Vi er nu nået til tredje del i beretningen om ”Mit liv med Japan” fra 1991 til 2019. Dette afsnit handler fortrinsvis om de rejser, jeg foretog til Japan i nullerne. De fleste af dem var firmamæssige. En enkelt privat. Kulminationen på det hele var Brother koncernens 100-års fødselsdag.
De to tidligere afsnit i denne serie kan du finde henholdsvis her og her.
Til Japan igen
De gode tider i nullerne udmøntede sig i en række forretningsrejser til Japan. Den første var arrangeret af den europæiske symaskineafdeling og fandt sted i 2002, tretten år efter, at jeg sidst havde besøgt landet.
Jeg havde endnu ikke overtaget hvervet som administrerende direktør, så jeg valgte selv at tage af sted sammen med vores bedste symaskineforhandler. De andre europæiske afdelinger havde et væsentligt større salg end os og derfor også en del flere deltagere. Eneste undtagelse var irerne, der som os kun var to personer af sted. Vi fire mænd fandt hurtigt sammen.
De to første dage var hele gruppen på sightseeing syd for Nagoya. Første stop var Ise Shrine, den vigtigste helligdom inden for Shinto religionen. Dernæst drog vi ned til Mikimoto Island, hvor vi overværede traditionelt perlefiskeri. En lille båd med kvinder i hvide gevandter lå og vuggede ude på vandet. Og med jævne mellemrum lod kvinderne sig falde over bord og dykkede ned efter perler fra de undersøiske østersbanker. Et ældgammelt erhverv på de kanter, men som tilskuer kunne du ikke undgå at få det indtryk, at hele optrinet nu kun var for turisternes skyld.
Bagefter skulle vi selv ud at sejle. Et cruise på Toba-bugten med frokost ombord. Tidligere når jeg havde været på arrangeret tur i Japan, havde værterne taget hensyn til, at udlændinge måske ville finde nogle japanske retter mere fremmedartede end andre. Sådan var det ikke denne gang. I bordene mellem sæderne var der indbygget en grill, så vi selv kunne tilberede vores mad. Alt godt fra havet! Heriblandt diverse skaldyr, som det slet ikke var faldet os ind kunne være spiselige. Men folk var tapre og ydede deres bedste for ikke at være kræsne.
Nogle faldt dog fra, da der blev serveret konkylier. Ikke kun, fordi de ikke havde lyst til at smage, men også fordi det var næsten umuligt at hive indmaden ud med et par spisepinde. De få det lykkedes for, var meget forbeholdne i deres vurdering. En af dem forklarede: ”Det ligner en navlestreng og har konsistens som en postelastik.”
Vores egne veje
Hovedformålet med besøget var en gigantisk handicraft udstilling i Nagoya. Hele to dage var der sat af til den i vores program. For os fire var en enkelt eftermiddag dog mere end nok. Om aftenen var der arrangeret middag på hotellet, men de tre andre ville hellere se lidt af byen på egen hånd. Det endte med, at vi fandt en nudelshop, som lå på et gadehjørne. Et lille enmandsbetjent sted med en lang disk med barstole foran. De tre andre bad mig bestille for dem, da menuen kun var på japansk. Ramen og Gyoza, blev det til, og begejstringen var stor.
Næste dag stod der igen udstilling på programmet. Her var mine tre rejsefællers begejstring til gengæld begrænset. De bønfaldt mig om at finde et mere spændende alternativ. Det gjorde jeg så. Et sted, jeg heller ikke selv havde været. Den lille by Inuyama, der ligger 35 km nord for Nagoya. Byen er kendt for sin 500 år gamle borg, som er en af Japans bedst bevarede.
Da vores japanske værter hørte om vores planer, blev de skrækslagne. Hvad nu, hvis der skete os noget? Eller hvis vi blev væk og ikke kunne finde tilbage? Jeg prøvede at forklare, at jeg selv tidligere havde rejst rundt på egen hånd i landet og sagtens kunne passe på de andre. Men man lod sig først formilde, da jeg havde taget imod en mobiltelefon, som jeg kunne bruge til at ringe efter hjælp, hvis vi skulle komme i uføre. Det blev dog ikke nødvendigt.
De tre andre bad mig også om at sige til vores værter, at vi nok ikke kunne nå tilbage til spisetid. Utaknemmelige skarn, som de var, orkede de ikke flere gallamiddage. De ville hellere spise endnu en omgang nudler i biksen på hjørnet. Kunden har altid ret, så sådan blev det.
Aichi Expo 2005
Nu kom japanrejserne som perler på en snor. Allerede i 2005 skulle jeg af sted igen med en flok kunder. Det gik forrygende godt for Brother både i Danmark og på verdensplan, så der blev ikke sparet på noget. Hovedformålet med turen var at besøge Verdensudstillingen (World Expo), som denne gang fandt sted i Aichi-provinsen, hvor Brothers hjemstavn Nagoya er hovedbyen. På udstillingen havde virksomheden sin egen stand, hvor der blandt andet blev vist prototypen på en superprinter, der hvad angår hastighed ville slå alle konkurrenter af marken. Desværre blev den aldrig sat i produktion.
Under besøget på Aichi 2005 fik jeg lejlighed til at møde mine gode venner gennem mange år, hr. og fru Kageyama. Han var netop blevet pensioneret fra sit job som medlem af fabrikkens bestyrelse. Alligevel havde han stor appetit på at besøge en begivenhed af den karakter. Ikke mindst da Brother tog aktivt del, og udstillingsområdet lå i den provins, hvor han selv boede.
Fra Japan gik turen videre til Hongkong, hvor vi skulle tilbringe et par dage. En af dem brugte vi på at køre en tur med bus ind i Kina for at se en nyligt opført Brother fabrik. Da vi til fods skulle passere ”grænsen”, blev vi som det første mødt af nogle personer i beskyttelsesdragter, der rettede en form for strålekanon imod os. Det viste sig at være en indretning, der skulle måle, om nogle af de indrejsende havde feber. Det var ganske vist nogle år siden, at SARS-epidemien var opstået i Kina, men man var stadig meget påpasselig. Tanken strejfede mig, at kanonen måske skulle have været rettet den modsatte vej.
En af turens højdepunkter var en sejltur i Hongkong bugten. Kort efter, at vi havde lagt fra land, dukkede der en djunke op ved siden af os med Brother’s logo anbragt på sejlet. Den fulgte os hele vejen til yachthavnen, som var vores mål. Jeg bor ikke langt fra Skovshoved Havn, og dér ligger nogle pænt store både. Men den største af dem var at regne for en valnøddeskal i sammenligning med de fartøjer, vi så her. I det hele taget var der mange ting i Hongkong, der fik mig til at tænke på Danmark som en lille andedam. Det var svært at forstå sammenhængen med det kommunistiske Kina, som vi netop havde besøgt.
Den sidste aften i Hongkong kom jeg til at sidde ved siden af hr. Yamamoto, den japaner, som havde det personalemæssige ansvar for fabrikken, vi netop havde besøgt i Kina. Han var meget snakkesalig og forklarede mig, at fabriksarbejderne blev rekrutteret over hele Kina, så mange af dem var langt væk hjemmefra. De fleste af dem kom fra landet og havde sagt ja til jobbet af en eneste årsag. På to år kunne de tjene nok til at købe et hus, når de kom hjem. I tilknytning til fabrikken var der nemlig et gratis kollegieværelse til hver af dem, og forplejning var også en del af pakken, så der var gode muligheder for at spare op.
Min bordherre fortalte mig imidlertid, at hele arrangementet alligevel var langt fra problemfrit. På det tidspunkt var der stadig étbarnspolitik i Kina, og når fabriksarbejderne vendte tilbage til deres hjemegn efter endt tjeneste, havde deres familie som regel en ægtefælle klar til dem.
Men hvad var problemet?”
Joh”, forklarede Mr. Yamamoto på sit noget ubehjælpsomme, men dog ret koncise engelsk:
”In Brother factory boy meet girl – Love – Baby happens – No good no good”
Og det var jo klar tale.
Tilbage til Inuyama
Allerede året efter var der globalt møde i Japan, og nu da alle de europæiske chefer alligevel var samlet, blev der også afholdt europæisk topmøde. Af en eller anden årsag foregik sidstnævnte netop i Inuyama, som jeg havde besøgt tre år tidligere. Om eftermiddagen den sidste dag, efter at mødet var afsluttet, var vi nogle stykker, der gerne ville ud i byen og drikke en øl. Det rygtedes, og pludselig ville alle europæerne med. Desværre var alt lukket på det tidspunkt. Der var det, at alle mine mange års studier virkelig kom til gavn. Jeg bankede på døren til en lille restaurant. En ældre kvinde kom ud og viste med diverse fagter, at stedet først åbnede til aften.
Da jeg på mit bedste japansk forklarede hende, at vi blot skulle have øl, så hun først tvivlrådig ud, men fik så øje på den hale af mennesker, der stod udenfor og ventede. Hun kunne godt regne i hovedet, og det endte med, at hun åbnede kun for os. Vi fik vores øl, og jeg var dagens mand i skysovs.
På vej mod et vendepunkt
De følgende år fortsatte fremgangen. Vi indtog pladsen som Danmarks næststørste leverandør af printere og små kopimaskiner. En typisk del af det japanske lønsystem er, at man ud over grundlønnen får en bonus, hvis visse mål bliver opnået. Det gjaldt alle medarbejdere i virksomheden, og der var også faste regler for, hvor stor den skulle være. Et år havde fremgangen været så stor, at japanerne helt uden for nummer valgte at fordoble alles bonus.
Vi nød alle succesen og følte næsten, at vi kunne gå på vandet. Men så kom finanskrisen. Og den ramte hårdt. Hvor vi før havde koncentreret os om at sælge så meget som muligt, ændrede vores fokus sig brat. Nu gjaldt det først og fremmest om at få pengene hjem for de varer, vi allerede havde solgt. Desværre lykkedes det ikke hver gang. Nogle af vores største forhandlere gik konkurs og efterlod os med store tab. Vi var heldigvis velpostrede nok til at klare skærene uden de store problemer. Men vi var nødt til at justere vores kreditlofter, og det gik naturligvis ud over omsætningen.
Et fødselsdagsår
Inden det kom så vidt, kunne vi i 2008 fejre tre store begivenheder. Brother Japan fyldte 100 år, Brother Europe fyldte 50 år. Og Brother Danmark fyldte 40 år.
Virksomhedens historie tog sin begyndelse i 1908, hvor to brødre, der sammen havde et symaskineværksted, opfandt en lille maskine til at reparere stråhatte med. Alle japanske bønder gik med stråhat for at beskytte sig mod solen, når de arbejdede ude i marken. Da midlerne på det tidspunkt var meget beskedne, havde de ikke råd til at købe en ny hat, når den gamle gik i stykker, men var nødt til at få den repareret.
Brødrene fik succes med deres opfindelse, og derfra udviklede det sig til den verdensomspændende koncern, vi kender i dag. Hvorfor den kom til at hedde Brother, er der ingen der ved med sikkerhed. Men der er mange gisninger, og en af dem er, at det var, fordi to brødre havde startet det hele.
Hvorom alting er, var der lagt op til stor fejring det år i Japan. Men da japanere har det med at kombinere det nyttige med det behagelige, skulle der først være en række forretningsmøder.
På rundtur i Japan
Min kone, Helle havde aldrig været i Japan, men ville gerne stifte nærmere bekendtskab med det land, der var min store lidenskab. Derfor benyttede vi lejligheden nu, da jeg alligevel skulle derud, til sammen at tage af sted halvanden uge før, jeg skulle møde op i Nagoya.
Det blev en stor oplevelse for os begge. Vi ankom til Tokyo på det perfekte tidspunkt til at opleve kirsebærtræernes blomstring i Ueno Park og alt det postyr, der sædvanligvis følger med. Allerede dagen efter fløj vi til Miyazaki på Kyushu, hvor jeg hjemmefra havde lejet en bil. Herfra kørte vi til vulkanøen Sakurajima og Kagoshima og derfra videre op over højsletten til Aso, som er kendt for sit kolossale udslukte vulkankrater og den stadig meget aktive vulkan, som ligger inde i det.
Den dag, vi besøgte vulkanen, var vi meget heldige. Vinden blæste fra en gunstig retning, så vi kunne tage svævebanen op og se direkte ned i krateret, hvor kogende vand boblede lystigt. Jeg har været der siden hen, men der har det end ikke været muligt at komme i nærheden af vulkanen. Og så sent som i oktober 2021, gik den i udbrud.
Fra Aso kørte vi til Kurokawa Onsen, et stort spaområde i bjergene. Videre til Takachiho. Og derfra til Beppu, hvor vi skulle aflevere bilen. Jeg vil ikke i denne sammenhæng komme nærmere ind på de steder, vi så, men du kan se dem beskrevet her og her. Hele ruten er absolut en rejse værd. Efterfølgende bragte hurtigtoget shinkansen os til Kyoto, som Helle selvfølgelig også skulle se. Og så var det videre til Nagoya, hvor vi skulle have en enkelt overnatning, inden vores veje skiltes, da jeg nu skulle på arbejde.
Inden Helle rejste hjem, havde jeg fornøjelsen af at introducere hende til mine gamle venner hr. og fru Kageyama.
Nagoya har ry for ikke at være særlig interessant for turister, men rent faktisk ligger en af Japans vigtigste shinto helligdomme, Atsuta Shrine i netop denne by. I Europas kongehuse er kronregalierne, symbolet på den kongelige magt, typisk scepter og rigsæble. I Japan er symbolet på den kejserlige magt spejl, sværd og juvel, og da kejseren er shinto religionens overhoved, er disse genstande også de mest hellige i shinto. En af dem, sværdet bliver opbevaret netop i Atsuta helligdommen, så den tog vi sammen ned for at se. Det er et imponerende sted, selv om sværdet ikke er fremme til offentligt skue.
De efterfølgende dage er der ikke så meget at fortælle om. Først møder, og dernæst blev der festet igennem, som det passer sig, når en 100-års jubilar skal fejres.