Længst mod vest på Japans hovedø, Honshu ligger Yamaguchi-præfekturet med hovedbyen af samme navn. Gør du brug af railpass, er der tale om en rejsetid på 6-7 timer fra Tokyo. Alt afhængig af, om du som endelig destination har Shin-Yamaguchi Station, hvor Shinkansen gør holdt, eller om du ønsker at rejse videre med lokaltog til Yamaguchi Station. Det skal i den forbindelse nævnes, at hvis du vælger at overnatte i byen, ligger de fleste hoteller i nærheden af Shin-Yamaguchi Station.
Rurikoji Tempel
Selve Yamaguchi by har ikke voldsomt mange attraktioner at byde på. En undtagelse er dog Rurikoji Templets mere end 500 år gamle femetagers pagode, som rangerer blandt Japans tre mest berømte. Den 31 meter høje bygning er smukt placeret i landskabet med en idyllisk lille dam i forgrunden. Et klassisk motiv for et rejsefoto.
Besøg også hovedbygningen og læg mærke til, hvor veltrimmet alting er. Der er ingen tvivl om, at dette zen-buddhistiske tempel fra 1400-tallet er hele byens stolthed og et valfartssted for dens indbyggere.
Benyt lejligheden til at gå en tur i den frodige Kozan Park, som danner ramme om tempelkomplekset. Parken er blandt andet berømt for sine mange blomster og træer, der står i blomst fra tidligt forår, heriblandt blommetræer og kirsebærtræer.
Den nemmeste og hurtigste måde at komme til Rurikoji på er ved at leje en cykel over for Yamaguchi Station. Selve cykelturen varer ca. tyve minutter.
Du kan læse meget mere om Rurikoji og Kozan Park her.
Akiyoshidai
Et stykke nord for Yamaguchi finder du Akiyoshidai plateauet, som har den højeste koncentration af karst-formationer i Japan. Området, som i alt måler 93 kvadratkilometer, er på listen over regionale (quasi-national) parker i Japan.
Selv om dine kundskaber ud i geologien skulle være lige så begrænsede som mine, vil du ikke være i tvivl om, at dette er et ganske særligt landskab.
I nutidens Japan hersker der ingen tvivl om, at det er værd at værne om dette enestående landskab. Men sådan har det ikke altid været. Fra 1885 og indtil slutningen af Anden Verdenskrig i 1945, blev området brugt som militært øvelsesterræn. Herefter blev det givet fri, men kun kortvarigt, for fire år efter blev det overtaget af de amerikanske besættelsesmyndigheder, som også brugte det militært. Så glade var de for området, at de endda ønskede at forfremme det til bombeafprøvningsområde.
Det udløste et ramaskrig fra lokale myndigheder og videnskabsmænd, og præfekturets guvernør gik i forbøn hos den amerikanske præsident. Det gjorde udslaget. De amerikanske styrker forlod endelig Akiyoshidai i 1957.
Akiyoshido
Under Akiyoshidai ligger Akiyoshido Cave, en ni kilometer lang drypstenshule, Japans største. En kilometer af den er åben for offentligheden, og det er bestemt værd at udforske den. Hulen har tre indgange, en i hver ende, og knap midtvejs er der en elevator op til overfladen. Vil du se både hule og plateau, er det en god ide, at du går hele hulens længde først og derefter vender om og går tilbage til elevatoren, som du tager op til overfladen.
Når du har set dig mæt på Akiyoshidai-plateauet, tager du elevatoren ned i hulen igen. Du kan bruge den samme billet. Derfra fortsætter du tilbage til stedet, hvor du oprindelig kom ind. Selv om det er varmt udenfor, er det en god ide at medbringe en tynd pullover, for temperaturen i hulen ligger konstant på sytten grader celsius.
Læg mærke til de mange forskellige formationer, du passerer undervejs. En af dem, som ligner en gigantisk trappe, kaldes på japansk Hyakumaizara. Det betyder et hundrede plader.
Som i så mange andre drypstenshuler verden over har fantasien fået frit spil, når de forskellige formationer skulle navngives. Og selvfølgelig har et underjordisk rige som dette brug for en konge. Ham finder du tæt på elevatoren.
Der går to forskellige busruter ud til Akiyoshidai/Akiyoshido. Den ene fra Yamaguchi Station, den anden fra Shin-Yamaguchi Station. Førstnævnte er dækket af dit railpass. Alligevel vil jeg anbefale den anden.
Det er der flere årsager til. For det første er det mest sandsynligt, at dit udgangspunkt er Shin-Yamaguchi Station, da det er her, du ankommer med Shinkansen, og her hotellerne er. Rejsetiden herfra er omkring en time kortere end fra Yamaguchi Station, og busserne afgår hyppigere. Du kan begrænse udgiften til billetter ved at købe et day-pass.
Fra samme station kan du i øvrigt også tage en bus til kystbyen Hagi, og har du en ekstra dag til rådighed, er det i høj grad en anbefalelsesværdig udflugt.
Du kan læse meget mere om Akiyoshidai og Akiyoshido her.