Under din rejse i Japan bør du unde dig selv mindst én gang at overnatte på en ryokan, som er et hotel i japansk stil. Sørg for at få et traditionelt værelse med tatami (stråmåtter) på gulvet.
På de bedre ryokan vil der, når du ankommer sidst på dagen, typisk blive serveret te for dig på værelsets lave bord. Det er nu tid til at skifte til yukata (en let bomuldskimono), som vil være lagt frem til dig. Derefter går du ned i det kønsopdelte fællesbad, ofuru, hvor du efter at have vasket dig grundigt kan lade dig synke ned i det hede fælles badebassin. Nogle steder, de såkaldte onsen (spa), kommer vandet direkte fra varme termiske kilder.
En væsentlig del af oplevelsen, består af de kulinariske oplevelser, der bydes på, hvis man har bestilt sin overnatning inklusive halvpension, dvs. aftensmad og morgenmad.
Efter badet ifører du dig igen yukata, samt alt efter årstiden en særlig “jakke” til at tage over, og så er du klar til aftensmåltidet, som enten indtages på værelset eller i hotellets restaurant. Menuen er fastsat af stedets chef og appellerer altid til alle sanser. Landets fremmeste ryokan konkurrerer til stadighed om at kunne præsentere de mest attraktive måltider, på samme måde som gourmetrestauranter i andre dele af verden.
På et passende tidspunkt vil en stuepige rede seng til dig på værelsets tatamigulv. Sov godt!
Der findes specielle sites, hvor du kan bestille ryokan-ophold i den lidt dyrere, men også bedre ende. Gå f. eks. ind på: Japanese Guesthouses eller Japanican.
Herudover findes der nu også mange ryokan på de mere gængse portaler, som f.eks. booking.com.