I dette indlæg finder du nogle forslag til steder, du kan besøge i Tokyo-området. De emner, der beskrives her er: En sejlture på Sumida River, Hama Rikyu Gardens, Vinkekattene ved Gotukuji Temple og Kawagoe også kaldet Lille Edo. Som det fremgår af titlen, er dette indlæg det tredje om Tokyo-området. De to tidligere er Tokyo og Omegn 1 og Tokyo og Omegn 2.

Tokyo er gennemskåret på kryds og tværs af et netværk af floder, bifloder og kanaler. En stor del af dem er i tidens løb blevet ofret på den moderne byudviklings alter og flyder nu i al ubemærkethed under storbyens beton. Det kan du læse mere om her.

Af de resterende er det kun ganske få, der tilbyder bådfart til inden- og udenrigs besøgende, og det meste af denne foregår på Sumida River.

Sumida River

Sejlturen fra Asakusa til Hama Rikyu tager 35 minutter

Er du så heldig at befinde dig i Tokyo, mens kirsebærtræerne blomstrer, og gerne vil opleve hanami på en anderledes måde, er det en oplagt ide at indtage aftensmaden på en flodbåd. Herfra kan du nyde synet af de mange blomstrende træer, som står fuldt oplyst langs flodbredden. Du skal nok regne med, at det er nødvendigt at booke plads et stykke tid i forvejen, for eksempel her eller her.

Hanami på Sumida-floden

Sumida River er også hjemsted for flodbåde, der sejler året rundt efter en fast daglig tidsplan. Turen udgår som regel fra Asakusa og fortsætter til Hama Rikyu gardens og Odaiba. Så har du netop besøgt det berømte Sensoji Tempel i Asakusa, er det oplagt at fortsætte dagens sightseeing med en sejltur ned ad floden.

Tag en tur på floden og oplev byen fra en anden vinkel

Asakusa Pier, som bådene udgår fra, ligger lige bag Asakusa Station eller ca. 5 minutters gang fra Sensoji Tempel, en af Tokyos mest populære attraktioner. Tidsplan og prisliste kan du finde her. Efter lidt over en halv times sejltur kommer du til Hama Rikyu Gardens – endnu en meget besøgt Tokyo-seværdighed.

Hama Rikyu Gardens har egen landgangsbro og indgang lige ned til floden

Hama Rikyu Gardens
Omgivet af vand på fire sider ligger denne smukke park, som i 1600-tallet blev anlagt af den herskende Tokugawa-familie, i hvis eje den forblev i over 200 år, før den ved Meiji-reformen blev overdraget til kejserfamilien.  I 1945 blev den så doneret til byen Tokyo og året senere åbnet for offentligheden.

Det første, der slår en, når man bevæger sig rundt i parken, er den enorme kontrast mellem denne grønne oase og de mange skyskrabere i det bagved liggende forretningskvarter, Shiodome. Det rødhvide tårn, som forsigtigt stikker hovedet op blandt de mange kæmper, er Tokyo Tower, engang Japans højeste bygning.

Udsigt over Hama Rikyu med Tokyo Tower i baggrunden

Centralt i parken ligger en saltvandssø, hvis vandstand ved hjælp af et snedigt slusesystem reguleres i forhold til tidevandet i Tokyobugten. Søen er hjemsted for forskellige saltvandsfisk, som du kan få øje på, hvis du ser godt efter. En lang gangbro krydser henover, og midt på denne er der en lille ø med et tehus, hvor du kan nyde en forfriskning i form af grøn te og søde japanske kager.

Udsnit af saltvandssøen med tehus

Ganske tæt på udgangen er der en særlig attraktion i form af et 300 år gammelt fyrretræ, som er blevet trimmet og puslet om gennem tiden. Som et bonsaitræ har det ikke fået lov til at gro nævneværdigt i højden, men breder sig til gengæld ud over et flere kvadratmeter stort område.

Set forfra er 300-års træet et imponerende syn

Går du om på siden af træet, vil du opdage, at træet helst skal ses forfra. For som det er tilfældet med alt levende, undgår dette træ heller ikke tidens tand, men må understøttes af et sindrigt system af krykker, som holder grenene oppe.

De gamle grene har brug for understøttelse

Du kan læse mere om Hama Rikyu Gardens her.

Gotokuji Temple

Gotokuji ligger 13 km vest for Tokyo Station

Overalt, hvor du færdes i Japan, vil du uvægerligt støde på ”vinkekatten” eller Maneki Neko, som den hedder på japansk. En lille kattefigur med den ene pote løftet til velkomst, enten som et symbol på gæstfrihed eller som et ønske om velstand. Ofte ser du vinkekatten ved indgangen til en butik eller restaurant, hvor mange kunder er tegn på velstand, så her kommer det sig ikke så nøje, hvilken pote katten rækker i vejret.

Indgangen til Gotokuji-templet

Historien om vinkekatten siges at have sin oprindelse i Gotokuji Temple, som ligger i et fredeligt kvarter 45 minutters rejse fra det centrale Tokyo.

Ifølge legenden kom en betydningsfuld samurai her forbi for ca. 400 år siden. Ved templets indgang fik han øje på en kat, som sad med løftet pote. Samuraien opfattede denne gestus som tegn på velkomst og lod sig invitere indenfor. Det viste sig at være en god beslutning, for der opstod kort efter et frygteligt uvejr, som han dermed undgik at være ude i. Som tak donerede han efterfølgende et stort beløb til templet. Den lille kat blev udødeliggjort og spiller i dag en særlig rolle for Gotokuji.

Et lille udsnit af Gotokujis mange kattefigurer

I et særligt hjørne af tempelområdet bliver du mødt af en sand overflod af vinkekatte i forskellige størrelser, alle med højre pote i vejret. Hver og en symboliserer en ofring til Buddha foretaget af en af templets besøgende i håbet om økonomisk fremgang i livet. De små figurer sælges til formålet i templets butik.

Stativ med Ema tavler

Har du en særlig bøn til Buddha – eller Kami, – alt efter om du befinder dig i et tempel eller i en en Shinto helligdom – kan du skrive den ned på en lille trætavle kaldet Ema, som kan købes i den tilhørende butik. En Ema er typisk dekoreret med et symbol, der har tilknytning til det pågældende sted – i det her tilfælde en vinkekat – og/eller et af de tolv japanske zodiac tegn

Denne skik stammer fra Shinto, men har med årene også bredt sig til mange buddhisttempler. Når du har skrevet dit ønske ned, fastgør du den lille tavle til et stativ, der er opstillet til formålet. Og så er der blot at vente på, at det går i opfyldelse.

Gotokuji kan godt være lidt besværligt at finde, især hvis du står af på stationen af samme navn. Vælg derfor i stedet at tage til Miyanosaka Station, som ligger noget nærmere templet.

Du kan i øvrigt læse mere om Gotokuji her.

Kawagoe

Kawagoe ligger ca. en times togkørsel fra Tokyo Station

”Lille Edo” bliver Kawagoe ofte kaldt, fordi man her kan få et godt fingerpeg om, hvordan Edo-periodens bybillede typisk tog sig ud. En af byens hovedattraktioner er hovedgaden Kura no Machi med sine gamle lagerbygninger. Men tro nu ikke, at der her er tale om en form for frilandsmuseum, for i dag bliver husene brugt som restauranter og butikker, og de ligger langs en stærkt trafikeret hovedvej. Alligevel er de værd at se.

Lyskryds i hver ende gør det i et kort øjeblik muligt for fotografen at komme tæt på sit motiv

Kvarterets sidegader er mere fredsommelige rent trafikmæssigt. Giv dig god til at nyde de mange pudsige forretninger – hvor det ikke kun er det ydre, der synes at være et levn fra fortiden. Alt mellem himmel og jord kan du købe her. Du kan blandt andet finde en butik, som har specialiseret sig i ”hanko”, et særligt signaturstempel, som har en lang og stolt tradition i Japan.

Her kan du få lavet dit eget personlige stempel

Gå heller ikke glip af byens vartegn, Toko no Kane. Det gamle klokketårn, som blev genopbygget i 1894, efter at det året før var blevet ødelagt af en voldsom brand.

Kawagoes gamle klokketårn

En anden interessant attraktion i Kawagoe er Kitain Temple, grundlagt for næsten 1.200 år siden. Det brændte desværre ned i første halvdel af 1600-tallet, men her trådte den daværende Tokugawa shogun hjælpende til, blandt andet ved at donere flere bygninger, som var en del af hans egen borg i Edo (senere Tokyo). De bygninger, som kan ses i Kitain, er i dag de eneste, der er tilbage fra det gamle Edo Castle. Resten gik til grunde under det store jordskælv i 1923.

Kitain-templets hovedbygning

Der er tre togstationer i Kawagoe. To af dem tilhører private jernbaner, som kun er 30 minutter om turen fra Tokyo. Tager du en af dem, kan du komme til Kawagoe på blot 30 minutter. Bruger du derimod Japan Railways, er togturen dobbelt så lang. Til gengæld dækker dit Rail Pass her. JR’s station hedder slet og ret Kawagoe Station.

Kawagoe er ikke nogen helt lille by, og hovedseværdighederne ligger et pænt stykke vej fra stationen. Så er du ikke til lange spadsereture, kan du med fordel leje en cykel.

Bemærk også, at Kawagoe er et meget yndet udflugtsmål for japanerne selv, så undgå så vidt muligt at lægge dit besøg i en weekend.Du kan læse mere om Kawagoe her og her.

Pagode ved Kitain Temple