Du skal ikke have opholdt dig længe i Japan, før du har lært, at landet har to skarpt adskilte religioner: Shintō og Buddhisme. Førstnævnte repræsenteret ved helligdomme (på engelsk shrines) og sidstnævnte ved templer. Yderligere vil behjertede sjæle forklare dig, at Shintō tager sig af livets festlige lejligheder, som for eksempel bryllupper, mens buddhismen står for begravelser.
Men bevæger du dig ud i provinsen væk fra den slagne turistrute, vil du snart indse, at det er mere kompliceret end som så.
Tag for eksempel den mindre by Toyokawa i den østlige del af Aichi provinsen.
Her finder du Toyokawa Inari Shrine, som er en af de tre vigtigste Inari helligdomme i Japan. Den vigtigste er Fushimi Inari, som ligger i udkanten af Kyoto.
Der er over 30.000 Inari helligdomme i Japan, men Toyokawa Inari skiller sig ud, fordi det samtidig er et tempel kaldet Myogonji. Og for at gøre forvirringen total omtales det i turistlitteraturen ofte som Toyokawa Inari Temple.
Helligdommen/templet er ikke blot et helligt sted, hvor de troende kommer for at bede. Det er også et socialt samlingspunkt for byens indbyggere. Og denne søndag var mange samlet her på det lokale loppemarked, der er en tilbagevendende ugentlig begivenhed. Mærkeligt nok var jeg tilsyneladende den eneste udlænding, der havde fundet herhen.
Alle Japans Inari helligdomme er rejst til ære for Shinto guddommen af samme navn. Inari er gudinde for risdyrkning, frugtbarhed og deraf afledt velstand. Og uløseligt forbundet med hende er ræven, der tjener som budbringer og beskytter.
Derfor vil en Inari helligdoms hovedbygning ofte være flankeret af to rævefigurer iført rød hagesmæk. Rød, fordi det er gudernes farve, som efter sigende skulle beskytte mod sygdom og ildesindede kræfter.
Således også her, hvor stedets paradoks træder tydeligt frem. En bygning, hvis arkitektur hælder mod buddhismen, flankeret af ikoniske Shintō symboler.
Det var så de første to ræve. For det var kun begyndelsen. Toyokawa Inari er hjemsted for op imod 1.000 rævefigurer, hvoraf de fleste holder til på “Rævebakken .
Det var et overvældende syn, der mødte mig, da jeg kom derop. Først nåede jeg til et rævealter. Og dernæst til et område med rævefigurer i mange forskellige størrelser og med mange forskellige udtryk. Nogle turistsider påstår, at ikke to af disse ræve er ens. Det udsagn havde jeg ikke tid til at tjekke. Så det vil jeg blot lade stå uimodsagt.
Mens jeg stod og faldt i staver over dette bizarre sceneri, kom der en kvinde forbi. Hun stoppede op foran en af figurerne, lagde en 1 yen mønt (ca. fem øre) på dens hoved og rettede en tilsyneladende intens bøn til de højere magter.
Jeg har for længst lovet mig selv at have et åbent sind vedrørende fremmede kulturer og religioner, og skulle det ind imellem knibe, minder jeg mig selv om, at vores hellige nadver måske også kunne være svær at forklare til en udenforstående.
På vej tilbage mod udgangen passerede jeg en karpedam. Karper har en stor symbolsk værdi i Japan. Ikke alene er de farvestrålende fisk smukke at se på, men de beundres ofte for deres stædighed og evne til at svømme op imod strømmen. Visse hjemmesider påstår endda hårdnakket, at de kan svømme op ad vandfald, mens andre blot refererer til denne egenskab som en kinesisk legende.
Det er ikke ualmindeligt, at japanske templer og helligdomme har filialer rundt omkring i landet. Det gælder også Tokyokawa Inari, der har en afdeling i Tokyo kaldet Toyokawa Inari Tokyo Betsuin. Eller slet og ret ”Rævetemplet”.
Set ud fra et historisk perspektiv er det ikke så mærkeligt, at de to religioner lapper ind over hinanden. Shintō er Japans oprindelige religion. En naturreligion, der har sin rod i landets skabelsesberetning. Ifølge myten er der myriader af guder, kaldet kami og øverst på parnasset er solgudinden Amaterasu. Fra hende nedstammer den japanske kejser.
Da buddhismen kom til Japan i det 6. århundrede var Shintō allerede vel etableret. Alligevel lykkedes det de to religioner at eksistere side om side. Gennem historien har der selvfølgelig været udsving til fordel for den ene eller den anden. Men det var først med Meiji reformen i anden halvdel af det nittende århundrede, at der for alvor blev gjort op med denne fredelige sameksistens.
Efter 250 års militært regime var det slut med det såkaldte Tokugawa Shogunat, militærregeringen, der med hård hånd havde styret landet gennem 15 generationer, og kejseren blev genindsat som landets ubestridte hersker.
For yderligere at befæste den nye regents guddommelige status blev der udstedt et dekret om, at de to religioner skulle adskilles, og Shintō blev ophøjet til statsreligion. Det blev startskuddet til den aggressive nationalisme, udført i kejserens navn, der senere skulle få så forfærdelige konsekvenser. Ikke blot for Japans asiatiske naboer, men også for Japan selv.
Alting tyder på, at dekretet om religionsadskillelse blev taget mere alvorligt i de store byer, end det var tilfældet ude i provinsen, og det er derfor, at du stadig kan finde paradokser som Toyokawa Inari Shrine alias Myogonji Temple.
Du kan læse meget mere om Toyokawa Inari her.