Kender du lidt til Japan og japansk historie, har du utvivlsomt hørt om Ieyasu Tokugawa, grundlægger af den militærregering (shogunat), der gennem 15 generationer styrede Japan med hård hånd i perioden 1603-1868.
Hvad du måske ikke ved er, at han efter sin død blev guddommeliggjort og fik det posthume navn Tōshō Daigongen, hvilket betyder ”Den store guddom af det skinnende østlige lys”. Han blev stedt til hvile lidt uden for byen Shizuoka, hvor der blev bygget et prægtigt mausoleum for ham, som den dag i dag besøges af tusindvis af japanere hvert år. Mausoleet fik navnet Kunōzan Tōshō-gū, hvor ”gū” betyder helligdom, og Kunōzan er det bjerg, den ligger på.
Den nemmeste måde at komme derud på, er først at tage toget fra Shizuoka Station til Higashi-Shizuoka Station (1 stop). Herfra går der ca. én gang i timen en bus til Nihondaira Ropeway, en tur på ca. en halv time. Sidste etape for at komme frem til helligdommen er en svævebane, som afgår uafbrudt.
Selv har jeg det svært ved at stå i kø, hvilket kan være en hæmsko, når jeg rejser i Japan. Så da der kun var få mennesker med bussen, drog jeg et lettelsens suk. Men jeg skulle blive klogere. Jeg havde glemt, at det var weekend, så da jeg nåede frem til svævebanen, syntes køen uendeligt lang. Det gik dog rimelig hurtigt. Ikke mindst, fordi de enkelte kabiner blev proppet til bristepunktet.
Svævebanens endestation er lige ved foden af trappen, der fører op til helligdommen, som blandt andet rummer Ieyasus mausoleum.Måske vil du gerne afbryde mig her for at gøre opmærksom på, at jeg tager fejl. At den berømte shoguns mausoleum rent faktisk befinder sig i Nikkō, nord for Tokyo. Det lader der dog til at være delte meninger om. Men mere herom senere.
Når du er kommet igennem den store røde port, passerer du først helligdommens ”trommetårn”. Det var oprindelig et klokketårn, men da Shintō religionen og buddhismen blev tvangsadskilt ved lov under Meiji reformen i anden halvdel af det 19. århundrede, brød myndighederne sig ikke om, at en så vigtig helligdom havde et klokketårn. Det blev betragtet som værende et typisk buddhistisk fænomen, og derfor blev klokken skiftet ud med en taiko tromme. Og det er der ikke siden blevet ændret på.
Lidt længere fremme kommer du til hovedbygningen, som i modsætning til de fleste andre Shintō helligdomme fremtræder som en ren eksplosion af farver. Ingen asketisk ydmyghed her.
Når du har fordøjet det pompøse helhedsindtryk, opdager du, at denne helligdom også er rig på detaljer i form af forskellige kunstneriske dekorationer.
Bag ved alle de kulørte bygninger fører der en sti lidt længere op ad bjerget, og her finder du det, som det hele drejer sig om, nemlig Tokugawa Ieyasus mausoleum. En mere end 5 meter høj urne, som tydeligt bærer præg af tidens tand. Urnen skulle angiveligt indeholde den første Tokugawa shoguns jordiske rester.
Det var Ieyasus eget ønske, at han skulle stedes til hvile her, og det var der gode grunde til.
Han var ældste søn i en samurai familie, som var underlagt en mægtig klan. Denne klans overhoved havde naturligvis fuld tiltro til sine vasaller. Men allerede dengang hyldede man princippet om, at tillid er godt, men kontrol er bedre. Så for at sikre hans families loyalitet over for fyrsten måtte Ieyasu tilbringe sin ungdom, fra han var 8 år, til han fyldte 19, som gidsel på fyrstens borg i Sumpu i det nuværende Shizuoka.
Langt senere i livet, da han som tresårig havde været shogun i to år, trak han sig i 1605 tilbage. For at sikre arvefølgen overlod han derefter officielt, men kun officielt, magten til sin søn. Derefter flyttede Ieyasu ind på Sumpu Castle, som nu tilhørte ham, og blev boende der indtil sin død i 1616.
Det var som sagt Ieyasus udtrykkelige ønske, at hans mausoleum skulle bygges her. Og det ønske blev prompte opfyldt, for allerede et år og syv måneder senere stod Kunōzan Tōshōgū færdig.
Men historien slutter ikke her. Ieyasu skrev nemlig i sit testamente, at der skulle bygges en lille diskret helligdom i Nikko. Og her havde hans barnebarn svært ved at beherske sig. Resultatet blev Nikkō Toshogu. En helligdom så pompøs og storslået, at den har overtaget rollen som Ieyasus officielle mausoleum. I dag annonceres det vidt og bredt i turistlitteraturen, at Nikko er nummer et og Shizuoka nummer to, hvis sidstnævnte da overhovedet nævnes.
Paradoksalt nok findes der begge steder en stor urne med hans jordiske rester, og det er aldrig blevet klarlagt, hvor de i virkeligheden befinder sig.
I Kunōzan Tōshō-gū er chefpræsten ikke i tvivl, og i den lokale netavis, ”SUMPU” blev der så sent som i 2014 fremlagt ”beviser” for, at Tokugawa shogunens jordiske rester skulle befinde sig i Shizuoka, og at deres lokale helligdom derfor skulle rangere øverst i hierarkiet.
Nikkō Tōshōgu forholder sig tilsyneladende tavs. Og det er forståeligt nok, for ud over den prestige, de nyder, er deres helligdom en sand pengemaskine. Millioner af besøgende hvert år og en entreafgift, jeg ikke har set dyrere nogetsteds i Japan, selv om de fleste Shintō helligdomme normalt er gratis at besøge.
Opførslen af Tōshō-gū helligdomme var dog ikke begrænset til de to hidtil omtalte. I Edo-perioden var der mere end 500 af dem fordelt over hele Japan. I dag er der kun ca. 30 tilbage.
En af dem, Ueno Tōshō-gū ligger i Ueno Park i Tokyo. Og her er der den pudsige detalje, at da der skulle anlægges en zoologisk have i parken, valgte man at inddrage noget af helligdommens område. Derfor står den pagode, der tidligere hørte til helligdommen, nu inde i zoo, så man skal betale entré der, hvis man vil besigtige pagoden på nærmere hold.
Det kan du læse mere om her.