Dette indlæg beskriver en rejse, som på vej til Lake Towada bringer dig til den lille by Hiraizumi med det berømte tempel Chusonji og efterfølgende til Oirase Stream og Hakkoda Mountains.

Lake Towada ligger i Tohoku-regionen 670 km fra Tokyo og ca 300 km fra Sendai

Har du været i Matsushima i lejet bil, og vil du gerne se mere af Tohoku-regionen, skulle du tage og fortsætte nordpå mod Lake Towada, hovedøen Honshus største kratersø.

Undervejs kan du med fordel gøre holdt i den lille by Hiraizumi og se Chusonji-templet, som er på UNESCO’s verdensarvsliste. Det er bestemt et besøg værd.

Har du mod på flere oplevelser efter Lake Towada, så fortsæt langs Oirase Stream og videre op i Mt. Hakkoda området.

Chusonji
Fra Sendai kører du nordpå ad Tohoku Expressway (E4). Efter ca. 100 km tager du afkørslen ved Hiraizumi-Maesawa og følger vej 300 mod Chusonji.

I 2011 blev den lille by Hiraizumi med kun 8.000 indbyggere som det første sted i Tohoku-regionen belønnet med en plads på UNESCO’s verdensarvsliste på grund af dens historisk betydningsfulde templer, haver og arkæologiske seværdigheder.

Mest berømt af disse er uden tvivl tempelkomplekset Chusonji, som er anlagt på toppen af en bakke for enden af en majestætisk allé bestående af høje 300 år gamle kryptomerietræer. Til trods for de mange turister udstråler stedet en særlig ophøjet ro, som ikke kan beskrives med ord, men blot skal opleves. Giv dig god tid til at udforske området og de mange bygninger. De fleste af dem har gennem tiderne været brændt ned og er blevet genopbygget. Men en af dem har overlevet i sin oprindelige skikkelse. Det er Konjikido, Den Gyldne Tempelbygning, som blev færdiggjort i 1124. Den hedder sådan, fordi den bortset fra taget både indvendig og udvendig er dækket af bladguld. For at sikre denne unikke bygning for eftertiden, valgte man så sent som i 1960’erne at skille den ad og samle den inden i en ny bygning. Se den og tab underkæben. Det er ikke tilladt at fotografere derinde, men de sælger på stedet en fin lille bog om Chusonji, som har nogle flotte fotos af Konjikido.

Indgang til Chusonji komplekset

Noget af det sidste, du får øje på ved toppen af bakken, er en torii, den karakteristiske røde port, som markerer indgangen til en Shinto helligdom. Selv om den oprindelige bygning ikke længere eksisterer, så var Hakusan Shrine her faktisk allerede, da det buddhistiske tempelkompleks, Chusonji blev anlagt. Og som et kuriosum kan det nævnes, at turistlitteraturen ofte betegner Hakusan som Chusonjis skytshelligdom. Dette viser blot, hvor tæt forbundet Japans to hovedreligioner kan være.

Læg i øvrigt mærke til det fine gamle Noh-teater, som ligger lige ved siden af helligdommen. Hvert år i maj opføres her, som det eneste sted i Japan, Noh-spil, hvor rollerne spilles af både Shinto-præster og buddhistmunke.

Hakusans Noh-teater blev restaureret i 1853 med brug af autentiske materialer

Du kan læse mere om Chusonji her.

Lake Towada
Næste stop er nu Lake Towada, så forbered dig på en ca. 200 km lang køretur, hovedsagelig på Tohoku Expressway (E4). Du kører fra ved Towada afkørslen, og derefter følger du vej 103. Søen er stor, så tag pejling imod Yasumiya. Herfra kan du tage en sightseeingbåd ud på den 61 kvadratkilometer store sø, som ligger i en højde af 400 meter over havets overflade og er 327 meter dyb. Den er især berømt for sine smukke efterårsfarver, og mange japanere valfarter derfor dertil fra slutningen af oktober til begyndelsen af november.

Tag en sightseeingbåd fra Yasumiya

Fra Yasumiya kan du også tage en lille spadseretur op langs søbredden på den lille Nakayama-halvø. Her er der en fin udsigt ud over søen og en pudsig lille ø, der har form som et skib med master.

Denne lille ø er en Shinto-helligdom i sig selv

Læs mere om Lake Towada her.

Oirase Stream
Fortsæt nu ad vej 103 op langs søen, og drej derefter til højre efter 9 km ved førstkommende T-kryds. Denne vej følger Oirase Stream, som er Towada-søens eneste “afvandingskanal”. Det er et meget pittoresk landskab, som ikke kun bør opleves gennem en bilrude. Det kan derfor bestemt anbefales at parkere bilen og gå langs den lille, brusende flod, som bugter sig igennem Oirase-kløften. Undervejs byder ruten også på nogle flotte vandfald.

Vejen langs Oirase Stream er ca. 9 km lang

Læs mere om Oirase Stream her.

Hakkoda Mountains
Har du mod på at tage længere nordpå nu, hvor du allerede er nået så langt, venter der endnu et storslået bjergområde i form af Hakkoda Mountains. Fortsæt op ad vej 103 hele vejen mod Aomori eller drej til højre ad vej 394 mod Shichinohe. Uanset hvilken af vejene du vælger, kan du glæde dig til endnu en naturskøn oplevelse.

Efterårsfarver i begyndelsen af oktober

Læs mere om Hakkoda Mountains her.