Her følger femte og sidste indlæg i føljetonen om ”Mit liv med Japan” fra 1991 til 2019. I det følgende kan du læse om en rejse til Japan, jeg foretog sammen med mine tre børn, som ikke havde været der før. Jeg beretter også om slutningen på mit arbejdsliv, om min beslutning om at sætte mig på skolebænken igen, og hvordan denne website så dagens lys.
Har du ikke læst de fire tidligere afsnit i denne serie, kan du begynde her.
En familieudflugt
Jeg havde i mange år drømt om at introducere mine tre børn til mit livs passion, Japan. Men der var hele tiden kommet noget i vejen. Enten var en af dem ude at rejse, eller jeg var, hvilket skete ofte. Som nordisk chef havde jeg alt for meget at se til på jobbet til, at jeg kunne tage af sted, og endelig var yenkursen i de år skyhøj, så det ville blive en meget bekostelig affære at tage af sted fire mennesker.
I 2013 derimod var jeg arbejdsmæssigt trådt et skridt tilbage, og havde knap så travlt som tidligere. Mine børn havde mulighed for at tage fri fra arbejde eller studier, og prisen på den japanske yen var rekordlav. Så nu skulle det være. Nærmere betegnet i midten af oktober.
Jeg ville gerne vise dem, at Japan er mere og andet end blot teknologi, storbyer og turistattraktioner. Landet har en helt enestående og til tider skræmmende natur. Det kommer til udtryk mange steder, ikke mindst på Kyushu, som jeg havde besøgt ved flere lejligheder. Hver gang havde det været en stor oplevelse, og den ville jeg gerne give videre til mine børn.
Vi tog blot en enkelt overnatning i Tokyo, før vi rejste videre. Fra Haneda skulle vi flyve til den sydvestlige del af Kyushu, nærmere betegnet Kumamoto. Indtil da havde jeg kun fløjet indenrigs i Japan med ANA eller JAL, hvilket prismæssigt havde været i den høje ende. Jeg besluttede derfor at undersøge, om der i Japan ikke skulle være en pendant til vores Norwegian eller Sterling. Det var der rent faktisk. Og mere end en.
Det endte med, at jeg bestilte fire billetter hos et selskab kaldet Skymark til en brøkdel af den pris, jeg skulle have givet hos de to andre. Derfor var jeg en anelse nervøs for, at det skulle vise sig at være et veteranfly holdt sammen med hæfteplaster og tyggegummi. Men det var bestemt ikke tilfældet. Det var et splinternyt og meget komfortabelt fly, vi gik ombord i.
Fra Kumamoto kørte vi i lejet bil op midt over øen til vulkanområdet Aso, hvor jeg selv havde været 5 år tidligere. Denne gang var det af sikkerhedsmæssige årsager ikke muligt, at komme tæt på den aktive vulkan, så den oplevelse kunne jeg desværre ikke give dem. Alligevel fik de et godt indtryk af, hvilken storslået og frygtindgydende natur Japan har at byde på.
Fra Aso drog vi videre mod spa-området Kurokawa Onsen, hvor vi tog bad i varme kilder og smagte på den spændende og eksotiske menu, som vores ryokan trakterede os med. Halvdelen af det, vi spiste, anede vi ikke, hvad var, men det meste af det smagte godt.
Herfra gik turen til kystbyen Beppu, hvor vi skulle aflevere bilen, inden vi tog toget til Hiroshima. Men i Japan kan du ikke altid kan løbe an på, at tingene går som planlagt. Om aftenen i Beppu satte det ind med flere timers skybrud som forløber for en tyfon, der var på vej.
Ifølge vejrudsigten så det ud til, at den ville krydse den jernbanestrækning, vi skulle tilbagelægge dagen efter. Med andre ord risikerede vi, at vores tog ville blive aflyst. Så galt gik det heldigvis ikke. I sidste øjeblik valgte tyfonen at lægge kursen om, og vi gik fri. Tyfonvarsler er imidlertid en risiko, man må kalkulere med, hvis man vælger at rejse i Japan i perioden maj til november. Og ofte bliver det ikke kun ved varslet, som det heldigvis gjorde i dette tilfælde.
Atombombemuseet i Hiroshima gjorde som ventet et voldsomt indtryk. Kun de færreste drager uberørt videre efter at have set det.
Der blev også tid til en enkelt overnatning på den lille ø, Miyajima, som ligger i bugten ud for Hiroshima. Et idyllisk sted, især kendt for den store røde torii port, der står ude i vandet ud for Itsukushima-helligdommen. Unge japanere kommer langvejs fra for at blive viet her, og det gav os en enestående chance for at komme til japansk “globryllup”.
Vi så således, hvordan alle gæsterne blev anbragt ved to langborde. Et til brudgommens familie og pårørende og et til brudens. Det var en meget smuk vielsesceremoni at overvære, og da den var forbi gik de nygifte over og satte sig ved gommens bord som en symbolsk markering af, at hun nu var indlemmet i hans familie. Herefter blev der skålet i sake.
Næste stop på rejsen var Kyoto, hvor jeg havde fornøjelsen af at præsentere min børn for hr. og fru Kageyama, som var taget dertil for at tilbringe et par dage sammen med os. Jeg havde mødt deres børn første gang i 1971, 42 år tidligere, men det her var første gang, de mødte mine.
Hr Kageyama var født og opvokset i Kyoto og kunne fortælle mig mange ting om byen, jeg ikke vidste, selv om jeg engang havde boet der et halvt år.
Efter et par dage, der gik alt for hurtigt, tog vi lyntoget Shinkansen til Tokyo, og dagen efter sad vi i flyet tilbage til Danmark efter en uforglemmelig tur.
For mig var denne rejse en ganske særlig oplevelse. Jeg var efterhånden blevet en garvet japanfarer og undrede mig måske ikke så meget, som jeg tidligere havde gjort over. hvor anderledes tingene var i forhold til mit hjemland. Nød blot at være i et land, som jeg kendte så godt og holdt så meget af. Denne gang var det anderledes. Jeg nød selvfølgelig stadig at være der, men jeg så pludselig alting med nye øjne. Nemlig med mine børns øjne, og det gav hele turen en anden dimension, som jeg nødigt ville have været foruden.
Folkepensionist
Hjemme igen i Danmark gik tiden pludselig meget hurtigt. Jeg benyttede mine sidste arbejdsår til at involvere mig i europæiske arbejdsgrupper, og tilbragte en stor del af min tid med at deltage i møder rundt omkring i Europa.
Før jeg vidste af det, stod der december 2015 på kalenderen. Jeg havde stadig tre måneder tilbage af min kontrakt, men som en særlig gestus lod min arbejdsplads mig gå tre måneder tidligere.
Nu var jeg så folkepensionist. Alene ordet! Hver dag kunne jeg sove længe. Siden jeg kom i første klasse, havde jeg skullet noget hver dag. Det var slut nu. Noget af en omvæltning. Jo, jeg kunne ro kajak, så tit jeg havde lyst, og vejret var til det. Jeg kunne læse bøger og streame tv-serier. Der var mange ting, jeg kunne få tiden til at gå med. Endnu et udtryk, der skurrede i mine ører. Tiden er selve det grundstof vores liv består af, ikke bare noget, som det gælder om at få brugt.
En dag nævnte min ældste datter, som er jurist, at hendes arbejdsplads havde bevilget hende en videreuddannelse efter eget valg. Hun havde valgt at læse til journalist. Selv havde jeg i min tidligste ungdom puslet med tanken om to forskellige uddannelser, jeg kunne give mig i kast med. Jurist og journalist. Men jeg havde været for sløv. Ingen af delene var blevet til noget. Og nu var det for sent. Pudsigt i øvrigt, at min datter var blevet det ene, og nu også gerne ville være det andet. Hun havde valgt de ting, som jeg aldrig fik gjort. Da slog tanken mig. Hvorfor skulle det egentlig være for sent for mit vedkommende?
DMJX
Jurist havde jeg dog ikke mod på at blive. Men jeg undersøgte, hvilke muligheder der var for at opfylde den anden af min ungdoms ambitioner, og fandt hurtigt ud af, at Danmarks Journalisthøjskole, DMJX havde en såkaldt fagjournalistuddannelse, der varede to år. Den var tænkt som en overbygning til den uddannelse, man havde i forvejen. Jeg blev straks optændt af ideen, men efter et stykke tid skød jeg det alligevel fra mig. Orkede jeg virkelig to år på skolebænken så sent i livet?
Om foråret afholdt DMJX en informationsdag, og der kunne der vel ikke ske noget ved at deltage. Det gjorde jeg, og dermed var sagen afgjort. Jeg skulle læse til journalist. Det krævede en større husransagelse at finde mit eksamensbevis fra japanskstudiet, men det lykkedes, og ansøgningen blev sendt af sted. Spørgsmålet var så, om de ville optage en gammel mand som mig.
Det ville de heldigvis. I begyndelsen af efteråret 2016 havde jeg første skoledag. Det blev to spændende, men også stressende år. Det kan virke ganske grænseoverskridende at få udstukket et emne og så skulle ringe til et vildt fremmed menneske og bede om et interview ansigt til ansigt. Jeg var sikker på, at det ville være op ad bakke. Hvem gad bruge sin kostbare tid på at tale med en alderstegen journaliststuderende? Det viste sig til min store overraskelse, at det gad de fleste.
En anden ting, der kom bag på mig, var, hvor meget IT der indgik i studiet. Inden min optagelse havde skolen ringet til mig for at høre, hvordan jeg som en ikke helt ung person havde det med IT. Nu forstod jeg hvorfor. Som nyuddannet journalist skal du i dag kunne det hele selv. Du skal kunne fotografere og filme med din telefon. Den video, du optager, skal du selv kunne redigere. Du skal kunne sætte en side op til et magasin, og du skal kunne lave en hjemmeside. Vælger du podcast som tilvalgsfag, skal du også lære at lave det. Endelig forventes det, at du færdes hjemmevant i et regneark.
Excel kunne jeg i forvejen, men alle de andre IT-færdigheder fik jeg lært, og det er formentlig det største langsigtede udbytte jeg havde af den uddannelse, ud over glæden ved at kunne bevise for mig selv, at der stadig var liv i mig. På den korte bane havde jeg stor fornøjelse af det sociale islæt. At møde og arbejde sammen med nogle nye mennesker i forskellige aldersgrupper. Mennesker, som havde samme mål som jeg.
Som afsluttende opgave skulle jeg lave enten et magasin eller en website med et tema, der havde relation til mit oprindelige fag. Det blev til ”Japan i Danmark” – en website for danskere med interesse for Japan.
Japan-Tips
I sommeren 2018 dimitterede jeg som journalist. Jeg havde lært mange ting i løbet af de to år, jeg havde brugt på uddannelsen, og dem ville jeg naturligvis gerne bringe i anvendelse. Dog ikke ved at søge arbejde som nyuddannet journalist, for jeg var udmærket klar over, at det nok ville være op ad bakke for en mand i min alder at forsøge at blive praktikant på Jyllands-Posten eller Politiken. Men hvad skulle jeg så?
Gennem årene har jeg fået mange henvendelser fra folk, der gerne vil have nogle praktiske råd i forbindelse med en påtænkt rejse til Japan. Japan-nørd, som jeg er, har jeg altid nydt at kunne bidrage med min viden på området. Nu faldt det mig imidlertid ind, at jeg kunne tage denne rådgivning et skridt videre ved at oprette en hjemmeside, hvor interesserede selv kunne søge de oplysninger, de havde brug for. Tanken blev til handling, og japan-tips.dk så dagens lys.
I 2016 var jeg igen i Japan. Denne gang på Hokkaido for første gang i mit liv. Her gik det op for mig, at der er så mange skønne steder i Japan, som jeg endnu aldrig har fået besøgt, da jeg har haft en tendens til altid at tage de samme steder hen.
Opdagelsesrejsende
Jeg besluttede derfor at tage derud igen i 2018, men denne gang ville jeg kun besøge steder, hvor jeg ikke havde været før, og når jeg kom hjem ville jeg skrive om dem på min website. Jeg håbede derigennem at give mine læsere blod på tanden til at prøve at rejse uden for de gængse turiststrøg. Denne strategi bragte mig blandt andet til Mount Osore.
Rejsen var så spændende en oplevelse, at jeg besluttede mig til fremover at tage til Japan en gang om året og hver gang indsamle så meget materiale, at jeg havde nok til at holde min blog gående til næste gang, jeg skulle af sted.
På turen i 2019 valgte jeg dog at være knap så stringent. Det gjorde ikke noget at skrive lidt om Kyoto og Tokyo, selv om jeg havde været der mange gange, for der ville de fleste besøgende nok tage hen under alle omstændigheder.
Mine rejsemål i 2016, 2018 og 2019 er alle beskrevet på japan-tips.dk.
Mit liv med Japan
Desværre går det ikke altid, som præsten prædiker. Der kom en corona pandemi i vejen for mine yderligere rejseplaner. Og den er desværre ikke gået væk endnu.
Jeg havde bestilt en tur til Japan, som skulle finde sted i april 2020. Den måtte jeg desværre udsætte til efteråret, derefter til foråret 2021 og igen til efteråret samme år. Nu har jeg helt aflyst rejsen. Jeg håber at bestille en ny, så jeg kan komme af sted i 2022. I foråret blev det ikke, men forhåbentlig til efteråret.
Ud over selve skuffelsen over ikke at kunne komme af sted, betød de mange aflysninger også, at jeg ville løbe tør for stof til japan-tips.dk, hvis jeg bare lod stå til. Det ville jeg være ked af, for jeg har stor fornøjelse af at arbejde med siden.
Da faldt det mig ind, at det i 2021 var 50 år, siden jeg første gang besøgte Japan. Hvor meget kunne jeg egentlig huske fra dengang? Måske kunne jeg skrive et 50-års jubilæumsskrift.
Længst inde på loftet fandt jeg en gammel kasse med lysbilleder, og så gik jeg i gang med projektet: 50 år med Japan, tre indlæg, som der er blevet taget vel imod.
Derefter kunne jeg selvfølgelig også lige så godt skrive om anden gang, jeg var i Japan, – og tredje.
Det ene indlæg tog det andet. 70’er serien blev afløst af ”Mit liv med Japan”, og det her er sidste afsnit. I alt er det blevet til 19 indlæg, som tilsammen udgør mine erindringer med Japan som krumtap.
Mine fremtidige indlæg vil forhåbentlig være om nye, spændende steder, jeg besøger i Japan, når landet igen åbner for individuel turisme.