Nedenfor følger fjerde og sidste afsnit af mine erindringer fra 1977 til 1991. Dette indlæg handler om periodens sidste tre år. Om hvordan det blev til endnu et ophold i Japan, og hvordan jeg efter 12 års ansættelse til sidst valgte at forlade Den japanske Ambassade til fordel for det private erhvervsliv.
Fik du ikke læst første, anden og tredje del af denne serie, kan du finde dem her: https://www.japan-tips.dk/mit-liv-med-japan-1977-80/, https://www.japan-tips.dk/mit-liv-med-japan-1980-87/, https://www.japan-tips.dk/mit-liv-med-japan-1988/.
Kanazawa
Begge VIP-rejser (se tredje indlæg i denne serie) havde budt på mange oplevelser, som jeg ikke ville have været foruden. Især på den første havde jeg besøgt mange steder, hvor jeg ellers aldrig ville være kommet. Alligevel savnede jeg selv at skulle finde ud af tingene, som jeg havde været nødt til på tidligere rejser til Japan. Og én ting stod lysende klart for mig. Mine japanskkundskaber lod meget tilbage at ønske.
Derfor begyndte jeg at lege med tanken om et nyt sprogskoleophold i Japan. En af mine danske kolleger på ambassaden vidste, at flere af de daværende studerende på universitetet havde læst på en sprogskole i Kanazawa og haft stort udbytte af det. Men det var selvfølgelig ikke gratis. Heldigvis var en ny fond dukket op. The Sasakawa Foundation.
Først skulle jeg dog tjekke med min arbejdsgiver, om jeg kunne få fri hele fire uger, hvis jeg gemte ferie fra året før. Som altid i de år jeg arbejdede på ambassaden, blev jeg mødt med stor velvilje. På hjemmefronten var der også grønt lys, så jeg gik i gang med at søge penge og planlægge. Det lykkedes over al forventning. Fonden bevilligede mig det beløb, jeg havde søgt om, og til min store overraskelse fik jeg det i svenske kroner, som dengang var mere værd end danske. Formålet, jeg havde angivet, var: ”To brush up my Japanese”.
Så i oktober 1989 gik turen atter til Japan. Nærmere betegnet Kanazawa, som ligger ca. 400 km nordvest for Tokyo. Her blev jeg indlogeret privat på førstesalen af et stort gammelt hus ikke langt fra skolen. Der var yderligere to værelser, som også var beboet af udlændinge. En af dem var Buck, en amerikansk skiguide fra Canada. Han ville gerne lære noget japansk, da de fleste af hans kunder var japanere. Buck, som havde sin guitar med, havde en stor forkærlighed for Neil Young. Jeg kan stadig for mit indre øre høre ham synge: ”Sailing heart-ships through broken harbors…” i tatami-rummet ved siden af mit.
Undervisningen i Kanazawa var langt bedre, end den jeg havde fået i Kyoto 12 år tidligere. Lærebogen var ny og indeholdt eksempler på både høflighedssprog og dagligdags sprog. Så da jeg rejste hjem en lille måned senere, havde jeg opnået det, jeg gerne ville. Mit japanske var blevet en hel del bedre.
På skolen blev jeg snart gode venner med et par af mine medstuderende. Axel fra Tyskland og Sus fra Danmark. De boede sammen med en flok udlændinge af forskellig nationalitet i et gammelt hus lidt uden for byen, og jeg besøgte dem ofte. Det var lidt besværligt at komme frem og tilbage, men Axel sørgede hurtigt for et transportmiddel til mig. Han havde allerede været i landet et stykke tid og havde opdaget, at japanerne havde for vane at kassere ting, blot der var det mindste i vejen med dem. Han klunsede hurtigt en cykel til mig, som han delvist selv reparerede. Resten klarede en lokal cykelsmed for en beskeden sum penge. Kanazawa er en skøn by, men lige præcis for stor til at komme rundt i til fods. Så cyklen viste sig snart at blive uundværlig for mig.
I weekenderne tog jeg på forskellige ture. Nogle gange alene og nogle gange i selskab med Sus og Axel. Sidstnævnte kendte en japaner, som var villig til at låne ham sin bil. Og den mulighed gjorde vi flittigt brug af. En gang kørte vi til Kamikochi, et ufatteligt smukt sted i De japanske Alper, ca. 140 km fra Kanazawa. Og en anden gang var det Nishiyama i Hakusan Nationalpark kun 60 km væk. Men selv om afstanden var beskeden, var det et besværligt sted at komme til. Med offentlige transportmidler ville det stort set have været umuligt, og selv i bil krævede det en vis portion tålmodighed. Man skulle igennem en lang tunnel med kun en enkelt vejbane for at tilbagelægge det sidste stykke. En lyskurv, som skiftede mindre end to gange i timen, regulerede trafikken. Hakusan betyder det hvide bjerg og med god grund, for selv om det kun var oktober, var der sne overalt.
Det blev også til en tur til Kurobe Dam, som jeg engang havde set et billede af på en plakat og siden drømt om at besøge. Stedet er kun tilgængeligt med tog og busser samt to kabelbaner og en svævebane. Et sted på ruten var sneen så dyb, at de lokale rådede os til at binde reb om skoene, for at vi kunne stå fast. Rundt omkring i terrænet boblede varme kilder op af jorden, idet de udsendte en tyk damp og en umiskendelig stank af rådne æg.
En af de sidste weekender tog jeg på egen hånd til Nagoya for at besøge familien Kageyama, som jeg ikke havde set i rigtig mange år. Det var et varmt gensyn. Jeg fik lov at overnatte i deres hjem, og næste morgen stod vi tidligt op. Sammen kørte vi op til Biwa-søen for at se Hikone Castle, der er en af Japans bedst bevarede borge fra samuraitiden. Jeg er normalt ikke god til at huske, hvad jeg har fået at spise ved forskellige lejligheder, men frokosten denne dag husker jeg tydeligt. Vi sad på første sal i en gammel restaurant i japansk stil med udsigt ud over søen og spiste and.
Min sidste aften i Kanazawa havde jeg lovet at traktere alle beboerne i ”udlændingehuset” med min signaturret. Jeg kan roligt kalde den sådan, for det var den eneste japanske ret, jeg kunne lave. Buck, min canadiske sambo var også inviteret. Det meste af dagen brugte jeg på at købe ind. Men netop da Buck og jeg skulle til at tage af sted ud til huset, blev vi stoppet af vores egen husvært. En sød midaldrende kvinde, som inviterede os til at spise sammen med hende og hendes familie. Vi var ganske vist på vej et andet sted hen at spise, men vi kunne umuligt undslå os. Det viste sig at være et større måltid, de havde lavet til os. Alle områdets delikatesser og lidt til. Nødningen var der heller ikke noget i vejen med.
Værtinden havde hele tiden uvist af hvilken grund udvist en vis benovelse over min tilstedeværelse, og først under måltidet gik det op for mig hvorfor, da hun i forbifarten nævnte min tilknytning til Det japanske Udenrigsministerium. Hun havde selvfølgelig lagt mærke til stemplet i mit pas, som jeg havde skullet vise hende, da jeg flyttede ind.
Først et godt stykke hen på aftenen kunne Buck og jeg være bekendt at sige tak for et formidabelt måltid. Propmætte var vi begge, men en aftale var en aftale. Jeg skulle ud og lave mad til en flok sultne studerende. Og det viste sig at være umagen værd, for bagefter roste de alle i høje vendinger mine kulinariske anstrengelser. Men måske har de blot været meget sultne, for vi kom først til at spise ved 23-tiden.
Dagen efter fløj jeg til Tokyo, hvor jeg skulle bo en enkelt nat hos et japansk par, der begge havde være udstationeret på ambassaden i København. Straks jeg mødte dem, fortalte de, at en tidligere ambassadør – den eneste kvindelige af slagsen, vi havde haft – ville invitere os ud at spise samme aften sammen med en gruppe af tidligere udstationerede ved ambassaden i Danmark. Folk, som jeg alle kendte.
Det kneb lidt med rent pænt tøj for mit vedkommende, så jeg måtte med lynets hast vaske en skjorte og et par bukser og stryge dem tørre. Sidstnævnte foregik på et lille strygebræt i gulvhøjde, og mine to værter havde meget fornøjelse af at betragte mine anstrengelser.
På vej til restauranten begyndte det pludselig at regne, og jeg var ret våd, da vi nåede frem. Min kvindelige vært kunne ikke lade være med smilende at fortælle ambassadøren om, hvor stor en umage, jeg havde gjort mig med strygningen. Denne lod sig dog ikke imponere, hun kastede blot et enkelt blik på mig og sagde: ”Det kan man ikke se!”
Men ellers var det en dejlig aften.
Næste morgen rejste jeg hjem til Danmark. Der skulle nu gå tretten år, før jeg atter kom til Japan.
En maskes bekendelser
I begyndelsen af 1990 blev jeg ringet op af Gyldendals Forlag, som jeg aldrig havde haft kontakt med før. De havde bemærket, at jeg oversatte direkte fra japansk til dansk, og ville høre, om jeg kunne påtage mig en opgave for dem. De ville gerne have mig til at oversætte romanen ”Kamen no kokuhaku” af Yukio Mishima, en af de mest forkætrede japanske forfattere, som efter et mislykket statskup tog sit eget liv på traditionel samurai-maner ved at skære maven op på sig selv. Gyldendal havde allerede udgivet fem af hans værker, alle sammen oversat via engelsk.
Jeg var godt klar over, at det var en stor opgave, jeg gik ind til, hvis jeg sagde ja. Mishima regnes for en af landets mest betydningsfulde forfattere i det 20. århundrede. ”En maskes bekendelser”, som bogen kom til at hedde på dansk, er et af hans hovedværker. Skrevet i et ofte svært tilgængeligt sprog. Alligevel endte det med, at jeg sagde ja. Jeg betragtede det som den ultimative udfordring, mit svendestykke så at sige ud i kunsten at oversætte.
Jeg havde som tidligere nævnt allerede oversat tre bøger fra japansk. Men det var ikke nok til at overbevise forlaget om mine sproglige færdigheder. Før de besluttede sig til endelig at hyre mig, måtte jeg aflevere en prøveoversættelse af første kapitel. Da den var sluppet igennem nåleøjet, kunne jeg så gå i gang med resten af bogen.
Opgaven viste sig at være endnu vanskeligere end først antaget. Ofte stødte jeg på gloser, som ingen ordbøger ville kendes ved. Heldigvis havde jeg en sand guldgrube i form af den daværende ambassadør, som vistnok havde en klassisksproglig uddannelse bag sig. I hvert fald syntes han at vide alt, og han var altid villig til at dele sin viden med mig.
Alligevel fandt jeg ingen glæde ved at oversætte bogen. Et helt år tog det, og jeg følte mig ikke i godt selskab undervejs. Som oversætter kommer du utrolig tæt på en tekst. Og jeg skal ærligt indrømme, at jeg fandt denne bog dybt ubehagelig. Derfor var det en stor lettelse for mig, da jeg endelig kunne aflevere det færdige resultat til Gyldendal. For min ulejlighed fik jeg 15.000 kr.
Dette beløb blev for mig sat i særligt relief, da jeg året efter var blevet ansat hos Brother. Her skulle vi have oversat en telefaxmanual fra engelsk til dansk. Pris 15.000 kr. Det blev enden på min gerning som japansk-dansk oversætter. Jeg kunne ikke få større udfordring, end den jeg havde haft med ”En maskes bekendelser”, så jeg mente ikke, at jeg havde mere at bevise over for mig selv. Desuden havde jeg andet og bedre at bruge min tid til end at slide så længe og så hårdt for så ringe en betaling. Jeg bebrejdede ikke forlaget, for jeg forstod godt princippet med udbud og efterspørgsel. Jeg ville bare ikke være med mere på de betingelser.
Farvel til ambassaden
Nu foregriber jeg imidlertid begivenhedernes gang. Jeg havde været glad for at være på ambassaden, men pludselig var der gået mere end 10 år, og min 40-års fødselsdag nærmede sig med faretruende hast. Jeg kunne ikke se mig selv tilbringe resten af livet i samme job, så tiden måtte være kommet til at søge andre græsgange.
Jeg gik derfor i gang med at sende en lang række uopfordrede ansøgninger til alle de virksomheder, jeg kunne komme i tanker om, som eksporterede til Japan. Jeg kunne ikke forestille mig andet end, at man med kyshånd ville tage imod en ”Japan-ekspert” som mig.
Måske havde jeg ikke tilstrækkeligt med fantasi, for resultatet eller manglen på samme var nedslående. To gange blev jeg dog budt ind til samtale. Det første sted blev jeg desværre vejet og fundet for let. Det andet sted var de interesserede, men kun hvis jeg ville lade mig udstationere i Japan. Det lød fristende, men jeg havde to små børn, en noget ældre datter og en kone med karriere, så her var det mig, der måtte takke nej.
Da listen med eksportvirksomheder var udtømt, tænkte jeg, at jeg kunne forsøge mig med importvirksomheder i stedet. Her blev jeg overhalet indenom. Min far, som var mangeårig direktør for Brother, ringede og fortalte mig, at han havde tænkt sig at trække sig tilbage. Han skulle derfor have besøg af den japanske direktør for Brother Europe for at forhandle aftrædelsesvilkår. Min far syntes ikke, at hans engelskkundskaber var gode nok til, at han turde forlade sig på dem ved så vigtigt et møde, så var det muligt, at jeg kunne tage fri fra arbejde og hjælpe ham?
Jeg sagde naturligvis ja, og besluttede mig til ved samme lejlighed at spørge Europa-direktøren, om der kunne blive plads til mig i virksomheden, når min far trak sig tilbage. Det kunne der heldigvis. Skrivemaskinen var allerede da på retur. Printere var fremtiden. Jeg skulle lære det hele fra grunden af, så enden på det blev, at jeg blev ansat i printerafdelingen.
Tilbage var der så blot at sige op på ambassaden. Det tog de pænt. Ambassadør Masuda var endda så venlig at byde mig på et lille glas til afsked på sit kontor. Han sagde, at han var ked af, at jeg stoppede, men at han godt forstod, at jeg gerne ville videre.
Efter 12 års tro tjeneste på Den japanske Ambassade gik jeg ud ad døren for sidste gang den sidste fredag i september 1991.