Mange mennesker lader sig på forhånd skræmme af tanken om at skulle køre bil i Japan. De frygter, at det vil være for svært at orientere sig, og at trafikken vil være helt uoverskuelig. Og så bliver det ikke bedre af, at japanerne kører i venstre side af vejen.
Personlig har jeg imidlertid haft stor fornøjelse af at leje bil, når jeg gerne ville besøge nogle steder, som det er svært at komme rundt til med de offentlige transportmidler, og se nogle landskaber, hvis charme netop består i, at de ligger isoleret og langt fra alfarvej. Er hovedformålet derimod at tilbagelægge lange afstande på kortest mulig tid, er tog eller indenrigsfly at foretrække. Ikke mindst, fordi det hurtigt bliver dyrt at køre på de japanske betalingsmotorveje.
Via en af de store webportaler for biludlejning finder man hurtigt frem til det mest fordelagtige udlejningstilbud dér, hvor man har behov for at afhente bilen. Husk at vælge engelsktalende GPS. Hos udlejeren vil du givetvis blive spurgt, om du også ønsker at leje et ETC-kort. (ETC står for “Electronic Toll Collection”). Det skal du sige ja til, for kører du lidt længere afstande i Japan, kan det være svært helt at undgå de såkaldte “Express Highways”, som er betalingsmotorveje. ETC-kortet er ligesom vores brobizz. Det bliver registreret, når du kører igennem, og så betaler du senere. I dette tilfælde, når du afleverer bilen. Har du ikke et kort, skal du betale kontant, hver gang du passerer en Toll Gate, og dem er der en del af.
Stort set alle bilerne har automatgear, med mindre man ønsker at betale ekstra for manuelt gearskifte. Og det er en stor fordel, hvis man ikke er vant til højrestyrede biler, at man ikke også skal vænne sig til at skifte gear med venstre hånd. Japanerne kører generelt pænt og hensynsfuldt, så du finder dig hurtigt til rette på de japanske veje. Det kan være en god ide ikke at vælge en for stor bil, da de lokale veje generelt er smallere, end hvad danskere er vant til.
Selv har jeg nogle gange kombineret indenrigsfly med lejebil og tog. For eksempel er jeg fløjet til en by på Japans tredjestørste ø, Kyushu. Det kunne være Kagoshima. Derfra i udlejningsbil gennem de fantastiske vulkanske landskaber midt på øen. Bilen er så blevet afleveret ved en Shinkansen (super eksprestog) Station, Kokura, hvorfra jeg har taget toget til Hiroshima, Kyoto, og hvor jeg ellers har villet hen.
Det hele har været planlagt og bestilt hjemmefra. Og det vil jeg absolut anbefale, da du ellers risikerer at komme sprogligt til kort i en udlejningsforretning, hvor personalet kun taler japansk.
Alt, hvad du behøver at medbringe ud over dit danske førerbevis, er et internationalt kørekort, som du får lavet i din lokale kommunale borgerservice, inden du rejser hjemmefra.
Vær i øvrigt opmærksom på, at japansk lov ikke tolererer alkohol i forbindelse med bilkørsel. Så det går for eksempel ikke blot at drikke en enkelt øl til frokosten og efterfølgende sætte dig bag rattet.