Her følger fjerde indlæg i serien ”Kyoto og omegn”. Denne gang handler det om seværdigheder i den nordlige del af Kyoto.
Først Shinto-helligdommene Shimogamo og Kamigamo, som er nært beslægtede. Og dernæst Kuramadera Tempel efterfulgt af en ca. 3 km lang vandretur hen over Mount Kurama til landsbyen Kibune.
Kamo-helligdommene, som de kaldes under et, er to af de ældste og mest betydningsfulde helligdomme i Kyoto, så det er ikke uden grund, at de er blevet optaget på UNESCOs verdensarvsliste. Begge er de grundlagt, længe før Kyoto i år 794 blev Japans hovedstad.
Shimogamo Shrine
Ca. 5 minutters gang fra Demachiyanagi Station når du til Tadasu Skoven. En fredfyldt plet midt i storbyen, med rislende bække og op til 600 år gamle træer. Her har du alle betingelser for at komme i den rette sindsstemning til at besøge en af Kyotos allermest spændende Shinto-helligdomme.
Efter at have passeret den første røde port, kommer du til den egentlige indgang. En imponerende to etagers ”tårnport”, Rōmon på japansk. Bag den er der en stor åben plads med kun to bygninger. Den ene (Maidono) er en scene viet til ceremonielle danse til ære for guderne.
Du skal imidlertid ikke bevæge dig mange skridt væk fra den åbne plads, før sceneriet ændrer sig markant. Gennem området løber der en hellig bæk, kaldet Mitarashigawa, som er omgivet af frodig beplantning. Og for at fuldende billedet er der hen over det lille vandløb anbragt en pittoresk rød bro med en Torii port for enden.
Fortsætter du langs bækken, kommer du til en lille stentrappe, der fører ned til den. Her vil du formentlig undre dig over, hvorfor der sidder mennesker på hug, mens de holder et stykke papir ned i vandet. Det er der en god grund til.
Shimogamo-helligdommen tilbyder nemlig en særlig form for Omikuji (spådomme), som involverer vand. Du køber dit ”lod” på vanlig vis, men i det her tilfælde er din fremtid ikke umiddelbart læsbar, men skrevet med en usynlig skrift, som først kommer til syne, når papiret dyppes i vand.
Når du beder til en Shinto-guddom foregår det normalt det samme sted for alle troende. En helligdom indeholder ofte også mindre helligdomme, hvor du kan bede, alt efter hvad dit specifikke ærinde er. Men her får du mulighed for ud fra din egen profil at bede guddommen om at skænke dig succes i dit virke og i det hele taget medgang i livet. Og det gør du på grundlag af det Zodiac dyretegn, som du er født i.
Det foregår ved seks underhelligdomme, hvor hver enkelt dækker to dyretegn. Jeg er selv født i tigerens år og deler her helligdom – og skæbne måske – med hunden.Men sørg for at bede ved det rigtige tegn, for ellers kan det gå dig så gruelig galt.
Måske du er i tvivl om, hvad den rette protokol er for at bede til guddommen (Kami) i en Shinto helligdom. Men det er der også taget højde for her.
Læs mere om Shimogamo.
Kamigamo Shrine
For at komme til søsterhelligdommen fortsætter du til fods op langs Kamo-floden. En spadseretur på knap 3 kilometer. Giv dig god tid til at nyde det liv, der udspiller sig undervejs. Det er en udbredt opfattelse, at japanerne altid har travlt, men her ved floden synes alting at foregå i et mere adstadigt tempo.
Skulle du være så heldig at befinde dig her i slutningen af marts eller begyndelsen af april, vil der være en ekstra bonus i form af blomstrende kirsebærtræer på begge sider af floden.
Efter ca. tre kvarters gang, er det tid til at forlade flodbredden og tilbagelægge det sidste lille stykke vej hen imod Kamigamo-helligdommen. Her er der til gengæld ingen blid overgang i form af en urgammel skov. Men når du først er kommet ind på området, har den ene søsterhelligdom ikke noget at lade den anden høre. Også her hersker der fred og idyl.
Da jeg nåede frem til hovedbygningen, blev jeg slået med undren. For foran den var der to små kegler af sand. De skulle efter sigende symbolisere et helligt bjerg. Det var noget, jeg ville forvente at finde i en buddhistisk zen-have, som for eksempel ved Ginkakuji, men ikke ved en Shinto-helligdom. Der er dog en markant, men måske ikke særligt iøjnefaldende forskel. Ser du godt efter, opdager du en lille grannål på toppen af keglerne. Den er et symbol på de eviggrønne træer på oppe på bjerget. En sådan detalje er jeg endnu ikke stødt på i en zen-have.
Kamigamo-helligdommen er for japanerne et meget populært sted at blive viet. Jeg har før overværet vielsesceremonier i Japan, men sjældent så diskrete, som jeg oplevede det her.
Læs mere om Kamigamo.
De to søster-helligdomme er sammen værter for en af Kyotos tre store festivaler, nemlig Aoi Matsuri, hvor en lang procession af mennesker iført traditionelle klædedragter langsomt bevæger sig fra det gamle kejserpalads sydport via Shimogamo til Kamigamo.
Kuramadera
Har du brug for at hvile ørerne lidt og komme væk fra Kyotos mylder, kan jeg anbefale en lille vandretur i bjergene nord for byen, nærmere betegnet Mt. Kurama. Også i denne sammenhæng er det nemmest at bruge Demachiyanagi Station som udgangspunkt. Herfra tager du toget til Kurama Station og vandrer over bjerget til landsbyen Kibune og videre til Kibuneguchi Station eller vice versa. Det er en tur på kun små 4 kilometer, men da den går op over bjerget, er det en fordel at have gode ben.
De fleste vælger at starte i Kurama, fordi det er muligt at spare på kræfterne ved at tage en kabelbane halvvejs op til Kurama Tempel. Men der er naturligvis også en del, der vælger at gå hele vejen op.
Det første du ser, når du kommer ud fra stationen er en knaldrød Tengu, der fortæller dig, at du er på rette vej.
Vælger du at spadsere op til templet, vil det tage ca. tre kvarter, men selv om du ”snyder” ved at tage kabelbanen noget af vejen, venter der dig stadig mange stejle trapper.
Kurama Templet, som er grundlagt helt tilbage i det 8. århundrede, er et større tempelkompleks, som spreder sig ud over bjergets side. Oppe fra pladsen foran templets hovedbygning har du en fin udsigt over det omkringliggende bjerglandskab.
Du kan læse mere om Kuramadera her.
Nu er det så, at du skal tage stilling til, om du vil gå tilbage den samme vej, som du kom. Eller om du vil fortsætte ad vandreruten til Kibune. Vælger du det sidste, er der klart afmærket, hvilken vej du skal gå. Men du er i så fald langt fra færdig med at bevæge dig opad.
Stien bærer tydeligt præg af, at det er en gammel skov, du går i. Overalt skal du se godt efter, hvor du sætter dine fødder, da træernes rodnet har en tendens til at brede sig oven på jorden.
Det er en rigtig fin vandretur og et herligt afbræk fra de mere kendte seværdigheder, der ofte er oversvømmet med turister. Og for enden af ruten, venter den charmerende landsby Kibune.
Tilbage er nu yderligere 40 minutters gang til Kibuneguch Station, hvor du kan tage toget tilbage til byen. Er du heldig kommer der en bus forbi. Der kører kun én rute på den strækning, så bussen vil uvægerligt gøre holdt på stationen.
Du kan læse mere om vandreruten her.