Mt. Osore ligger i Tohoku-regionen knap 800 km fra Tokyo og ca 150 km fra den sydlige del af Lake Towada

På Shimokita, den økseformede halvø i øverste højre hjørne af Japans hovedø, Honshu, finder du Mount Osore (Frygtens Bjerg), som anses for at være et af Japans tre mest hellige steder. De andre to er “tempelbjergene”: Mount Hiei og Mount Koya.

Ikke mange udenlandske turister finder vej herop på grund af den afsides beliggenhed, men det er bestemt hele turen værd at se dette på en gang uhyggelige og fascinerende sted.

Er du i bil, og befinder du dig allerede i det nordlige Tohoku, f.eks efter et besøg ved Lake Towada, kører du mod Shichinohe og tager vej 4 nordpå. Efter ca 20 km drejer du til højre ad vej 279 og fortsætter ad denne, indtil du 78 km senere når den lille by Mutsu. Herfra er der 24 km til Mount Osore.

Det er dyrt at køre på motorvej i Japan, så kommer du direkte fra Tokyo, og har du et rail pass, er det en langt bedre ide at tage Shinkansen til Hachinohe. Det tager ca. tre timer. Nu venter der så en tur på endnu halvanden time med lokaltoget til Shimokita Station i Mutsu. Herfra går der busser til Mount Osore fem til seks gange om dagen. Eller du kan tage en taxi. Hvad enten du kommer med tog eller i bil, er det en god ide at tage en overnatning i Mutsu, så du har god tid til at udforske området. Husk, at vintrene kan være strenge på disse kanter, så der er kun adgang til Mount Osore i perioden 1. maj – 31. oktober.

Bodaiji

Bodaiji Templets hovedbygning

Bodaiji-templet blev grundlagt for mere end 1000 år siden af munken Ennin, som ifølge legenden drog ud for at finde et sted på jorden, som matchede den buddhistiske beskrivelse af efterlivet med himmel og helvede. I en af landets fjerneste afkroge fandt han, hvad han søgte. Den nærmest overjordisk smukke Lake Usori, der ligger midt i Mount Osore området, er omgivet af otte bjergtinder, som leder tanken hen på en lotusblomsts otte kronblade, – et symbol på det buddhistiske paradis.

Til trods for sin skønhed er Lake Usori giftig på grund af dens høje svovlindhold

For at komme ned til søen skal du igennem det mest trøstesløse landskab, du kan forestille dig. Et goldt vulkansk område med kogende varme kilder i overfladen og en gennemtrængende lugt af svovl. Undervejs passerer du forskellige udgaver af helvede (Jigoku), ofte symboliseret af stenvarder og damp fra jordens indre. Og for at gøre billedet fuldkomment advares du på diverse skilte om, at du skal tage dig i agt for giftige hugorme.

Ikke just noget indbydende landskab

Mount Osore er er blevet et symbol på selve efterlivet. For at komme herind skal de døde sjæle krydse floden Sanzu, som udmunder i Lake Usori. Sanzu sammenlignes ofte med floden Styx i græsk mytologi. Flodens to bredder forbindes af en lille bro, som bevogtes af to dæmoner.

Indgang til dødsriget

Overalt på Mount Osore støder du på statuer af Jizo, en form for buddhistisk skytshelgen, som hjælper de døde sjæle med at finde fred, og som først og fremmest er børnenes beskytter. Ikke mindst ufødte børn eller børn, som dør før deres forældre.

Jizo statuer kan være forskellige af størrelse og form

De mange små spraglede plasticvindmøller, du ser rundt omkring, er offergaver fra forældre, der gerne vil give deres afdøde børn et stykke legetøj med på rejsen. På samme måde er der ved statuer af Jizo anbragt offergaver for at lette vejen for den afdøde, som f.eks. sivsandaler.

Små plasticvindmøller og sivsandaler ofres til Jizo

På bredden af Lake Usori finder du et monument af nyere dato. Det er et mindesmærke over alle dem, der døde ved det store jordskælv med efterfølgende tsunami, som ramte det østlige Japan i marts 2011.

Til minde om det store jordskælv. I midten af monumentet den allestedsnærværende Jizo

Du kan læse mere om Bodaiji og Mount Osore her.

Og ønsker du at gå endnu mere i dybden, kan denne blog anbefales.

Er du kommet i bil, og skal du nu direkte tilbage til Tokyo, er der en alternativ rute. Kør ad vej 338 langs kysten til Wakinosawa. Herfra kan du tage en færge til den lille by Kanita, som ligger knap 30 km nord for Aomori. Overfarten tager en times tid, men vær opmærksom på, at der kun er to afgange om dagen, så tjek tidsplanen, før du vælger denne løsning.

Fra Aomori kan du tage Tohoku Expressway (E4) hele vejen tilbage til Tokyo. En tur på lidt over 700 km.