Finde vej
I japanske byer er der en udtalt mangel på gade- og vejnavne, og det gør det tit vanskeligt at finde en specifik adresse. Selvfølgelig kan man tage en taxi, men i længden er det både en dyr og kedelig løsning. Det er langt nemmere at lade GPS’en vise vej.
Det kræver imidlertid lidt forberedelse, hvis du vil undgå at skulle logge på nettet, når du står i en situation, hvor du har brug for at orientere dig. Heldigvis kan de to app’er Google Maps og MAPS.ME hjælpe dig offline, når du blot gør dig den ulejlighed at downloade de kort, du skal bruge på forhånd. Det vil sige på et tidspunkt, hvor du har ”gratis” adgang til wifi. Med andre ord, du kan bruge din smartphone som vejviser, selv om du har sat den i flight mode.
Du skal imidlertid være opmærksom på, at begge apps sluger strøm fra din telefon. Derfor er det en god ide at medbringe en powerbank, så du kan “tanke” undervejs.
Store stationer, som f.eks. Tokyo Station og Nagoya Station har vidt forgrenede underjordiske shopping områder, og har du først forvildet dig derned, kan det være svært at vide, hvilken udgang du skal vælge. Også de store metrostationer har et utal af udgange. Og tager du den forkerte, risikerer du at være fuldstændig lost, når du er kommer tilbage til gadeniveau.
Her kan disse to apps hjælpe dig, for ikke alene kan du ved hjælp af telefonens GPS se præcis, hvor du befinder dig, du kan også bruge pilen til at se, i hvilken retning du skal gå.
Det samme gælder, hvis du er på vandretur ude i naturen. Her kan det være svært at skelne den ene skovsti fra den anden. Men har du på forhånd lagt din rute ind, kan du straks se, om du stadig følger den. Til lige præcis dette brug foretrækker mange af mine vandrebegejstrede venner MAPS.ME appen, fordi de føler, at den er mere overskuelig, når de færdes offroad.