionæren forklarede mig endnu engang venligt, at pengene ville være til rådighed om tre-fire dage. Og sådan blev det. Endnu en periode på laveste blus.
180 dage
Det faldt mig pludselig ind, at der også kunne være et andet problem. Jeg havde hele tiden haft i min bevidsthed, at vi skulle være i Japan i et halvt år og havde arrangeret indrejse- og udrejsedatoer derefter. I min naivitet havde jeg ikke hæftet mig nærmere ved, at der rent faktisk stod 180 dage i vores opholdstilladelse. Jeg regnede nu efter og indså til min store gru, at hvis vi rejste hjem som planlagt, ville vi de sidste par dage i landet være ”illegal aliens”, hvilket myndighederne formentlig ikke ville se på med milde øjne.
En af de tre piger, vi kendte i Osaka, kom heldigvis til vores undsætning. Hun undersøgte, hvor vi skulle henvende os for at få forlænget vores visum, og tog selv med os til det pågældende kontor i Osaka. Hun fremlagde vores sag for manden bag skranken, og efter at han havde rystet lidt på hovedet over de tåbelige udlændinge, bevilligede han os uden videre påtale de få dage, vi manglede.
Familieforøgelse
Mariann havde et stykke tid haft anelse om, at hun var gravid. Med familien Horis hjælp fik vi bestilt tid på en lille fertilitetsklinik, hvor hun kunne blive undersøgt. Den dag glemmer jeg aldrig. Vi tog derhen og satte os i venteværelset. En sygeplejerske kom ud og tog Mariann med sig ind til lægen. Selv måtte jeg pænt vente udenfor. Et stykke tid efter kom alle tre ud, strålende som små sole, og fortalte mig den glædelige nyhed. Da vi forlod klinikken, fulgte både læge og sygeplejerske med udenfor. Her stod de så, huldsaligt smilende og bukkende, indtil Mariann og jeg var helt ude af syne.
Det store kolde bord
Den gode nyhed skulle naturligvis fejres på behørig vis. Det gjorde vi ved at invitere hr. og fru Hori på den danske restaurant i Kobe. De havde støttet os på alle mulige måder under vort ophold. Ja, rent faktisk ville det have været mere end svært uden deres store indsats. Og det var vi oprigtigt taknemmelige for.
Alligevel kunne forholdet mellem ham og mig til tider være en anelse anstrengt. Han syntes at tænke, at når jeg nu så gerne “ville være japaner”, så burde jeg også opføre mig som en sådan. Selv kæmpede jeg bravt for at passe ind, men overtrådte utvivlsomt en masse skrevne og uskrevne regler. Og det irriterede ham tydeligvis. Resultatet var, at han ofte irettesatte mig på en måde, som det var svært for mig ikke at tage personligt. Men da både han og hans kone samtidig i deres øvrige gøren og laden var utroligt hjælpsomme og omsorgsfulde over for os, bed jeg det i mig.
Alligevel for der en djævel i mig på restauranten, hvor det store kolde bord var stillet frem i form af en buffet. Her var det for en gangs skyld os, der var på hjemmebane. Så da hr. Hori skovlede leverpostej, frugtsalat og karrysild op på sin tallerken i én pærevælling, forholdt jeg mig tavs, samtidig med at jeg følte en sær forløsning. Det er ikke noget, jeg er stolt af, men sådan var det.
Sådan set
De sidste dage i Minase havde vi travlt med at rydde vores lejlighed og gøre rent. Nogle af de ting, vi havde ”lånt” i boligblokkenes storskraldsrum, blev stillet tilbage i ly af nattens mulm og mørke. Jan, en af mine studiekammerater fra Københavns Universitet, var netop da på besøg, og han var til stor hjælp. Især da vi skulle forklare den lille latrintømmer med sugeslangen og gummihandsker helt op til albuerne, at vi rejste og gerne ville afregne.
Jeg forsøgte først selv på et japansk, der trods alt var bedre, end da jeg rejste ud. Men manden kiggede blot på mig med et tomt blik. Så tog Jan over. Det gik straks bedre. Der var et lille ord, ”yappari”, som japanerne brugte i et væk. Det var aldrig rigtig gået op for mig, hvad det egentlig betød. Måske, fordi det er et fyldord. Noget i retning af ”sådan set” på dansk.
Dette ord flettede Jan kunstfærdigt ind i sine sætninger, og pludselig kom der liv i mandens øjne. Her var der noget, han forstod. De sætninger, han hørte, lød med ét som japansk, og sagen blev klaret i en håndevending. Forskellen på mine og Jans sprogfærdigheder var ganske enkelt, at han havde lært sig japansk ved at lytte til det. Jeg hovedsagelig ved at læse det i en bog.
Hjem igen
Tiden i Minase var rindet ud. Vi sluttede vores ophold, ligesom det var begyndt, med et par dage i Tokyo, hvor vi tilbragte det meste af tiden med at gå på indkøb og købe gaver både til os selv og familien.
Det havde været vemodigt at skulle sige farvel til Japan efter så mange gode oplevelser i løbet af det forgangne halve år, men vi savnede også familien derhjemme, som stod og ventede på os, da vi landede i Kastrup. De brugte ikke lang tid på at regne ud, hvordan det var fat med Mariann, og allerede inden vi forlod lufthavnen, havde de glædestrålende ønsket os til lykke med den kommende familieforøgelse.
Der skulle gå 11 år, før jeg igen kom til at sætte foden på japansk jord.